Begyndelsen er herlig. Flankeret af Sofie Faurschou på livfuld harmonika vralter Päivi Raninen ind bærende på Elif Temuçin og Erkan Uyanıksoy, som har kastet sig om livet på hende fra hver side.
På afstand ligner det en trehovedet person, der er sunken i knæ under vægten af nogle meget brede hofter – eller også en energisk og ukuelig optimistisk klovn på dobbeltarbejde.
Entreen emmer af højt humør, musik og glade farver.
Et energibundt
Teatret MishMash arriverer som en hvirvelvind af energi. En trup, der spiller en trup, som er kommet til os for med krop og musik alene at omsætte Gogols novelle 'Næsen' til fysisk teater.
Og styr på musik, kropsudtryk, rytme, timing, tempo har truppen, som også med succes har udfoldet en nonverbal version af Shakespeares 'Romeo & Julie'.
Modsat denne er fortællingen her på sin vis mere enkel og direkte – med færre personer involveret i historien, færre dødsfald og en mere enkel og personfikseret dramatik.
Hvis man måtte savne de elementer opvejes de af at der er mere kulør og musik over feltet i 'Næsen'.
Sofie Faurschou har fuldstændigt styr på sin harmonika og holdets russer-dress med pelshuer, hvide skjorter, sorte veste og ens knaldrøde, posende knickers lyser op – dog fremhæves Faurschous som mere blege, fordi hun – som hun tørt – og morsomt for os – svarer de andre, da de undrende spørger til den mere dæmpede farve: 'Jeg har vasket dem!'.
Den svagere røde næse, de alle sammen bærer, skaber diskret og samtidigt tydeligt et komisk ladet og universelt menneskeligt fokus på den lille centrale tip mellem øjnene.
Pist væk
Fælles – lige indtil en af dem mister den – Elif Temuçin, som spiller den meget selvsikre og stolte general Kovalef, opdager til sin store forskrækkelse en dag han står og poserer foran sit spejl, at han har mistet sin næse. Temuçin gør en morsom figur ud af Kovalef. Hun markerer og spiller tydeligt og morsomt generalens chok og frygt for statusfald.
Vi er ikke i tvivl om, at her er en person som helst altid vil gå med næsen i sky og føler sig bedre og mere vigtig end alle andre. Men den går ikke længere for næsen er pist væk! Der er kun et sort (nar)hul tilbage, hvor næsen engang sad. Oh rædsel!
Umiddelbart før har vi set Erkan Uyanıksoy mime generalens barber, der bliver meget overrasket over pludselig at finde Kovalefs næse i et stykke brød. Uyaniksoy får fermt illustreret hvad der er på spil.
Herfra tager en skøn løjerlig og komikfyldt fortælling fart. Næsen får sit eget liv – den gestalter sig som en selvstændig person, der kører rundt i karet i Skt. Petersborgs gade. Den tidligere ejermand ser det fra sit vindue, forbløffes og bliver vred.
Et sprælsk og morsomt menageri
Et værre redelighed af hændelser tager form – vel at mærke ved at de fire spillere alene med musik og deres kroppes bevægelser og mimik dygtigt og fantasifuldt sætter rummet og skildrer novellens personer.
Fordi de medvirkende er så dygtige, opfindsomme og musikalske (både på instrument og med deres kroppe) er der hverken brug for scenografi eller lyssætning til at skabe illusionen. Det giver en ekstra kolorit og er morsomt at se dem agere forskellige menneskelige karakterer, dyr og alskens møbler, heriblandt en radio, som indstilles på forskellige frekvenser og bølgelængder.
Og det er pudsigt at se Päivi Raninen komme til live i fuld figur som næse, der både har forladt sin ejermand, som den tilslut vender tilbage til.
Skulle man være i tvivl om Gogols tanke med novellen, formulerer holdet den til slut. Herudover siger de kun ganske lidt. Det er heldigvis kroppenes energiske, temperamentsfulde, humoristiske og akrobatisk præcise udtryk og den cirkusklingende musik som er i fokus – det som truppen behersker rigtigt godt.
