’I begyndelsen var ordet’, lyder det i Kasper Sørensens bibelske og ordrige forestilling ’Bitre brødre’. Men måske skulle han hellere have indledt forestillingen med ’Der blive lys’ fra den anden af Bibelens to skabelsesberetninger. For hen imod slutningen skulle lys- og lydeffekter have haft en større rolle, men på grund af teknikproblemer lykkedes det desværre ikke.
Der er givetvis lagt en del arbejde i teknikken, og derfor er det ærgerligt, at denne del ikke bliver anmeldt. Dog består forestillingen først og fremmest af storytelling, og de få effekter, der manglede, fik Kasper Sørensen undervejs beskrevet for publikum på en måde, der – vil jeg tro – langt overgår, hvad teknikken kunne have gjort. Jeg så i hvert fald både flodbølgen og den flammende busk for mig.
Det centrale i ’Bitre brødre’ er nemlig ordet og hvordan Kasper Sørensen formidler det. Storytelling skal i sin grundform kunne stå alene uden scenografi, rekvisitter og teknik. Den skal kunne fungere omkring et bål eller under et taffel. Storytelleren har kun sig selv som virkemiddel, og hvad lyd og lys i øvrigt kan tilføre fortællingen, er i bedste fald bonus.
Kasper Sørensens ’Bitre brødre’ får altså utilsigtet lov at stå på egne ben, og dér står den ganske udmærket. Det er tydeligt, at det er en erfaren fortæller, vi her har på scenen. Særligt når han skal håndtere diverse uforudsigeligheder, fortæller og improviserer han videre, så vi føler os ført igennem forestillingen.
Én stor familie
’Bitre brødre’ er en gendigtning af ikke én, men mange bibelhistorier, der bliver smeltet sammen i en fortælling om en dysfunktionel familie i gammeltestamentlig forstand. Ikke bare historierne, men også persongalleriet, miraklerne og forbandelserne, er hentet fra Bibelen, og det er stærke sager.
For eksempel refererer vores stridende hovedpersoner, brødrene Esau og Jakob, til brødrene af samme navn, der allerede kæmpede imod hinanden i livmoderen og siden dannede hele folkeslag i fjendskab. I Kasper Sørensens fortælling har de to brødre en søn hver, henholdsvis Ismael og Isak. De to navne er enslydende med to af patriarken Abrahams sønner, der er stamfædre til islam og kristendommen.
Så selvom der er byttet lidt rundt på stamtræet i forhold til Bibelen, så er referencerne ikke svære at forstå. Samtidigt tjener de lånte lignelser gode formål i fortællingen.
Eksempelvis løber Isak og Ismael hjem til deres bedstefar Joseph for at hjælpe ham med noget. De bliver lovet 100 kroner for det. De to fætre arbejder dog ikke lige meget, men da arbejdet er gjort, får de 100 kroner hver som lovet. Er det retfærdigt? Det samme spørgsmål stiller lignelsen om arbejderne i vingården i Matthæusevangeliet.
Referencerne står i kø: Der er den brændende busk og flodbølgen, som jeg allerede har nævnt, der er syv fede og syv magre får, der er den fortabte søn, og så er der æblet på kundskabens træ. Derhjemme leder far Jakob, der er advokat, efter et nyt testamente. Og bedstefar giver drengene lov at kaste med sten imod bedstemors drivhus, og den, der ikke har gjort noget forkert, må kaste den første sten.
Flere historier
Der er med andre ord masser af bibelkundskab i ’Bitre brødre’, der sagtens kunne danne grundlag for samtaler om etik, moral og retfærdighed. Og selvom stamfædrene til to af verdens stridende religioner medvirker i fortællingen, så er budskabet først og fremmest, at vi alle er én familie. Samme budskab turnerede Hans Rønne med i monologen ’Abrahams børn’ (»Teatret«, 2016), og den slags fortællinger har vi åbenlyst brug for flere af.
Vi skal dog holde tungen lige i munden, når vi ser ’Bitre brødre’. I løbet af de første minutter bliver hele persongalleriet præsenteret, og det bliver tæt på umuligt at finde rundt i. Heldigvis kommer der ikke mange nye til, så vi lærer dem efterhånden at kende.
Der er måske også lige rigeligt på tallerkenen i forhold til at formidle én historie med dramaturgisk handlingsforløb, hvor forestillingen i stedet – ikke ulig Bibelen – kommer til at virke som en kollage af scener, der hver især har noget på hjerte. Det kan i hvert fald synes temmelig uoverskueligt at finde en rød tråd igennem æblerov, fårepasning, stenkastning og en pludselig tur på surferskole i Fransk Polynesien.
Trods storytelling-genren skal vi altså ikke nødvendigvis forvente en historiefortælling i traditionel forstand, men nærmere en række fortællinger, der alle kredser om den ødelæggende strid imellem de to brødre. Og til sidst hænger spørgsmålet i luften: Er vi i stand til at tilgive?
