’Jeg hedder Lykke,’ siger pigen glad.
’Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du hedder. Forsvind!’, siger drengen rasende.
Og så er forestillingen unægtelig i gang med masser af spænding. For hvorfor er drengen så vred? Og hvorfor ved pigen instinktivt, at hun kan hjælpe ham?
'Spøgelsestoget' har et anslag, som umiddelbart fænger. Og forestillingens overordnede historie rammer lige ned i skolestarternes mest følsomme frygt. Den handler nemlig om en dreng, der er ulykkelig, fordi hans hund er blevet væk og måske er kørt over – og nok skal begraves… Og drengens reaktioner viser, hvor umuligt det kan være at udtrykke det, man er allermest ked af.
Fokus mangler
Forestillingen er skabt af de to medvirkende selv – Karoline Munksnæs og Asbjørn Agger. Karoline Munksnæs har en fin umiddelbarhed over sig i sine mange roller, og Asbjørn Agger skifter mellem den indadvendte og det voldsomme.
De spiller intenst og dynamisk, og de har ungernes fulde opmærksomhed. Og de rammer fint den eventyrlige tone og den transformationslyst, som for eksempel også præger de fleste computerspil. Her er det bare en rejse med et spøgelsestog, der bringer drengen videre.
Men de to skuespillere har tydeligvis ikke kunnet stå for instruktionen af sig selv uden at miste overblikket. Instruktøren Mia Lipschitz har godt nok været instruktionskonsulent på forestillingen, men man savner virkelig et grundlæggende og ufravigeligt fast greb om denne opremsningshistorie, hvor hovedpersonen går igennem så mange prøvelser, at det næsten bliver komisk. Der mangler i hvert fald fokus.
Skøn drage
’Tiden er noget underligt noget,’ synger de med retrostemmer og spiller på guitar. Men tiden bliver vitterlig også underlig i forestillingen, fordi drengen skal gennem så mange ultrakorte scener med så mange lynhurtigte eventyreffekter på denne sorgrejse. Også selv om han får foræret en lykkesten, som skal bringe ham held på rejsen.
Men dragen er skøn. Den hedder Pussykat, og den har sølvnegle – og den kunne sagtens tåle at være meget mere på scenen. Det kunne historierne om den afdøde morfar også. Han elskede nemlig gorgonzola, og han burde jo nok kunne fortælle lidt om, hvordan det er at være død…
Pirrende ord
Samtidig er der nogle ret avancerede og næsten filosofiske scener undervejs, som klart taler til de ældste børn og til de voksne tilskuere. Drengen siger for eksempel: ’Har vi set hinanden før?’, hvortil pigen svarer ’Måske’. Altså en fin og pirrende ordveksling, der er fuld af varsler og underfundighed.
Musikalsk set benytter skuespillerne sig af en glimrende luftguitar – med imponerende energisk håndstilling – og derudover hviner det godt med havlyde og mågeskrig. Og scenografisk er der godt gang i udklædningsbutikken.
Alligevel mangler der altså en samlende ramme for denne fortælling. En ramme, der kunne skabe ro om det store spørgsmål i forestillingen: Spørgsmålet om, hvad der sker, når man dør.
Men det kræver nok mere end en lykkesten og en håndfuld skumfiduser at gætte sig frem til lige netop den hemmelighed.
