Af: Randi K. Pedersen

27. september 2022

Sprælsk alvor

Med kirkerummet som kulisse er ’Kingos skygge’ en helstøbt lille forestilling med stor tyngde.

Nogle gange er det godt at blive mindet om, hvor lidt der skal til af ydre pragt og halløj for at give publikum en god teateroplevelse. Ikke mindst, når publikum er børn. ’Kingos skygge’ er en fin og helstøbt lille forestilling, der ikke gør meget væsen af sig i sin enkle, men afvekslende og underholdende ydre form, der foregår i en kirke, men som indholdsmæssigt har ikke så lidt tyngde.

Det er godt gået at skrive et skvæt Kingo-historie, kristen tro, religionsmangfoldighed, savnet af en far og en ung teenagers søgen efter en identitet ind i den samme historie. Der så også lige får berørt skilsmisser og forældres ufuldkommenhed samtidig med, at den rummer et velvoksent kim til forståelse og en vis overbærenhed med fars og mors fejl og svigt. 

Alt sammen leveret uden pegefingre til en bekymret teenager ved navn Selma af en rummelig voksen, der selv har et lidt atypisk liv helt uden familie, men med musikken som en trøsterig følgesvend.

Det gælder ikke blot for ham, der hedder Albert, men også for publikum og for Selma. Det er forrygende, når han målbevidst skridter midtergangen i kirken af og forsvinder, hvorefter de flotteste orgeltoner sekunder efter bruser ud over de overraskede tilskuere og Selma. 

Hun er historiens hovedperson og forestillingens supersøde centrum af en sprælsk energibombe. Konstant i smidig bevægelse – al gang foregår i løb eller i hvert fald i hastigt tempo – hoppende, springende og dansende fra den ene ende af det store kirkerum til den anden og på tværs mellem stolerækkerne. 

Andre steder vil det være tunge kirkebænke, men reaktionen fra tilskuerne vil sikkert være den samme. De vender og drejer sig for nysgerrigt at følge med i, hvad Selma nu har gang i. Måske er hun drønet op nær alteret eller stopper uventet op, så der bliver ro til at koncentrere sig om den velskrevne dialog mellem pigen og den modne mand. 

Teksten tager udgangspunkt i Thomas Kingos kønne salme ’Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad…’- hvis popularitet også gælder den umanerligt smukke melodi. 

Tæt på tilskuerne

Derfra fører mange veje til forestillingens temaer – heldigvis uden at inddrage et tilsvarende antal salmer. For selv om der er nok at tage af, er der på ingen måde lagt op til undervisning hverken i kristendom eller i salmedigteren og biskoppen Kingos fortræffeligheder. 

Nærmest tværtimod, for det er hans ansvarsløse flugt fra en ung gravid pige, der er årsag til Selmas besøg i kirken, hvor Kingo skal prædike. Hun mener, at Kingo er hendes far, og det har hun tænkt sig at fortælle ham. Men hvordan?

Det øver hun sig lidt og temmelig komisk på, og pludselig står han der. Det vil sige, det gør han ikke. Den venlige mand med briller og en node under armen er Albert, kirkens organist, der kan fortælle, at Kingo kommer om en time.

Et fikst greb, dels fordi Kingo, der kun er anledningen, men på ingen måde emnet for historien, ville være et forstyrrende element i den rørende uforbeholdne kontakt mellem Selma og Albert, som skuespillerne levendegør så dejligt troværdigt. Dels, fordi Selma og tilskuerne, da timen er gået, har oplevet noget, der gør fraværet af en far lidt nemmere at leve med.

Trods de mange temaer i ’Kingos skygge’ opleves den letløbende fortælling hverken for tætpakket eller for overfladisk, for springende eller opremsende. Hvilket ikke kun skyldes det solide dramatiske håndværk og en instruktion med et godt flow. men også musikken og især det forrygende makkerpar Ida Nørfelt Lund og Ole Håndsbæk Christensen. 

De har en ligefrem og moderne spillestil, der bringer dem tæt på tilskuerne, og uden de tos helt særlige musikalske færdigheder var der ingen forestilling.

Scenografien giver sig selv i en forestilling, der er tæt knyttet til kirkerummet. I sammenhængen ville enhver kulisse opleves som unødig og påklistret, eftersom der i langt de fleste tilfælde i forvejen vil være rigeligt at se på fragulv til loft. Desuden er kostumernes 1600-tals look nok til at signalere, at vi befinder os i en anden ti end den, som vi lever i.

Parkteatret kalder ’Kingos skygge’ for en familieforestilling, og det er det bestemt. Men da Teateravisen kom forbi, gik det også helt fint med skoleelever fra flere klassetrin sammen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.