’Jeg har en oldemor, og hun var faktisk pirat!’
Sådan lyder det stolt fra en pige i forestillingen ’Planken ud!’, da en anden pige pludselig dukker op midt under hendes hemmelige leg oppe på et loft på et børnehjem.
Herfra handler forestillingen om, hvordan de to piger nærmer sig hinanden og bliver venner. Og hvordan de sammen leger, at de tager af sted på en vild sejlads ud på de syv have for at opleve verden. Med en lille dåse kiks som proviant…
Fantasien bobler sjovt i denne forestilling for de 3-9-årige på Ishøj Teater. Her er masser af energi. Og her skildres fint og tydeligt, hvordan et venskab vokser frem mellem de to piger – til trods for, at begge pigerne faktisk er skeptiske ved at skulle stole på hinanden.
Dermed bliver ’Planken ud!’ en hyldest til legens kraft og til nysgerrigheden – med en kærlig pointe om, at livet sagtens kan byde på en ven, når man mindst venter det.
Drabeligt sørøverskib
Det er instruktøren Laura Madsen og skuespilleren Kristine Nørgaard, der sammen har skrevet den børnekærlige tekst. Men plottet virker overlæsset, og hele tiden sker der noget nyt. Desuden virker det som dobbeltkonfekt, at teksten både er en børnehjemshistorie og en pirathistorie; sørøverfortællingen havde været rigelig.
Desuden lider replikkerne under, at de er for svære. I hvert fald for børnehavebørnene. Alene titlen er et besværligt udtryk at forklare for de 3-årige. For hvad vil det egentlig sige at ’gå planken ud’?
Forestillingen foregår i en nødtørftig turnéscenografi af Laura Rasmussen, der har anbragt nogle møbler i lyseblå farver på scenen sammen med diverse vattæpper og dyner. Disse ting bliver hurtigt til perfekte rekvisitter for pigerne, der forvandler en seng og et bord til det drabeligste sørøverskib – med stoleben som både sørøverkikkert og våben.
Loftets gamle gemmer viser også at byde på fine klæde-ud-kjoler med flæser, der inspirerer pigerne til kække flamencopositurer med runde arme, inden de kæmper videre som pirater.
Højtråbende spil
Skuespillerne oser af godt humør. Nadja Jasmin Nielsen har en kær sødme og en indre sørgmodighed over sig i rollen som pigen, der prøver at gemme sig, fordi hun er ked af det – og fordi hun føler sig ensom. Og Kristine Nørgaard udviser en sjov foretagsomhed med adrætte bevægelser i rollen som pigen, der virkelig gerne vil lege, men som ikke helt ved, hvordan hun skal opføre sig uden at såre den anden.
Sammen giver de forestillingen masser af god energi. Laura Madsens instruktion løber dog hurtigt tør for virkemidler, og forestillingen spilles stort set i samme højtråbende gear hele vejen igennem. Flere nuancer og en mere interessant dramaturgi ville i hvert fald have klædt disse pigers historie.
Der er godt nok indlagt et par sange af Michael Mendel Stern, men det indspillede akkompagnement bidrager ikke synderligt til sørøverstemningen.
Teksten prøver at indsmugle alverdens nørdet viden om piratkvinder undervejs. Idéen med at inddrage diverse ’fun facts’ er måske oplagt, men mange af oplysningerne virker søgte og wikipedia-agtige.
Replikkerne fungerer i hvert fald bedst, når bare pigerne får lov til at snakke sammen, sådan som de måske også ville gøre det i virkeligheden. Også selv om de større børn sikkert synes, at det lyder eksotisk, at pigerne kalder sig selv ’Anne Bonny’ og ’Grace O’Malley’ efter nogle legendariske, kvindelige sørøvere fra gamle dage.
Sørøverskatten
’Nogen siger, at det bringer ulykke at have kvinder med,’ siger de to piger med hånligt tonefald. For selvfølgelig kan kvinder være sørøvere. Feminismen er i hvert fald indlysende i dette univers, hvor pigerne leger både galionsfigur med stolthedsnakke og havfrue med halesvirp.
Men forestillingen fungerer egentlig bedst, når pigerne går på jagt efter den sørøverskat, som selvfølgelig må gemme sig et eller andet sted på loftet. Her opstår nogle fine, overraskende øjeblikke, ikke mindst da pigerne finder en handske med et mystisk, påsyet øje…
Her opstår følelsen af at opleve noget sørøverhemmeligt. Sammen med synet af en eksotisk lygtefisk, der dukker op, når en lygte lyser gennem et vattæppe.
’Planken ud!’ er teater fyldt med livsglæde. I denne piratverden finder man venner, hvis bare man insisterer på at være sig selv – og hvis man ikke er bange for at kaste sig ud i fantasien. Også selv om ens mor måske slet ikke var pirat alligevel.
