Af: Henrik Lyding

28. august 2015

Slappe kroppe

Komisk kropsteater mangler en ordentlig historie og en stram udførelse.

Hvad er det egentlig for et 'Kropskontor', forestillingens titel hentyder til? Ja, fra begyndelsen sidder der en mand ved et skrivebord og roder med noget tape. Han er tydeligvis selv kropsligt udfordret, for nu at sige det moderne. En nørd, en utilpasset sjæl, en mand, der tydeligvis helst vil have det på sin helt egen faste facon uden afvigelser fra rutinen. Med tics, spasmer og alt det andet, der hører til faget.

At han får besøg, siger næsten sig selv. Og at gæsten ikke er en person, der forstår ham eller anerkender hans særlige situation, er også nærmest givet i manualen for kropsteaterkomik: En ung, dansende kvinde braser ind på hans kontor, invaderer hans rum, ægger og tirrer ham, så han er ude af stand til at gøre det, han helst vil, nemlig passe sig selv og sin lille computer.

Hun kaster sig til gengæld ud i at lege med blyanter og tape, mens hun sprinter rundt mellem bord og stole. En række løst sammenknyttede situationer gennemspilles, inden vi når frem til slutningen. Der naturligvis byder på sød musik og kærlige kys. Modsætninger skal forenes før tæppefald, det står også i manualen for kropskomik. Men hvorfor de to skal vikles totalt ind i tape og rende rundt som et par monstre, forstår vi til gengæld ikke helt hensigten med.

Uhomogen blanding

Noget hen i mørket ligger også den grundlæggende ide med KropsKontoret. Ganske vist giver en tør højttalerstemme med passende mellemrum en analytisk gennemgang af ansigtets mimik og andre kropslige funktioner, men hvad de skal til for, og hvem KropsKontorets tilbud egentlig henvender sig til, giver forestillingen aldrig svar på. Det skal vist bare være en sjov ramme om noget komisk kropsteater.

Vi finder heller aldrig ud af, hvem den unge kvinde er, eller hvorfor hun kommer på kontoret. Og endnu mere mystisk i historie-sammenhæng er sekvensen, hvor de to personer pludselig kaster sig ud i en slowmotion-sekvens. Jeg ved godt, at den slags ofte kan være sjovt at se på, men det kan vel ikke være begrundelse nok.

I det hele taget synes et overordnet dramaturgisk greb om historien og figurerne at mangle, selv om en dramaturg angiveligt er krediteret i pressematerialet. Det hele virker for løst, for improviseret frem i en uhomogen blanding af gøgl, lidt moderne dans og ordløs komedie.

Der er pudsige øjeblikke undervejs, de to medvirkende – Dorte Bjerre Jensen og Bjørn W. Olesen – er habile i krop og udtryk, men det samlede resultat er for slapt og adspredt.

Måske fordi de sidste mange års fusionsforestillinger indenfor dans og gøgl har vænnet os til langt mere stringente og originale udtryk end dem, denne forestilling kan byde på.

Og så er det ærgerligt, at det scenografiske udstyr er så sølle. Et slidt bord, en papskærm og gymnastiksalens loftslys parret med to projektører gør ikke noget godt for forestillingens visuelle slagkraft. Tænk hvad ordentlig inddækning, ordentligt lys – og ikke mindst en begavet instruktørs faste greb om løjerne kunne have betydet for både spillernes kunstneriske formåen og efterfølgende vores oplevelse af forestillingen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.