Hold da helt op, hvor kan det være sjovt at gå bagud i tiden – helt tilbage til 1864 – når en aktuel kritik af Danmarks krigsførelse i Irak og Afghanistan og andre politiske emner begavet drilsk og lystigt væves sammen med en fiktionsfortælling om dengang Danmark tabte et stykke af Sønderjylland til tyskerne i den 2. slesviske krig.
At vi tilmed får en fortælling, som på snurrig vis hele tiden afbryder sig selv ved, at en emsig københavnsk museumskustode anno 2014, Karina, bænket på forreste publikumsrække springer op og afbryder skuespillet med sin akademisk løftede fakta-fokuserede pegefinger, gør blot forestillingen – som har fået titlen '1864 – den sande historie', endnu mere underholdende.
Et fyrigt miks af mange fiktionslag
Sønderjyden Erling Jepsen har begået en tekst, som både er hvas, dramaturgisk helstøbt, sproglig veldrejet, provokationlysten og fyldt med overraskelser.
En tekst som på det formelle plan siges at bygge på brevvekslinger mellem en ung københavnsk heltemodig soldat, Waldemar, som tager til Nordslesvig for at bekæmpe tysken. Men som reelt snor adskillige fiktionsslag ud og ind af hinanden. Som blander tider og steder på en sjov måde. Pludselig dukker Valdemars forældre fra København op på den sønderjyske slagmark. I et væk kastes den nutidsklædte irettesættende kustode Karina (i form af Heidi Colding, som adræt og finurligt gør rollen troværdig) ind i 1864-fiktionen for at hun der kan få en kold 'skrub dog ud af vores fiktion og lad os spille'-skulder af 1864-fortællingens fortidsklædte spillerhold.
Sjovt støder flere ting modsætningsfyldt sammen – På den ene side skildres Waldemar fx som en heltemodig soldat, der stiger i graderne, og på den anden side vises han også som en rystende bangebuks, der snarere end at fyre bajonetter af og holde styr på underordnede deserterende tyr op på høloftet til den attraktive og meget mandesultne bondekoneenke Hanne (charmerende og intenst spillet af Meike Bahnsen) foran hvis hus, spillet foregår.
Fermt kastes replikker ud til publikum så som 'Vi vil hellere være opland til Hamborg end udkant til København'. Og sandelig om ikke vi også bindes på ærmet, at Thue Ersted Rasmussen, som vakst spiller Waldemar, er en udlånt omviser fra Dybøl Banke Museum.
Kugleregn og levende hest
Søren Iversen har forstået at fyret godt op under Jepsens tekst, så det vanvittige og hvasse træder både tydeligt og overraskelsesfyldt frem. Spillet foregår i det fri på Frilandsmuseet foran en autentisk kulisse – en gård fra Sdr. Sejerslev – gården som gør det ud for Hannes hjem.
Til venstre for gården sørger Mikkel Gomard og Daniel Johansson tronende til vejrs på et hestevognlad for musikken på trompet og keyboard. Til højre for gården har vi København i form af sødmefyldte Sonja Oppenhagen og faderskikkelsesfyldte Morten Eisner, der befinder sig ved en skrivepult som den unge soldats to brevskrivende forældre.
Men der bliver de som sagt ikke hele tiden – de springer både med replikker og sang ind og ud af andre tider og rum.
I løbet af 75 minutter, som stryger af sted, har danskerne tabt en krig til tyskerne, vi har oplevet bidende kulde, kanonkugleregn, en krigsofficer ankomme på en levende hest, en røget makrel blive postsendt, breve flyve omkring og Bahnsen synge Hannes skønne sang 'Aldrig om søndagen' om hvordan mændene omkring hende drak, tævede løs og horede – undtagen om søndagen.
Vi har været i selskab med et stykke friluftsteater, som illustrerer, at oplevelsen vokser ved, at der er relevant, kløgt og udstrålingsfyldt kunne på både tekstens, iscenesættelsens og skuespillets parametre.
