Publikum er kommet, dirigenten er kommet – men musikerne mangler. Samtlige seks musikere i 'The Sweet Seven Magic Orchestra' – borte har taget dem.
Ret pinligt, selv om dirigenten nu heller ikke er af den sædvanlige slags. Kjolesættet er godt nok, men håret og ikke mindst næsen – den ret store næse – indikerer klovneri snarere end seriøst orkesterspil.
Fortvivlet vandrer han rundt, mens hans kolleger, en efter en, ringer afbud. Den ene er netop blevet gift, den anden nybagt far. Og så er der ham med hosten, og ham, der bare generelt er lidt forvirret og derfor er faret vild.
Men til sidst vender han det beklagelige til noget godt. I hvert fald for ham selv. For nu kan han endelig få lov at spille sin nye trompetkoncert – ganske alene foran publikum. Tror han da, for den sidste musiker, tumpen, den udueligste af dem alle, dukker selvfølgelig op, medbringende såvel en gevaldig tubakasse som et mildt sagt irriterende væsen.
Fornøjeligt samspil
Og derfra tager løjerne for alvor fat. Hvor begyndelsen er sød, når dirigenten indvier os i de forskellige telefonsamtaler med de fraværende musikere og fortæller os om alt det gode og triste, kollegernes afbud minder ham om – ikke mindst hans forsvundne bror – bliver forestillingen med kollegaens ankomst både vild og magisk. Som at se en klassisk klovne-entre foldet ud med ord og dramatisk handling, tilsat en god portion trylleri.
Hvordan skal man ellers forklare, at nodestativet begynder at dreje rundt om sig selv, mens de to musikere spiller. Eller at orkesterplakaten ustandselig falder ned, og nodepapiret pludselig går op i lys lue – eller mest magisk af det hele, at tumpekollegaens tubakasse viser sig at indeholde de mest utrolige ting. Fra instrumenter af alle slags til en micro-ovn, et fjernsyn og en vaskemaskine. Med centrifugering og det hele!
Men det bedste er selvfølgelig samspillet mellem de to klovne. Dirigenten (Simon Holm) som ledertypen, der hele tiden vil bestemme, og hvor alt konstant går i fisk, og så dummepeteren (Søren Ovesen) med de særlige evner for at vende en håbløs situation til noget sjovt.
Mere klassisk kan det næsten ikke blive. Holm og Ovesen er et skønt par i Giacomo Ravicchios forbilledligt stramme og iderige iscenesættelse, der heldigvis også giver plads til, at der rent faktisk bliver spillet lidt musik undervejs. Under alle klovnerierne løber tråden med den forsvundne bror. Og så behøver jeg vist ikke at sige mere. Kært er det og helt i forestillingens ånd.
Den magiske tubakasse
Som forestilling betragtet er den beregnet for de 5-11-årige, med den særlige kvalitet, at godt klovneri jo ikke kender til alder.
Derfor kluklo vi voksne mindst lige så meget over den usynlige flue, den voldsomme fodboldkamp inde i tubakassen eller det dramatiske øjeblik, hvor det umanerligt skrappe vaskemiddel endte i den helt forkerte hals med kraftigt stemmeskift til følge.
Skal jeg endelig indvende noget, er det, at forestillingen slutter halvandet minut for sent. Vi har fanget pointen og klapper gladelig med på den musikalske duet for to. Den efterfølgende lille perspektivering er bare overflødig og begejstrings-sænkende, tænker jeg.
Men det værste er i virkeligheden: Hvordan i alverden ser der egentlig ud inde i den vanvittige og magiske tubakasse! Det ville jeg pokkers gerne have set.
