Fornemmelsen af at sidde i en lille biograf er helt bevidst. Forestillingen begynder simpelthen som en film med musik, rulletekster og en mand, der står i silende regn på en mørk og øde gade. Og så er det ellers, at det bliver interessant. For regnen og den øde gade er blot baggrundsbilleder på lærredet, mens manden er en dukke, der føres synligt for os af en dukkefører foran et lillebitte kamera.
Så hvad vi oplever er dels filmens illusion – en mand i regnvejr – og dels selve tilblivelsen af illusionen. For at det kan lade sig gøre, er hele teaterscenen dækket med rødt stof – det samme gælder de tre dukkeførere. Det betyder nemlig, at de kan føre dukkerne ‘usynligt’, så vi kun ser dukken og ikke hånden, der fører den.
I sig selv er det en oplevelse af de lærerige. For selv om dette her er temmelig enkelt udført, er det grundlæggende samme metode, der bruges, når de store effekter skal skabes i diverse katastrofe- og superhelte-film. At den dramatiske baggrund indfotograferes bag personerne, så det ser ud som om de flyver gennem luften, mens de i virkeligheden blot ligger på gulvet og padler med armene!
Alene for denne vittige blanding af film, tegneserie, dukker og teater er forestillingen værd at se. Men også historien er skæg. Historien om tilblivelsen af superhelten Greenboy. Engang en helt almindelig og lettere utilpasset skoledreng, Gregor, der er alene med sin far. Moderen er død på hospitalet efter et overfald.
Men stærkere og ondere kræfter viser sig at have været på spil. Superskurken dr. Metropolis har en finger med i spillet, lige som Nattens Dronning terroriserer byen. De operakyndige aner et sammenfald i historien med ’Tryllefløjten’. Og ganske rigtigt – der er noget med far, mor og kampen mellem det gode og det onde.
Gregor opdager, at der foregår mystiske ting i hospitalets kældre, og ved et stråle-uheld forvandles han til kæmpedrengen Greenboy, der som en anden Superman tager kampen op mod det onde. Men i modsætning til de traditionelle tegneserie-figurer går det hurtigt galt for Greenboy – han bliver desillusioneret, begynder at drikke og terroriserer byen i stedet for at hjælpe den. Han lokkes på afveje af Nattens Dronning, som beder ham redde sin datter Stella – den pige han hemmeligt har været forelsket i, dengang han bare var Gregor.
Begavet leg
Og mere indviklet skal det blive. For Gregor ender på sindssygehospital – måske var han bare en skizofren dreng, der troede, at han var en superhelt? Svaret lader vi blafre i slipstrømmen fra Greenboys sidste flyvetur over byen. Men sjovt er det. Fordi der opereres så elegant med optiske bedrag, eksperimenteres med filmmediet, og kommenteres ironisk undervejs.
Forestillingen henvender sig angiveligt til alle over ti år – jeg tror nu, at vi skal lidt højere op. For overhovedet at forstå de mange lag i historien kræver det, at man kan reflektere og grine lidt over superheltebegrebet og ikke bare æder det råt.
Men evner man det, får man dels et velkendt univers præsenteret på en anderledes facon, ikke blot selve Simon K. Bobergs historie, der elegant satiriserer over tegneserieheltenes komiske muligheder, men også måden at fortælle på.
Mads Wille er skøn som Greenboy – kejtet som Gregor, macho som superhelten, hele tiden ironisk twistet – mens Peder Holm Johansen og Mia Lerdam tager sig af alle de andre roller, både som sig selv og som dukkeførere. En begavet leg med myter og medier.
