Kaspers liv er fuld af valg. Han går i 10. klasse og ved ikke rigtig. Skal han i gymnasiet, skal han kysse den pige, hvad med efterskole og hvad siger han til sin bedste ven, mens han snaver vennens storesøster.
Let er det ikke, og ideen med et 'ekspertpanel' blandt publikum er sjov nok. Seks unge mennesker bliver placeret, tre på hver side af scenen, og de skal så spørges til råds, når Kasper havner i en svær situation. Og så er det ellers at problemerne begynder. Og ikke bare Kaspers, men også forestillingens.
For det lille panel bliver reelt ikke brugt til ret meget, og de svar, de engang imellem bliver afkrævet, er bare et ja eller nej. Skal Kasper lyve over for sin bedste ven? Ja eller nej? Og så går vi ellers videre. Man kan godt kalde det for publikumsinvolvering, hvis man er glad for den slags fine ord.
Uforløst
Værre er det imidlertid, at forestillingen tydeligvis er improviseret frem. Angiveligt i samråd med en flok unge. Det er der så kommet en stribe situationer og konfrontationer ud af. Kasper og kammeraterne, Kasper og pigerne, Kasper og lærerne. Og så videre. En lang liste over mulige situationer med en ung fyr i centrum. Forholdet til moderen, stedfaderen og den rigtige far, der pludselig dukker op mod slutningen og blæser på sin søn efter halvandet minuts samvær.
Sikkert reelle situationer, hentet fra den virkelige verden, men her sært ubearbejdet og derfor også uforløst.
Og så er der lige det med længden. En forestilling, der er varslet til at vare 60 minutter, viser sig ved anden opførelse pludselig at vare 85 minutter! Hvad er det lige, der sker her?
Forklaringen er formentlig, at de små situationer ikke alene er improviseret frem, de er også spillet nærmest som improvisation. Hvilket resulterer i skuespillere, der øh’er sig gennem de fleste scener. Når de da ikke taler i munden på hinanden i et sprog, der virker slattent, og med replikker, der slet ikke er skåret skarpt af.
Gode skuespillere
Som grundkarakter er Kasper af den ubeslutsomme slags. Fint nok – den slags lægger op til forestillingens ide om at ville involvere publikum. Men så duer det ikke, at alle personerne omkring ham også er ubeslutsomme. Når Kasper ikke passer sit fritidsjob som opvasker på den lokale restaurant, står hans chef også og øh-bøh’er den. Det samme gælder hans lærere, hans mor og pigerne omkring ham. Øh-bøh!
Det minder om en dramatime, hvor to elever får stukket en situation ud og skal prøve at spille den igennem. Det kan være fint som pædagogisk redskab, men på en scene virker det slapt og ufokuseret – og dræbende for historiens fremdrift, simpelthen.
Man skulle have ofret en dramatiker, der kunne have kondenseret de enkelte situationer.
De tre skuespillere er sådan set fine nok. Christian Bergman som Kasper – tilpas veg i det – Jan Overgaard Mogensen som kammeraten, stedfaderen og læreren, og Lise Lauenblad som moderen og diverse piger, Kasper ser noget til.
Men at se dem stå og tabe den ene situation efter den anden, mens energien storfuser ud af scenen i en alt for lang forestilling, der ikke rigtig skal nogen steder hen, er lidt af en bedrøvelig affære. Bottom i mere end én forstand.