Unges mentale helbred er i høj grad på dagsordenen i disse år. Og Remulus Entertainments forestilling ‘Den indre stemmes ord’ taler blandt andet ind i dén dagsorden. Den er en monolog om en ung mands tankemylder om sig selv og sin omverden.
Teksten kombinerer poetry slam og rap med snurrige rim og viltre vers, hvilket er en sjælden kunst i et teaterformat. Men trods det ordrige manuskript er der altså ikke tale om et rent tekstorienteret onemanshow a la stand-up og spoken word, men om en reel teatermonolog med skuespil og det hele.
Magnus Bruno står selv bag både ordene og fremførelsen. Og med sin baggrund fra musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole synes han hjemmevant i både det musikalske og teatralske i dette lidt særlige hybridformat.
Lidt for stort udtryk
Ser vi på forestillingen alene som en teatermonolog, ja, så bliver Magnus Brunos udtryk ofte temmelig overforstørret. Især fordi vi i dette intime setup sidder meget tæt på ham i en hestesko rundt om ham, ligesom han også flere gange går helt tæt på enkelte publikummere.
Når vi kommer så tæt på, er det vigtigt at dosere sit udtryk, og den rammer Magnus Bruno ikke her. Derfor bliver de vibrerende bevægelser i ansigtet, rystende lemmer og nervøse bevægelser en anelse utroværdige.
Bortset fra dét, så er hans levende skift imellem sindstilstande, samt hans kraftfulde tilstedeværelse på scenen generelt, et ganske imponerende bevis på hans talent. Der er også momenter i hans monolog, der bliver aldeles rørende.
Ingen dovne versefødder
Musikalsk bevæger han sig med selvfølgelighed igennem rapteksterne, der ledsages over højtalerne af udmærkede tracks af Kristoffer Rahbek. Og selvom der er fart på ordene, så kommer han godt og stilsikkert igennem teksterne.
Denne anmelder er ikke dybt nok inde i det aktuelle rap- eller poetry slam-miljø til at vurdere teksterne som sådan. Men som teatermonolog er teksten enormt velskrevet og ikke mindst imponerende kreativt digtet. Og ikke i ét øjeblik synes man at have dovnet den med versefødderne.
En overvejelse værd
Jeg hørte flere publikummere mumle til hinanden på vej til og fra forestillingen, at dette her skulle være et højdepunkt på årets KLAP-teaterfestival. Antallet af titler på programmet taget i betragtning, så er det noget af et statement, som er svært helt at faktatjekke.
Men at det primært voksne publikum til denne visning var engageret under forestillingen og gik fra ‘Den indre stemmes ord’ med et smil på læben er i hvert fald et faktum.
Man må erkende, at Remulus Entertainment her tager et format i brug, der langtfra er nedslidt i teatersammenhænge, og som givetvis kan engagere sin målgruppe af store unge. Og formår man også at tage diskussionen om trivsel, selvværd og empati op i klassen efter oplevelsen, så er ‘Den indre stemmes ord’ absolut en overvejelse værd.
