Nycirkus har med sin særlig form for genre-crossover for længst bevist sin levedygtighed. Med ’opHAV’ ser man tydeligt hvorfor, og hvorfor genren er så velegnet til udendørs opførelser. Forestillingen tilpasses lokale havnepladser og kraner på de steder, hvor den spilles.
I Sydhavnen i København foldede løjerne sig ud på en mindre plads med en stygt stor kran omgivet af omfangsrige – mere eller mindre fantasifuldt udførte – husbåde som lokalkolorit.
Med en lysende blå, skyfri sommerhimmel til at danne baggrund havde ’opHAV’ optimale rammer for en række situationsspil, der fyres af som kraftfulde og humoristiske knaldperler. Nogle er korte, andre længere forløb, hvor indhold og personer får tid til at udvikle sig. Hver af de medvirkende har som udgangspunkt deres egen faste karakter, men det er de medvirkendes groteske komiske ensemblespil, der giver ’opHAV’ størst gennemslagskraft.
Personernes indbyrdes forhold og modsætninger er med til at kitte forestillingen sammen til en forståelig helhed. Kniber det alligevel for de yngste helt at gennemskue temaerne i den ordløse forestiling – og det gør det nok – kan de fornøje sig med den tummelumske stærkt fysiske komik. Den gør trakasserierne mellem de fire karakterer let at følge og forstå.
Moa Asklöf Prescott er først sprudlende som den flagrende fremmede tilrejsende, der ankommer og skaber både tiltrækning og mistroisk frygtsomhed. Vi er ikke ude i det rene gys. Men det er ikke rart at blive puffet til eller trukket i armene eller nærmest rullet over af et vildt fremmed menneske. Heller ikke, hvis det måske blot er et venligt ment forsøg på at kommunikere, når man som udlænding ikke taler landets sprog og i øvrigt gør alting helt forkert.
Menneskelig appel
Senere fremtræder Moa Asklöf Prescott mere tavst og skarpt iagttagende over for de andres særdeles heftige indsatser. Men det varer kun til den ekstremt højgravide Linnéa Backgård bestemmer sig for at gå i fødsel.
Det er benhårdt og urkomisk og kræver alles deltagelse, når meter efter meter efter meter af en tyk solid navlestreng skal hales ud, indtil babyen omsider dukker frem. Et rigtigt spædbarn havde næppe klaret den behandling, men gudskelov er det kun en dukke.
Hverken fødsel eller dukke vækker nogen større moderkærlighed hos Linnéa Backgård, men det kompenserer de andre for med fornuftig omsorg og praktiske løsninger. Ligesom barnets mor er lille tætte Päivi Raninen med en manke af strithår dog mere optaget af egne gøremål end af den nyfødte.
Heldigvis, for den klassiske cirkusklovn, der fornemmes i hendes skægge omgang med pumpe og spand, kan give ethvert barn og barnlige sjæl lyst til at styrte hjem og sprøjte med vand.
Meget af tiden går skuespil og artisteri effektivt hånd i hånd. Men Ind imellem tager cirkusartisteriet helt over. Det er imponerende flot at se Moa Asklöf Prescott i flagrende, turkisblåt kostume gå på line og smidige, seje Linnéa Backgård præstere gedigen luftakrobatik. Alligevel kan det godt opleves lidt ensformigt og langtrukkent i sammenhængen, og især Backgård er mange gange sjovere som overgearet højgravid dinglede under kranen.
Forestillingens eneste mand er også en kvinde. Iført kasket og store briller formår lille spinkle Maja Romm at give den tilsyneladende mandefigur en kuet og komisk kejtet maskulinitet, der ikke er en karikatur. Tværtimod er der noget rørende over den lille person, der appellerer til ens medfølelse. Samtidig med, at Maja Romm som opfindsom komponist og velspillende guitarist skaber forestillingens fint varierede tæppe af musik og lyd.
Desværre gjorde en dårlig lyd det svært at opfange den fulde ordlyde af en afsluttende tekst, som Moa Asklöf Prescott sendte ud gennem en skramlende megafon vandret hængende under kranen. Men man fornemmede det alligevel som en stærk menneskelig appel, og med eller uden tekst er ’opHAV’ en fin udendørs sommeroplevelse for hele familien, som kan ses kvit og frit.
