Lyset driller. En lille glødepære i loftet begynder at blinke. Det vil scenens lille neutralt klædte habitmand bringe i orden. Men sagen er svær. Opgaven ikke så ligetil – og heldigvis for det, for når pærens lys pludselig begynder at hænge sammen med om der også lyder klavertriller eller ej, og når lysblinkene synes betinget af hvor på gulvet stigens ben lige står eller hvor meget de rører gulvet – så bliver det sjovt – så er der magi i luften.
Publikum, store som små, klukler forunderlighedsfyldt og undervejs drysser børns kommentarer ned som skønne ja-det-her-er fryd-tilkendegivelser. ”Wharw!”, ”SEJT!” og akkurat, da vi nærmer os slutningen et klart, præcist og nøgternt konstaterende: ”Nu det slut”.
Spilopfyldt skygge
De drilske tryllerier og det uforudsigelige fortsætter. Nærmest som en kemisk kernereaktion. Fordi den lille mand får en skygge. En kopi af ham selv, der omme bag den væg til væg store videoanimationsskærm som Torkild Lindebjergs lille mand står, sidder og løber foran og ind imellem smutter om bag – for at hente en stige.
Skyggen spejler i begyndelsen ham selv, men den begynder også – og det er det sjove og interessante – gradvist at leve sit eget liv. Skyggen bliver til en, der går sine egne veje. Stik modsat – men sørme også lige lodret op i luften! Skyggen begynder også at puste flaksende ørnefugle, gigantiske elefanter og et drabeligt bloddryppende gespenster frem. Den geråder ud i fordoblinger, mangedoblinger og ganske meget mere.
Med de helt ordløse optrin mellem en mand og hans skygge får Teater TT fortalt en fin historie om, hvor strabadsfyldt det kan være at skulle forlige sig med sider af os selv, som man ikke er bekendt med, og som man umiddelbart helt vil undgå.
'Skyggen', som forestillingen kort og præcist hedder, peger på, at der er farer men også muligheder i alt og alting. Og den fortæller på sin egen August-klovneristiske vis, at det drejer sig om at udkæmpe de kampe og komme overens med de hurdler og modstande som dukker op i og overfor en.
En balancegang
I det skygespil og de animationer som myldrer frem får teatret skildret nogle dilemmaer og spørgsmål. Hvornår er man én og alene hvornår er man to, sammen eller spaltet i mange. Hvornår er man synlig for sig selv, hvornår forsvundet eller bombet helt itu.
'Skyggen' er proppet til randen med avanceret videoteknologi og sindrige animationer. På et tidspunkt nok cirka trefjerdele inde i forestillingen synes skyggeriet at kulminere i billeder som hele tiden og konstant antager nye og mere og mere teknisk set vilde former.
Undervejs her kom jeg helt uvægerligt til at associere computerspil, hvilket vil være ok, hvis ikke det tendentielt går hen og får en rem af, at nu gør vi alt, hvad der er teknologisk muligt. Det er lige før det at imponere og gøre for at gøre det teknisk mulige for at imponere ad den vej eller af ren og skær teknik-begejstring synes at tage over. Hvis altså ikke det også kan opfattes som en del af skyggens drillerier?
Men det er små funderinger og forbehold i en forestilling som holder ens opmærksomhed skønt fangen – og det gælder hele vejen rundt. Barn som voksen nyder den og vil gøre det nok nærmest uanset hvor på kloden den bliver spillet – hvornår.
Et virkeligt vellykket møde mellem den unge Lindebergs poetiske klovn og en sensibilitetsfyldt og dygtig brug af den moderne animations og videoteknologi.
