Vi hører ham, før vi ser ham. En høj gennemtrængende tone brager ud gennem det røde fortæppe og bliver holdt længe – imponerende længe.
Så står han der, en spinkel skikkelse i kjole og hvidt med skinnende laksko, men fuldt kapabel til at fylde i rummet. Ansigtet er sminket hvidt som på en klovn, men blikket er stålfast og årvågent og kroppen spændt som en fjeder.
Der skal ikke grines – det gør vi alligevel – men præsteres og leveres, og det bliver der.
I rollen som dirigent, komponist og tekstforfatter Vitus Cornelius Gormsen får Tobias Trier med sin overbevisende musikalske autoritet alle til at følge sit mindste vink – både med og uden taktstok.
Forestillingen har sit eget seje tempo, mens vi arbejder os igennem dirigentens nye sangværk nummer for nummer. De korte, enkle melodier indøves flerstemmigt og som kanons og afleveres stående. Man er vel prof. Dirigenten er i hvert fald.
Det går forrygende. De få halvstore børn, der er til stede, synger med og springer til, når dirigentkrukken kalder. Han vil feteres og opvartes og lidt sex er diskret, men tydeligvis heller ikke af vejen. Men allerhelst vil han tømme vores konto og lommer og tage ure og smykker fra os.
Hvis det lyder bekendt, er det sikkert tilsigtet, selv om Vitus på ingen måde politiserer med store bogstaver. Det er ikke nødvendigt. Budskaberne trænger alligevel klart igennem.
Småbrutal kyniker
Men, man er ikke mange takter inde i forestillingen/ korprøven før man fornemmer, at det ikke kun er musikken, men os og vores følelser, som han dirigerer og spiller på og manipulerer med, så det driver.
Snu og beregnende skifter han fra selvmedlidende offerrolle til småbrutal kyniker, når det – trods han store indsats for alle os andre – ikke lykkes ham at få nogen til at smide 100.000 på bordet til korrejsen til USA. Der er ellers oprettet en forening med formand og – meget vigtigt – kassererske til formålet.
Dog – Vitus lader sig ikke sådan slå ud. Heller ikke, når pengeposen går rundt og kommer tom tilbage. Han sluger sit raseri og aggressioner, der ikke tjener hans skumle formål, og hiver blot nogle nye kneb op af kufferten i håb om, at de virker.
Men det bliver sværere og sværere for ham at forføre korets medlemmer, efterhånden som publikum gennemskuer dirigenten og han usle projekt. Tobias Triers projekt er til gengæld pengene værd.
Med overskud, humor og rundhåndede anekdoter gør han sit musikalske håndværk til om ikke stor scenekunst så et herligt underholdende og koncentreret show.
Vil det appellere til teenagere? Et kvalificeret gæt er, at dirigenten med sin tydelige erfaring og kontaktskabende stil lynhurtigt aflæser publikum og indrettet korprøven efter de tilstedeværende korsangere.
