Stedet er en nøgen sportshal på Vesterbro. Hvilket der hurtigt viser sig at være en god pointe i. Rummets råhed bruges nemlig som basalt kunstnerisk udtryk sammen med basketbolde og målstolper. Og spillestilen er lige så hårdtslående kontant som de boldspil, hallen ellers disker op med.
'Comedy of Errors' – med den danske titel 'Tvillingerne' – er sjældent spillet herhjemme. Forståeligt nok, for denne tidlige Shakespeare-forvekslings- og forviklingskomedie – måske den allerførste han skrev – er ikke nem at sætte på scenen. Ikke blot fordi den basalt kræver to gange to skuespillere, der ligner hinanden – to herrer, der begge hedder Antonio, og to tjenere, der begge hedder Dromio – men også fordi intrigen er urimeligt indviklet og mængden af forviklinger så overvældende, at det mest af alt minder om en håbløs operette.
Og så selvfølgelig også, fordi der er så mange andre og langt bedre komedier at sætte tænderne i, hvis man vil servere Shakespeare for ungdommen.
Men det nyetablerede kompagni Shakes har altså valgt 'Tvillingerne', og de går på med krum hals. Først dog med en noget omstændelig optakt. Vi skal vælge den musik, der bliver spillet undervejs, beder de om.
Musikken skifter altså fra forestilling til forestilling. Blot er kravet 'Et nummer til en mand, der er ked af det', et scorenummer og så videre. Vi sidder på små podier rundt om i hallen, mens de fire skuespillere vandrer rundt og indsamler forslag, der efterfølgende afleveres til teknikeren.
Det skaber en lidt utålmodig kom nu i gang-stemning, der først får samlet forestillingen og tilskuerne, da vi efter en sjov introduktion til de mange figurer flytter sammen for enden af hallen. Så opstår den klassiske kukkasseeffekt – alles blikke fokuseret mod spillerne – og det hjælper klart på koncentrationen.
Masser af krop og energi
Og hvad er det så lige historien handler om? En dødsdømt far, hans to tvillingesønner, der begge hedder Antonius (!), og som forsvandt ved et skibbrud sammen med deres tjenere, der begge hedder Dromio. Nu mødes de så på kryds og tværs, uden at ane noget om hinandens eksistens. Så hvad den ene lover, kan den anden ikke holde. Herre og tjener bytter plads – den ene herre tages for ægtemanden til den andens kone, men forelsker sig i konens søster – og så videre.
Læg dertil guldkæder, fængsler, forsvundne penge og sluttelig en abbedisse, der viser sig at være de to tvillingers mor, mens den dødsdømte som sagt er deres far – jamen, så kan vi da vist ikke komme meget længere ud!
Til forsvar for valget af stykke skal siges, at de fire skuespillere – Mads Riisom, Esben Dalgaard Andersen, Karin Bang Heinemeier og Marijana Jankovic – giver den hele armen. Ofte spilles der i et voldsomt raseri med masser af krop og energi på ordene, med pludselige øer af lettere ironisk tilbagelænet underspil, som ikke mindst den voksne del af publikum morer sig over.
Og så fyger det ellers med tæsk, både verbale og fysiske, lige som hastige omklædninger er en vigtig del af fornøjelsen. Store kraver af plisseret avispapir, vældige hatte af tomme vandflasker eller øldåser og et par ladcykler med ghettoblaster udgør den sceniske oppakning, mens skuespillerne sprinter ud og ind af rollerne frem mod den samlede families lykkelige genforening.
Glimrende initiativ
En væsentlig del af tiden taler de shakespearesk, hvilket er et skønt og anerkendelsesværdigt valg, fordi det giver det unge publikum noget at lytte efter – måske endda deres vokabularium i fremtiden kan udvides en smule med nogle af disse mange skønne og lidt kringlede ord – til andre tider er vi meget nutidige og helt nede på jorden med forklaringer og kommentarer, afbrudt af tilskuernes musikvalg som illustration til en række af scenerne.
At der så er mindst et par intriger for meget, trods gevaldig og begavet rundbarbering af teksten fra dramatikeren Thomas Markmanns side, er Shakespeares skyld. Initiativet i sig selv er glimrende – mere Shakespeare til det unge folk og gerne lige i øjenhøjde – resultatet fornøjeligt.
Næste gang skal man så nok bare snuppe en af dem med mere kød på, tænker jeg. Så der bliver lidt mere end bare komikken og den fysiske energi at bide i for publikum.
