Klovnens hvide maske er ikke sådan at forstå. Men klovnens smerte kan man mærke med det samme.
Og smerten hos Hans Henrik Clemensens hvidmalede klovn er voldsom. Hans ansigt skærer sig ind i tilskuerens blik, og følelsen af pinsel og sorg sidder i dagevis efter forestillingen. Sikkert også hos de teenagere, der ellers i begyndelsen bare sidder forbløffet nede hos Masken i Nykøbing Falster og ikke aner, hvad de skal stille op med ham den gamle klovn, der hellere end gerne vil fortælle om sit liv. Og som oven i købet byder velkommen ved at fortælle, at dette er hans livs sidste aften…
For ’En klovns ansigt – eller Scaramouche Jones’ er en sjældent bevægende monolog. Teksten er et mærkeligt møde med en skæbne, der er alt for hård til denne verden – egentlig en overkonstrueret handling i teksten af den engelske dramatiker Justin Butcher fra 2002.
Men Hans Henrik Clemensen gestalter denne Scaramouche, så man bliver aldeles opslugt af hans overleverevne i et helt umuligt livsforløb: En mand, der som forældreløs barneslave når at krydse halvdelen af jordkloden, førend han havner som håndlanger i en kz-lejr under Anden Verdenskrig. Men senere også en frigivet fange, der overlever som klovn ved aldrig nogen sinde at være sig selv over for andre.
Kun under klovnens maske kan han udtrykke længslen efter det liv, som han ikke har haft.
Støvet stemme
Hans Henrik Clemensens stemme er blød og støvet på samme tid. Den har klang af bonede gulve og eksotiske drømme, og den passer til tekstens elegante oversættelse, som Clemensen selv har begået med udsøgt ordglæde.
Denne Scaramouche er gammelklog allerede som nyfødt, tænker man. Og alligevel er han allerfriskest og mest sprælsk som 100-årig, på nytårsnatten til år 2000, som han altså vælger som sin allersidste.
Det er Solveig Weinkouff, der har instrueret Clemensen. Hun kunne godt have været hårdere med saksen i manuskriptet, men hun har en fin sans for at afsløre figurens mange lag og for at levendegøre den helt urimeligt lange jordomrejse, som Scaramouche må igennem i sit liv.
Clemensens spil bliver både muntert og fjollet, komisk og hæsligt. Og det kulminerer i en hvidfrossen dans, hvor den bredskuldrede Clemensen mimer sin svanesang med drømmearme og brækket næb. Det er smukt og uhyggeligt stærkt – og sårbart, så det næsten ikke er til at holde ud.
Kærligheden bag smerten
Desværre er Inger Mikkelsens scenografi ikke på samme niveau som Clemensen. Et telt og et sminkebord er indlysende ingredienser til Scaramouche-universet, men netop dette telt og dette sminkebord opdeler rummet så bombastisk, at det bremser en levende scenegang.
Solveig Weinkouff giver i hvert fald tilsyneladende op undervejs med at finde nye vandreture over scenen i den forudsigelige lyssætning. Desuden virker musikken påklistret – tango er altid godt, men Arvo Pärt skal man bruge med varsomhed. Og den tekniske afvikling er for lemfældig. Men hvad. Indramningen af en hulens dygtig skuespiller må der jo kunne gøres noget ved.
For spillet i monologen er en ubetinget nydelse. Velsagtens fordi Clemensens sorgfulde blik virkelig formår at gøre sin menneskeskildring almengyldig. Her er en mand, der hele sit liv drømmer om sin far. Her er en mand, der for altid er mærket af, at hans mor døde alt for tidligt – og at hun lod ham se alle de kunder, som hun lokkede med op mellem sine ben på disken.
Men her er også en mand, der trods alle overgreb fortsat har en forestilling om ædelhed og trofasthed. Og som fortsat tror på kærligheden, et sted dybt inde i smerten.
Mændene kan også
Ifølge Wikipedia er Hans Henrik Clemensen faktisk fyldt 61 år. Uden sminke ligner han ellers kun en mand omkring de 50. Men med klovnens hvide maske ser han vitterlig ud, som om han har set hele 1900-tallet forsvinde i desillusion. Og i sin stemme lyder han, som om han har taget hele turen fra socialrealismen over det anti-naturalistiske teater til garageband-eksperimenterne. Men her er han altså sin helt egen 100-årige med ubønhørligt tag i kraven på monologformen.
Det er ellers mest kvindemonologerne, der er i vælten denne sæson – med Karen-Lise Mynster i voksenforestillingen ’Et år med magisk tænkning’ på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene og med Rikke Lylloff i ’De kaldte hende Craisy Daisy’ med appeal til teenagerne på Baggårdteatret.
Men mændene kan altså også. Den hvidmalede Clemensen får i hvert fald tilskuerpulsen op, når han spiller ’En klovns ansigt’.
Men pas på. Din egen sminke kan også godt få striber.
