Når man både er danseentusiast og kageelsker på én gang, er der noget aldeles tillokkende over forestillingstitlen 'Dansekagen'. For kan man danse en kage? Eller får man ekstra lyst til at danse, hvis man spiser en kage? Eller skal man danse først for at få lov til at spise kage bagefter?
Uanset hvad, så var jeg frisk på at gøre forsøget under Børneteaterfestivalen på Mors. Og indledningen var ganske lovende, for vi tilskuere skulle holde hinanden i hænderne og bevæge sig i ’slange’ op på scenen – med Dorte Persson som munter anfører med frikadellefletninger og gammeldags kjole.
Vi fik i hvert fald lov til at hoppe lidt rundt og gøre diverse danseøvelser – som en slags sympatisk opvarmning til den egentlige forestilling. Vel at mærke akkompagneret af ’Saxofine’ alias den saxofonspillende Katrine Suwalski. Ren luksus.
Hund med bowler
Selve forestillingen om pigen Scarlett og hendes hund Kaiser viste sig også at være både sød og sjov. Pigen og hunden danser showagtigt sammen. Dorte Persson skaber en både kærlig og temperamentsfuld dansepige med kåde pigeøjne og lange ben – og Lars Bjørn optræder som firbenet skabning iført hundeører og herlige pelsmuffer om anklerne med matchende pelsmuffer om ’forpoterne’. Sammen har de masser af energi – ordløse og dansevilde. Og Lars Bjørn har en skøn hundesans for firbenede bevægelser og opfindsom tungeakrobatik inde under sin hundebowlerhat. Han har tæft for sniffen. Og flere unger lød til at ønske sig netop sådan en hund i fødselsdagsgave …
Men relationen mellem hunden og pigen forbliver uklar. Er hunden nu også HENDES hund? Og er han i det hele taget en hund? Han rejser sig i hvert fald lovlig længe på bagbenene, når han skal danse ballroom… Og på et tidspunkt gider han faktisk slet ikke danse mere. Så vil han hellere snappe efter nogle uspændende hånddukker… Det virker lidt kryptisk.
Ilter som revy
Koreografisk spænder 'Dansekage'n fra standarddans og til moderne dans – med indspark af riverdance og alverdens showeffekter. Dansen er fyldt med glæde, og den er temmelig ligetil, sådan i overskuelig benlængde fra både MGP og Vild med Dans. De store børnehavebørn og skolestarterne er altså umiddelbart på bølgelængde med bevægelserne.
Det er imidlertid ret interessant, at det nye ABC Danseteater netop vælger ’danseteater’ som genre. I øjeblikket er de fleste danseforestillinger for børn i hvert fald langt mere tematiske og abstrakte end 'Dansekagen'. Men ABC Danseteater vil tydeligvis ikke bare danse abstrakt – de vil virkelig fortælle en historie. Den skal så bare finpudses mere dramaturgisk, hvis plottet skal fremstå helt tydeligt – og så ord ikke savnes undervejs.
Desuden skal musikeren formodentlig integreres mere i forestillingen og dens lynhurtige skift; at spille musik til denne slags dans er lige så iltert som at spille til revy. Og med Katrine Suwalskis musikalske legelyst burde det ligge lige til højrebenet.
Grovmotorisk æggedans
Hen mod slutningen af forestillingen får børnene mulighed for at foreslå nogle bevægelser, der skal minde om kagebagning; da jeg så forestillingen, var forslagene for eksempel ’melbevægelser’ og ’æggebevægelser’. Men dette stunt hiver altså koreografien ned på et lovligt grovmotorisk plan, der ikke just holder niveau med resten af dansen. Og så længe børnene ikke har problemer med dans uden indholdsfortegnelse, så skal kunstnerne vel ikke nødvendigvis pådutte dem forklaringer og undskyldninger?
Men hvad sker der så lige med den dansekage, der fik tilskuertænderne til at løbe i vand på grund af titlen? Det ved jeg egentlig ikke. I begyndelsen af forestillingen sættes en kage i ovnen – og til sidst tages den ud. Men ak. Kagen på fadet viser sig at være en plastikkage. Skuffelse, hedder det. Som solidarisk og interaktiv tilskuer havde jeg i hvert fald drømt om en nybagt bid.
Men sådan skulle det åbenbart ikke være. Jeg havde ellers gladelig delt min kage med hunden.