Vi kender det godt, store som små. Det er rart at have en – om ikke ren – så i hvert fald god samvittighed. Den dårlige samvittighed derimod klæber til sin ejermand og tynger både krop og sjæl. Alligevel er det lettere sagt end gjort at gøre det rigtige. Måske er det mageligheden, der vinder, når hundelorten ikke bliver samlet op. Måske er det tvivlen, der spærrer for handlingen, for hvad nu, hvis det rigtige ikke er ærlig ment, men en sur pligt?
Dilemmaerne er mange, når man begiver sig ind i samvittighedens modsætningsfyldte univers. Men i 'Syv sange om samvittighed' splitter kabaretformen forestillingens tema op i numre, der gør det nemmere at overskue indholdet.
Efter den første sang og festlige stemning tage dialogen over, og vi får læst og påskrevet om nødvendigheden af at lytte til vores samvittighed. Hvor i hjernen, den er placeret, illustreres med ivrigt brug af de medvirkendes lange arme og ben.
Det er musikken og kroppene, der fører an, selvom ordene både er vigtige og velvalgte og velformulerede. Teksten er en broget blanding af faktuelle forklaringer og småfilosofiske statements fra en række kendte personer fra teatrets, sportens, tv-underholdningens og nyhedsmediernes verden.
Ti populære danskere har givet hver deres bud på, hvad samvittighed og samvittighedskvaler betyder for dem, og guldkornene er sat sammen i et sprogligt miks, der er til at kapere for børn.
Hårdt trukket op
På den musikalske front er der masser af drive og godt håndværk, der fyrer op under publikum. Samtidig får det de speedsnakkende skuespillere til at folde sig mere roligt ud sammen med pianisten i en fest af en trio med masser af sjove instrumenter.
Det går fint i hak med den elegante kabaret-scenografis små øer af runde plysbeklædte siddepladser, der giver nogle kringlede spillemuligheder, som er med til at skabe afveksling i forestillingen.
De medvirkende opleves først og fremmest som gode formidlere af ord og musik og mindre som skuespillere. Der er ingen egentlige roller, men på traditionel kabaret-vis optræder der en række karakterer, som skifter fra sang til sang.
Typerne bliver hårdt trukket op i en stil, der er på grænsen til karikaturer uden rigtig at blive til god komik. Replikkerne fungerer også udelukkende som meddelelser og indbyrdes kommandoer og fyres af i et tempo, der opleves som lige lovlig hektisk og forceret.
Det er helt unødvendigt, for tilskuerne store som dem i børnehøjde keder sig ikke et øjeblik. Det myldrer med budskaber, der tager afsæt i dagens virkelighed med flygtninge, mobning og andre tunge emner, der koges sammen i en samvittighedsgryde.
Men det hele sendes af sted med højt humør og gakkede indfald, så selv om man ikke kan få Nobelprisen i samvittighed, så giver de syv sange om samvittighed publikum mulighed for at blive klogere og tage stilling.