Myter er eviggyldige. Sådan er det også med myten om Orfeus, der mister sin elskede Eurydike, får chancen for at hente hende tilbage fra dødsriget, for så at miste hende for anden gang.
Det er en glødende tragisk kærlighedshistorie om glæde, sorg og tab, som ikke mindst er kendt fra Glucks berømte opera 'Orfeus & Eurydike'. En smuk klassiker fra 1762, som fire teatre nu er gået sammen om at gøre tilgængelig i et tidssvarende scenesprog. Det er i det store og hele lykkedes.
Forestillingen har brugt en udvidet udgave af kærlighedsmyten til at lade Orfeus mor Kalliope give en kort, dramatisk indføring i historien. Det er klogt, for i dag kender mange – og slet ikke de unge – til historien om en gudeverden, hvor Amor kommer Orfeus til hjælp.
Han bakser rundt med en imponerende kludedukkeslap Eurydike, som er voldtaget af hans halvbror og dræbt af en slange. Men hun kan bringes til live, hvis Orfeus ikke ser på hende, før de er ude af Hades. Det gør Eurydike så ulykkelig og vred, at Orfeus til sidst retter blikket mod sit livs kærlighed.
Det dør de af. Både dem, der danser, og dem, der synger, for rollerne som Orfeus og Eurydike er dobbeltbesat. Det bliver hverken for meget eller for fjoget, men fungerer fint med skiftende fokus på de to par og flydende overgange.
Bag dem glider storskærmens udsøgte billeder roligt forbi og skaber sammen med raffinerede hvide og sorte kostumer svimlende smukke scenebilleder. Floden Styx pibler af sted i baggrunden, og når kærligheden splintres, drysser uendelig mængder af småbitte stumper rødt ned over den hvide flade.
Forestilingens højdepunkt
For kærligheden er – naturligvis – gnistrende rød, og det er døden også. Da den rammer Eurydike med et lynhurtigt bid, sker det fra en slank rød giftslange, der skyder frem fra stokken i hånden på den blinde skæbne. Hans drabelige sorte hovedbeklædning med lange horn er drønflot og så vildt uhyggelig, at hun næsten også kunne være død af skræk.
Men Noora Hannulas stærke kvindelige krop kæmper tappert imod giften, indtil hun må give fortabt. Og forestillingen igennem bliver hendes og Mark Philips kraftfulde dans aldrig til tom opvisning, selv om man i et par af scenerne kører lidt træt i gentagne konsulviske bevægelser.
Men væk det må den døde Eurydike, som trækkes ud liggende på et bredt rødt bånd. Det samme røde sansemættede kærlighedsbånd binder de to elskende sammen. Efter at Orfeus i en fantastisk scene ved indgangen til Hades kæmper sig gennem flokken af sorte vogtere, der slår rytmen med lange sorte stokke. En ren gyser efterfulgt af en rørende dansescene, hvor det røde bånd fanger dem ind og skiller dem ad igen.
I den anden ende af båndet er det sangerne, der med stemmer og mimik giver sorgen og smerten stærke bevægende udtryk. Det er mytens højdepunkt, og det bliver også forestillingens.
De båndede kor klinger præcist så sørgmodigt og poetisk smukt, som de skal, og det samme gælder solisterne. De bliver indimellem sat på en hård opgave, når de nykomponerede sekvenser bryder barokmusikken op og med andre instrumenter skaber nye, skarpkantede klangbilleder.
Men de superdygtige sangere med Josefine Anderssons mørke fyldige mezzosopran i rollen som Orfeus overfor Berit Barfred Jensens lyse lette sopran som Eurydike løfter opgaven med overskud og indlevelse. Begge klinger smukt og har en kropslig ynde, der matcher dansernes, når dobbeltrollerne ind i mellem bliver synkrone.
Dansen og scenebillederne er åbenlyst indgangen til forestillingen for et ungt publikum. Man kan have sine tvivl om, at det er nok til at indfange de unge og holde dem fast hele vejen igennem det klassiske musikteater, men der er godt forsøgt.
