Allerførst et grundlæggende forbehold: Hvis man skal bruge H.C. Andersen, skal man gøre det ordentligt, og selv som barn er det svært at gå med på præmissen i denne kontekst.
Hvor det giver fin mening, at en prinsesse, der i sagens natur er en forfinet, sart størrelse, bliver gul og blå af at mærke en ært igennem et væld af madrasser og edderdunsdyner, undrer det noget, at en nisse på samme vis skulle reagere på at ligge på en mandel. At det skulle være en indikator for, at man har med en rigtig nisse at gøre, giver ganske enkelt ikke rigtig mening.
Initiativløs, trist nisse
Nuvel, vores spagfærdige hovedperson er træt af at være alene og skubbes af velmenende parvenner ud i verden for at lede efter ’en rigtig nisse’ at dele sin risengrød med. Apatisk tuller den rundt uden at kunne beslutte sig for noget som helst, og ikke engang i de musikalske numre, mærker vi det mindste drive.
Christina Ørbek Mølgårds lyse, vage sangstemme og opgivende attitude er et mærkværdigt hovedrollefokus, og den nisse (den eneste den møder faktisk), der ender med at leve op til kriterierne, dvs. reagerer som en prinsesse på mandlen under madrasserne, er mildest talt heller ikke en figur, der gør meget væsen af sig.
De to ligner til forveksling hinanden i deres anonymitet, og det er spøjst, at de to vigtigste nisser i dette julestykke slet ikke brænder igennem.
Dannelsesrejse uden udvikling
Endvidere er der ingen udvikling at spore på det, man ellers oplagt ville betegne som vores fodslæbende nisses dannelsesrejse. Den bliver ikke klogere af at komme ud i verden, selvom den støder på mere end bare lidt af hvert. Den frodige mangfoldighed af forskellige liv langt ude på landet preller helt og aldeles af på vores sørgmodige single-nisse, der forstokket fastholder sit snævre krage-søger-mage-fokus.
Lige børn leger bedst-logikken udfordres ikke det mindste, og man kan ikke lade være med at synes, at denne nisse går glip af noget af et juleeventyr på sin færd rundt blandt de mange farverige tilbud.
Faktisk leder dens evige undren og afstandtagen til de eventyrlige figurer undervejs, tankerne hen på et helt andet H.C. Andersen-eventyr; Toppen og Bolden. For hvorfor overhoved begive sig ud i verden? Næh, det er bedre at sidde på sit loft, mistænker vi vores magelige nisse for at tænke. Og meget sigende vender den da også hjem med uforrettet sag i sin søgen, og overraskes først der af sin sagtmodige soulmate, der (ligesom i det rigtige eventyr) udmattet søger ly for nattens uvejr.
Gode bifigurer og flotte kostumer
Heldigvis står det en del bedre til med bifigurerne, som det er noget lettere at føle langt mere for.
Tanje Fleth Bønke spiller et skønt fugleskræmsel, der tålmodigt venter på høstsæsonen og nyder sine forskellige årstids-dragter. Halmen sprutter ud til alle sider, så det er en fryd. Ligeledes er hun ganske vidunderlig som bagstræberisk skrothandler-agtig julemand, der ’lige har puttet nye sutter på slæden’ og både må slå sig på flasken og leve af vandgrød, fordi han er gået konkurs med sin legetøjsforretning. ’Julemanden er på spanden’ lyder det kækt i forestillingens musikalske højdepunkt, og der skældes og smældes på internettet og tidens mange gadgets.
Sanne Sol Kristensen giver den som vibrerende livstykke i form af ulækker kyssetrold, der har godt med frotté, filtret pels og rød fluesvamp på hovedet. Hun får alle børn i salen til at gemme sig som buske(!) og kan dårligt kontrollere sit mundvand ved tanken om rotter og sin klamme mikstur, der får hele salen til gysende at hvine. (De rottekager hun sender rundt, minder dog umiskendeligt meget om ganske spiselige brunkager.)
Anderledes ophøjet, mystisk og magisk er hun som bagvendtsnakkende heksemutter-fe med lange røde lokker og en kaskade af efterårsblade på sin kreation af en kjole.
En kæmpe ros skal derfor også lyde til scenograf og kostumier Ricardo Axel Castillo Rodriguez, der har stor andel i, at ’Nissen på mandlen’ trods kedelige kassetænkende nisser alligevel føles som et rigtigt juleeventyr.
Med schwung og finesser har han sørget for fantasifuldt sanselige kostumer og et magisk vinterlandskab, som min lille fem-årige ledsager slugte råt. At man tilmed får en magisk mandel til slut, gjorde større indtryk, end man kan forestille sig, og den vogtes fortsat med en rørende alvor.
