Bogen om Karius og Baktus udkom første gang i 1949 og igen med nye illustrationer i 1958, men de to tandtrolde blev introduceret allerede i 1941.
Historien om de to bittebittebitte små baktusser der rumsterer og laver huller i folks tænder viste sig at være en genial opfindelse. Oversat til utallige sprog og solgt i kilometervis af eksemplarer er den tiljublet, ikke mindst af tandlæger, verden over, og dertil af mange generationer af børn – og forældre ikke at forglemme.
For tre år siden lavet Pelle Koppel Torbjørn Egners 'Dyrene i Hakkebakkeskoven' med sit teater og fik en underholdende forestilling ud af det. Den er stadigvæk på repertoiret og har åbenbart vækket Teater V’s appetit på gamle klassikere. 72 år har altså denne på bagen, og tættere på et mosefund er det svært at komme inden for børnedramatikken.
Fint nok. Men spørgsmålet bliver om det ikke er nødvendigt at give fortællingen nogle nye løft og udnytte de muligheder som moderne scenekunst tilbyder – ikke mindst inden for børneteatret.
Der var en gang en dreng…
…og det var Jens. Og Jens var ligeglad med hvad han puttet i munden. Det blev mest wienerbrød med sukker på og bolsjer og chokolade og andet slik, og de to småfyre der levede og byggede hus i hans tænder kunne rigtig råhygge med alt det søde og forbudte. Både Baktus, den glade optimist, og sortseeren Karius, der endnu husker den gang, at Jens spiste gulerødder og ø-klo-klo-kolologiske grøntsager. Føj for den lede!
Den fornuftige storebror Karius – den flittige og praktiske gris – vil grave sin trygge hule endnu større, Baktus vil hellere bygge hul(e) med altan i hjørnetanden, og sidde og se ud over det smukke bjerglandskab af huller og tænder i Jens’ sukrede mund. Så de hugger og hakker og hakker og hugger med mukkert og bor og spyd, og Jens sørger for at de søde sager kommer i en lind strøm, så de er mætte og vel tilfredse.
Indtil de hører stemmer højt over tænder og tunge. Jens som jamrer om, at 'det gør så ondt i mine tænder!' og mor, der formaner: 'Husk at børste tænder!'. Forgæves råber de små grubegravere: 'Du skal ikke rette dig efter din mor, Jens!' Tandbørste-uhyret kommer, og vand og tandpasta, og var det ikke for Karius’ dybe grotte, så var vore små krabater skyllet væk og ud af fortællingen.
Siden bliver det værre. Pludseligt gaber Jens op og et intenst lys skinner råt og brutalt ned i brødrenes minerede verden – lys og gys – efterfulgt af det frygtindgydende bor. Hullerne fyldes, og med ét er de blevet berøvet både hjem og forsyninger. Og for at gøre historien kort: Flugten ender på en flåde på det store ocean, hvor de padler på jagt efter en ny mund, nye huller og mere sødt.
Hvem skal man holde med?
Teater V fortæller historien lige efter bogen og det egnerske forlæg. Det er pudsigt og sjovt ind imellem, og musikken er lige tilpas jazzet op og moderniseret. Faren er imidlertid, at man kan forelske sig fuldstændigt i de to foretagsomme små fyre og miste kontakten med den verden, der befinder sig udenfor Jens’ mund. Det svækker dramatikken i forestillingen, og det svækker det pædagogiske budskab.
Det synes jeg, at denne forestilling lider under. Den er annonceret for de 5-99 årige, men jeg så den med tre-fire-årige. Overfor et så ungt publikum kan jeg sagtens forstå, at det skumle nedtones, men jeg synes, at det er synd. Hvis hvert hug med hakken afstedkom et ynk fra Jens, ville jeg bedre forstå, hvad der foregår. Jeg ville bedre forstå, at tandtroldene er the bad guys, når alt kommer til alt, uanset om de er søde og morsomme. Også de fem-årige kan have to tanker i hovedet samtidigt. Karius og Baktus er ikke sadister og voldelige psykopater, de ser jo ikke sammenhængen, men de kan godt more sig over, at et bank med mukkerten på et ømt punkt fører til et Av! hos Jens. Og gerne et Av! med lidt større pinsler.
De to skuespillere, Rolf Hansen og Pelle N. Kann, yder en stor og energisk indsats. Men jeg har svært ved at godtage deres gangnam-koreograferede spillestil. Når det udføres uden rytme, bliver det kun til fjollede spastiske trin og en slags debil og neurotisk raven rundt på gulvet – med ustandselige gentagelser. Og replikkerne råbes i microporterne i en salig labskovs af pludret baby-sprog og forpustet dialog om ting, vi kan se med egne øjne og ikke behøver blive forklaret hele tiden. Det bliver ikke farligt af, at man råber, at det er farligt.
Både farcer og komedier er seriøse sager, hvor både det spændende og det komiske ligger i situationerne og ikke i spillestilen. Også for et børnepublikum – ikke mindst fordi netop dér ligger nøglen til forståelse.
Og dette stykket er – om noget – et stykke med et budskab. Det vil blandt andet sige, at der er noget der skal forstås. Forståelsen er en del af underholdningen, som Brecht ville have sagt. Altså ikke kun et divertissement!
Hvor havde jeg ønsket at instruktøren gav sine spillere en lillebitte stilhed en gang i mellem. Til opbygning af spænding eller til at give plads for afspænding. Den maniske ivrighed i spillet fører bare til mangel på præcision.
I øvrigt savnede jeg de muligheder som projektion kunne have givet, – tænk på Egners egen tegning af den grumme tandlæge set i bakterieperspektiv gennem Jens’ mund. Og otte forkølede sæbebobler gør det ikke ud for en livsfarlig tandbørstning. Der burde vælte ind med skum! Alt i alt: Her er rum for forbedringer.
