Hadi-Ka-koush og Joel Hyrland er charmerende, kvikke og hurtige. De to performere, som at dømme ud fra deres udseende og navne er af en anden etnisk herkomst end dansk, åbner 'frækt' forestillingen ved at lade som ingenting. Eller rettere ved siddende i hver ende af første publikumsrække højlydt at lade som om de er to skoleknægte. To drenge, der hellere vil have biologi eller tysk end at være på det ’optrædested’, hvor vi skal se noget ’Mærk dine følelser – moderne dans’.
De funderer over, hvor danserne mon bliver af: ’Mon de er i den papkasse der, dansere kan komme ned i alting?! …’
Vi ved selvfølgelig godt, at det er dem, der er spillets stars. Dem, der skal og allerede er i gang med at optræde, og spilåbningen har en god energi og byder på fine små overraskelser.
Snart rykker de op på scenens cirkelrunde røde tæppe og begynder at trække de lagner væk som ligger over anlæg og grej. Og snart præsenterer de os for forestillingens tema: klicheer og fordomme. I foredragsform, dvs. i leksikalt forklarende vendinger. Men også i små situationsspil. I spil som i stand-up formens hurtige rytme og fortællemåde handler om forskellige kulturer og forskellige befolkningers forudfattede meninger om hinanden. Danskernes fordomme over for indvandrere. Iranere over for somaliere. Somaliere over for pakistanere – og amerikanerne som alle holder på æder sig til fedme og overvægt.
Homoseksualitet bliver også spillet på banen i et lille spil om en fyr, der forelsker sig i den nye dreng i klassen – og bliver lagt for had for det.
Selv en kliche?
Ind mellem de små og hurtigt skiftende numre tvister de også rap og mere poppede sangnumre. Flere gange pointerer de to optrædende at ’fordomme er noget. alle mennesker har – undtagen os’, og vi er selvfølgelig med på at det er for at slå en tyk streg under. at vi alle har fordomme.
Teater Vestvolden kalder selv ’En Kliche!¡’ for en ’rap-musical om fordomme’;’en seriøs, rå og sjov forestilling’; ’uden løftede pegefingre’; ’En forestilling om at føle sig anderledes’; ’..om kulturforskelle, misforståelser og om, at det måske er helt ok at være anderledes end dig!.
Man kan ikke sige, at noget af det ikke passer – men samtidig er det, som om at både indhold og form er prøvet og set så mange gange før, at oplevelseseffekten tangerer uforpligtende stand-up-underholdning. Der kunne sagtens være mere bid i indholdet. Når sangene trods alt ikke fylder mere i helheden er det lidt misvisende at kalde ’En Kliche!¡’ for en rap-musical. Og endelig er det tydeligt, at Hadi-Ka-koush og Joel Hyrland uden problemer vil kunne spille mere sammen med publikum, end det skete i den forestilling, jeg så.
Men sådan er forestillingers betydninger jo afhængig af vores måde at være publikum på. Og ’En Kliche!¡’ hører til i den sårbare ende.