'Fald ind i oplevelsen'.
Noget i den retning står der som tekst til et lille objekt – vist nok en tændstik, som ligger i en osteklokke for enden af den stoftunnel, man bevæger sig ind ad før man ankommer til hjertet af teaterinstallationen: et rundt eller ovalt rum, som ligger badet i et varmt mørke og som består af små stationer – nogle er beboet af performere, andre med oplevelser og gøremål, man selv styrer forløbet i.
At falde ind i oplevelsen er akkurat det, man gør – selvfølgelig forudsat, at man siger ja til forestillingsinstallationens præmis. Jeg vil nok hellere bruge ord som suget, draget eller ført ind i. Uanset hvad, er det det sensoriske, som fylder.
Som en betingelse for at kunne være tilstede i nuet skal alle publikummer – udover at stille sko og medbragte tasker – aflevere smartphone og ur. Teater Carte Blanche er konsekvent. Det er alene ens eget indre ur, som skal styre, hvornår man forlader installationen. Hvor befriende!
Kunstnerisk konsekvent
'MØDER – i mørket' fænger på en ganske særlig måde. På den poetisk-visuelle- og eksistens-essentielle måde, som Carte Blanche gennem årene så flot har forfinet. Her gås ikke på kompromis på nogen parametre.
Hverken i materialevalget; performerne er eksempelvis alle klædt i råhvide silkeoverdele og sorte underdele – ens og dog forskellige, da de fine læg på overdelene varierer i størrelse og folderetning fra performer til performer. I de forskellige objekter, som er udstillede under slanke glas-osteklokker. Eller i de materialer, som rummet er fremstillet af og dækket med. Gulvets sorte bløde jord-materiale, tunnelvæggenes røde og sorte farve, og de dufte, som også der møder én – alt er nøje udvalgt.
Smukke sætninger
De få ord, som bliver sagt eller står skrevet, er også 'vejet på en guldvægt'. Når en performer rejser sig op og fortæller om før og efter altings skabelse gør hun det for eksempel med smukke ord og et meningsindhold, som åbner og har spændvidde.
Siden eller før – alt afhængig af hvor man har begivet sig hen hvornår – møder man en ung kvinde, der er fan af sten. På fascinerende vis gør hun os opmærksomme på, at sten er et levende materiale, som blot har et helt andet ur indbygget end mennesker.
Fem minutter er intet for en sten – som i øvrigt på kvindes sprog er hunkøn – en charmerende tanke – det med at ting har køn kender vi jo ikke fra det danske sprog – og i sammenhængen her får det en helt besjælende virkning.
Øjenåbner
'MØDER – i mørket' går i kødet på én. Man kan ikke undgå at mærke forestillingsinstallationen helt fysisk. Man får helt uvægerligt en lavere puls. Ens ører får øjne og omvendt på den vis, at man får øje på dimensioner i det, man lytter til, og det man ser skaber resonans og refleksion.
Alle sanser skærpes og man bliver på en sensitiv måde opmærksom på eksistensen af både det helt lillebitte (mikro) og det uendeligt store (makro).
Det fortættes for eksempel i et lille tableau, hvor kort på kort i et lille hvidt bjerg rummer tekster, der hver gang er knyttet til noget, som findes.
På en fin måde bliver man opmærksom på mangfoldigheden i det synlige og man får øje på, at det umiddelbart usynlige findes på alle planer i rum og tid.
Åben og vægtig
Gennem et animeret mørke og med et minimum af ord fylder 'MØDER – i mørket' publikum med både lethed og tyngde. Når man igen står udenfor installationen, er man ikke i tvivl om, at man har været et ikke-dagligdags sted. At man har befundet sig i en lomme af sansebetonede udforskningsinvitationer. Invitationer, hvis åbenhed i form af, at 'det er frivilligt hvad du gør hvornår derinde, og om du er opsøgende i forhold til performerne eller ej', på en selv-forpligtende måde fritstiller dig til at møde noget, som er vægtigt, men ikke er så ligetil definerligt.
'MØDER – i mørket' rummer med andre ord meget filosofisk eksistentielt stof. Samtidig er jeg ret sikker på, at man sagtens – uanset alder fra 8 år og opefter – kan sanse og gå på opdagelse i rummet uden bagefter at behøve at tænke hverken nye eller kloge tanker. Kroppen går forrest derinde og det er i kroppen oplevelsen lever videre.
