Stoleteater. Siddende sketch med livlig rekvisitbrug. 'Gem ansigtet væk og tit frem'-teater. Humørfyldt teater båret frem af en positiv multikulturel ’get together’-tankegang. Tjah, man kan vist kalde Opgang 2 Turnéteaters ’Hvor regnbuen ender’ det hele.
Iscenesættelsen er i al fald den, at de fire medvirkende sidder på en lige linje på hver deres stol stort set samtlige forestillingens 45-50 minutter. Livligheden foregår primært siddende. For forestillingen er bestemt tempofyldt og munter. Men persongalleriet er noget skabelonagtigt. Og historien er sød og sympatisk, men også for tam og konstrueret.
Man bliver klogere på, hvad der forener, men desværre ikke rigtigt klogere på, hvad det er, der skaber skel mellem forskellige aldre og kulturer.
På stole og bag bøger
’Hvor regnbuen ender’ åbnes med, at Jesper Brun-Jensen, Mahmoud W. Hamdan og Stinne Henriksen hver især holder en bog op foran ansigtet. Tre ens bøger, der alle består af en grå flade dekoreret med små firkanter. Bogomslagene illustrerer husmuren og vinduerne i den skyskraber i Højeboparken, hvor stykkets personer bor.
Asger Kjær som – udover at have rollen som boligblokkens vicevært og tilstødende betjent – også er historiefortæller, kommer ind og sætter sig på den sidste stol.
Herfra præsenterer han skyskraberen som et sted, hvor der bor rigtigt mange skatteborgere, sognebørn eller mega-nedren-mange mennesker, alt afhængig af om det er en politiker, en præst eller et postbud, man spørger.
Og så zoomer vi ellers ind på stykkets personer i et spil, hvor de medvirkende på skift bruger bøgerne til at gemme sig bag, når de ikke er i spil – og titte frem bag, når de er i rolle. Undervejs hæver og sænker de også bøgerne i takt som et visuelt billede på den pensionerede urmager Olsens godmodige suk.
Medister og koriander
Olsen er en af de fire hovedpersoner. Som 70-årig enkemand, der jagter kødpålægs- og medisterpølsetilbud, ser TV og taler i telefon med sin datter, repræsenterer han den gamle dansker, der lukker sig inde i sin lejlighed – bag fire låse i øvrigt.
Hans liv illustreres meget morsomt. Fx ved at de tre andre lægger stemmer til de TV-programmer, han ser. Fra amerikanske film, over nyhedsudsendelser til musikshows. Og ved at Stinne Henriksen som hans afdøde kone stikker sin smøgflab ud gennem en billedramme for at brokke sig over, at Olsen taler med mad i munden.
Stykkets anden hovedperson er otte-årige Mohammed. Han er den udadvendte dreng som kommer fra en anden kultur end den danske. Drengen der uden filtre spørger undrende til det, Olsen siger og gør. Drengen der bor sammen med søskende, forældre og bedsteforældre i en lejlighed som dufter af karry, koriander, kanel og kardemomme.
Mohammeds jævnaldrende lyshårede Lisa og gamle fru Jensen (der også er til medisterpølse) er de sidste to centrale personer i historien. En historie, som handler om at forskellige aldre og kulturer mødes og knytter venskabsbånd.
Det sympatiske møde sker en dag, som begynder med, at Olsen og de to børn tror, at de skal ud at skovle guld for enden af regnbuens to ben. Men som i stedet ender med, at de hjælper Fru Jensen med at lede efter hendes forsvundne kat.
Velfungerende sekvenser
Både Jesper Brun-Jensen, Stinne Henriksen, Mahmoud W. Hamdan og Asger Kjær bruger energisk rekvisitter og iklæder sig hastigt kostumer for at spille både personer og ting. Med hårbåndsantenner og spidsmund leverer Henriksen fx urmager Olsens kukkende kukur. Og når Hamdan svinger to syntetiske bilterninger op over sin bogplade, spoler vi tilbage i tiden og er med Olsen og kone på søndagstur i deres hvide Volvo Amazon.
Undervejs synger og musicerer de medvirkende i energifyldte og velfungerende sekvenser. Derfor undrer det også, at teatret ikke i højere grad udnytter, at de både har en operasangersanger og en musikkonservatorieuddannet på rollelisten.
Tekstens og iscenesættelsens tanke er givetvis at vise, hvad der kan forene folk, frem for at pege på konflikter og forskelle. Men alligevel undrer det nu, at der ikke er mere bid i historien, som fremtræder lidt sødsuppet i sit forløb.
