Af: Henrik Lyding

8. november 2017

Sikken de løber!

Hæsblæsende og ikke helt velkomponeret komedie om unges drømme og ambitioner.

Se så at få sat jer ned og slukket jeres mobiltelefoner! Tjep, tjep, vi skal i gang.

Tonen er let kommanderende. Det store stræberløb skal i gang, og her er ingen tid at spilde. Tre spøjse skikkelser i gult – vistnok racerkørere – koster rundt med hinanden i forsøget på at erobre nogle gode teenagere. Som er symboliseret ved en stribe håndholdte mikrofoner og kulørte ledninger. Teenagere med hver deres drømme. Om at blive den bedste håndboldspiller, om at redde verden, om at blive kæreste med Kasper eller bare dyrlæge med særlig forkærlighed for heste.

Komedien er skruet finurligt sammen. De tre skuespillere spiller både striben af teenagere og de gule, ret aggressive kampvæsener i stræberløbet. Hvad løbet helt konkret går ud på, er svært at sige. Det er vist bare et billede på verdens generelle jag efter karriere og betydning.

Sjovt er det i hvert fald, når de undervejs skiftes til at sabotere hinandens historier. Når håndboldspiller Kasper fx erklæres død af en af de andre kørere, som på den måde spænder ben for sin kampkollegas fremdrift ved at 'slukke' for hans figur og dermed historie.

Heldigvis 'lever' Kasper op igen. Det var bare en hjernerystelse, erklærer de andre, og så er han med i spillet igen, omend i reduceret form.

Skægge komediegreb

Kampen om rollerne og de indbyrdes chikanerier er skægge komediegreb, der effektivt modvirker enhver ansats til klæg naturalisme. Men det er også greb, der kommer til at brede sig unødigt ud over forestillingen. For det er jo de unges karriere- og følelsesmæssige kvababbelser, der burde være det væsentlige og relevante for målgruppen. Skildringen af den unge fyr, Julius, der drømmer om en stor fremtid i karriere- og business-samfundet. 'Du er som en aktie', siger han, og påpeger, at det gælder om at have en stadig stigende værdi på markedet. Og så er der hans modsætning, Nanna, der vil bruge sit kommende voksenliv på at gøre en forskel, være speciel, blive husket. Hun er idealisten med de høje mål. Og så altså Cecilie, der bare håber på at blive kæreste med Kasper.

Forestillingen spurter af sted mellem de to universer og mellem personerne indbyrdes. Undervejs tegnes omridset af nogle relationer og værdier, uegennyttige såvel som selviske. Hjælpsomhed, hensyntagen, lytten og respekt for hinanden over for egoisme, karriereræs, veninde-jalousi.

Og ansats til en fortløbende historie bliver der også. Interessant endda; den foldes bare aldrig ordentlig ud. Stræberløbet fylder simpelthen for stor en del af de 45 minutter, forestillingen varer.

Og vel er det sjovt, at de fiktive teenagere i skikkelse af mikrofonerne overtager virkeligheden til slut, mens racerløbet reduceres til en forvirret piges fantasier, men er det reelt andet og mere end en abrupt slutning på den historie, vi hellere ville høre?

Glimrende anslag, forkert vægtning

Så skal vi summe op, er anslaget glimrende, tonen dejligt rå, det sceniske udtryk fuld af skub og slåskampe, og dobbelt-grebet sjovt fundet på. Derimod er vægtningen af de to universer efter min bedste mening forkert.

Lige så elegant det er fx at placere Darwin og hans teori om den bedst egnedes overlevelse som det pensum, de unge skal til eksamen i, lige så ærgerligt er det, at det aldrig foldes ud og ikke bruges til den oplagte perspektivering, både historisk og psykologisk, der kunne have givet forestillingen den indholdsmæssige tyngde, jeg sad og savnede.

Det er muligt, at livet er et stort og hæsblæsende stræberløb, men derfor behøver teatret jo ikke nødvendigvis også at være det.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.