Den aktuelle debat omkring anmelderi, anmeldere og stjerner her på portalen er en udløber af en årelang diskussion om anmelderiets væsen og personlige smagsløg og stivnet kunstsyn m.v., som man yderst sjældent ser på de store dagblade omkring voksenteatret, som tilsyneladende har accepteret tingenes tilstand.
Det kan man absolut ikke sige om børneteaterfolket, hvor mange holder meget af at beskylde portalens anmeldere for kvalitetsmæssigt tunnelsyn ved at lægge deres personlige kunst- og teatersyn ned over de enkelte forestillinger og derved fremstår forudsigelige i deres vurderinger. Underforstået: Man ved, hvad den enkelte står for og kan lide og det farver altid anmeldelserne…
Det første eksperiment
Denne portals redaktør erkender blankt, at de seks tilknyttede professionelle anmeldere har hver deres faglige, sproglige og argumentatoriske stil, men næppe er specielt uenige i vurderingen af de enkelte forestillinger.
Men selvfølgelig forekommer det – det ser man jo også i de store dagblades anmeldelser af voksenteater, uden at disses anmeldere dog bliver skudt halvt så mange konspiratoriske bagtanker i skoene, som denne portals anmeldere. Også selvom tre af disse jo rent faktisk huserer som primært voksenteateranmeldere på Jyllands-Posten, Information og Aarhus Stiftstidende.
Men den stedsevoksende kritik gjorde, at teateravisen.dk for to år siden lod foretage et lille eksperiment, hvor fire af portalens anmeldere uagtet af hverandre så den samme forestilling ved aprilfestivalen i 2013.
Forestillingen, 'En blærerøvs historie' blev i al hemmelighed udvalgt efter en længere intern maildiskussion med Teater O, der i andre forestillinger mente sig ramt af ensidighed fra enkelte anmelderes side.
Resultatet var en smule kedeligt, omend for redaktøren behageligt forudsigeligt. Nok fokuserede de fire anmeldere på forskellige – men også meget de samme – ting i forestillingen, men slutresultatet var tre anmeldelser på fem stjerner og en på fire stjerner. Se selv i artiklen 'Anmelderi'.
Det nye eksperiment
Nu har teateravisen.dk så med udgangspunkt i Aprilfestival 2015 forsøgt sig med samme eksperiment. Denne gang blev forestillingen i samme hemmelighed udvalgt af portalens redaktør i forbindelse med premieren på Teatret Fair Plays 'Miras verdener', der havde flere elementer, som måske kunne skille anmelder-vandene, i form af emne (bonusbørn), manuskript, brug af scenografi og valg af spillestil m.v.
Fire af portalens seks anmeldere blev bedt om at se forestillingen, hvilket skete ved tre forskellige lejligheder: En så den i den stationære spilleperiode på Fair Play i Holbæk forud for Aprilfestival, de tre andre ved to forskellige forestillinger i den afsluttende weekend på festivalen.
Ingen nævner dog de sted- og tid-specifikke omgivelser i deres anmeldelser, selvom publikums sammensætning og grader af medleven ofte af teatrene selv nævnes som vigtige parametre – ikke mindst under en festival.
En enkelt stjerne til forskel
Til gengæld var resultatet lige så konspiratorisk kedeligt som for to år siden: En anmeldelse på fem stjerner, de tre øvrige på fire – og altså for alle en absolut godkendt forestilling med mange positive elementer, selvom fokus ligger lidt forskellig og de relativt få kritikpunkter ligeså.
Alle fire anmeldere – Janken Varden (JV), Randi K. Pedersen RKP), Kirsten Dahl KD) og Gudrun Hagen (GH) – hæfter sig ved at have overværet en god forestilling om et interessant og vedkommende emne, idet skilsmissefamilier og bonusbørn som bekendt er et udbredt fænomen i dagens Danmark.
'Klassisk børneteater af god aftapning, hvor handlekraftige børn gør de voksne klogere' (RKP), 'Hverken voksen- eller børneverdenen i 'Miras verdener' er nogen enkel størrelse, og det er præcis det, der er med til at gøre stykket både vedkommende og underholdende' (GH), lyder et par konklusioner.
Omkring manuskriptet roses svenske Martina Montelius for hverdagsgenkendelige vendinger, sjove replikker og passager af poetisk anstrøg (KD) og for at fremstille 'gode gode rollemodeller for et aldersrelevant publikum (RKP), men der er dog også kritik af en lidt for komprimeret tekst og dialog og fremstilling af overdrevent ressourcestærke børn. Og at 'forestillingen bliver filosofisk og temmelig idyllisk til sidst' (JV), bl.a. fordi der slet ikke inddrages veldefinerede familier, som slet ikke har omsorg for hinanden.
Gode præstationer
Hvor den ubetingede ros til selve instruktionen lyder, at 'iscenesættelsen er forbilledlig klar – med rytme og dynamik, vekslende mellem spillescener og monologer, og en musikalitet som også kan betjene sig af stilhed' (JV), er der andetsteds lidt malurt i bægeret: 'Forestillingen som helhed har et godt drive. Dog med det forbehold at skuespillerne skulle være tysset noget på. For de råber – helt unødvendigt – tendentielt deres replikker, når vi ser bort fra de mere lavmælte passager' (KD), ligesom 'iscenesættelsens kontante og for de voksnes vedkommende næsten karikerede spillestil' (RKP) noteres.
I den boldgade ligger også en næsten samstemmende kritik – som deles af Deres ydmyge premieretilskuer – af at især den medvirkende skolesundhedsplejerske fremstår så meget mere karikeret end de øvrige voksne, at det hæmmer figurens udviklingspotentiale.
Anmelderne er enige om at se gode skuespilpræstationer hos de fire medvirkende, men Lotte Bergstrøm tager prisen som hovedpersonen Mira: 'Lotte Bergstrøm er med sin vågne drengepigede vævre krop og sin skønne energiske og velartikulerede stemme et perfekt cast' (KD); ' Lotte Bergstrøm spiller Mira med en sådan gnist og intensitet, så man både forbløffes og skræmmes en smule over denne logisk tænkende lille pige, der føler og rationaliserer sig frem i de omskiftelige familiemønstre hun præsenteres for' (GH); 'Lotte Bergstrøm er på overbevisende måde den seje Mira, med fornuftige støvler og rødternet kilt, klog, drilsk, rapkæftet og sårbar' (JV).
Faglige input
Forestillingens scenografi og brug af store masker, stangdukker, billedrammer m.v. får også primært anerkendende ord med på vejen – og så får Randi K. Pedersen lige nævnt den aktuelle debat om, hvorvidt børneteatret er blevet for meget til fals for læringsteater og skolereform:
'Midt i en aktuelt debat fejer Fair Play al snak om det 'lærende' teater af bordet. Teater handler om følelser, og 'Miras verdener' gør børns følelser synlige og tilladelige – både de muntre og de tunge og svære og kontrære'.
De fire anmeldere er blevet præsenteret for noget, der – med skønhedspletter og enkelte forbehold – altså kaster nogenlunde samme samlede vurdering af sig.
Men det kan man selv forsikre sig om ved at læse de fire anmeldelser i deres fulde længde og så vurdere dels, om de har ret (hvis man selv har nået at se forestillingen) og dels om ikke sådanne anmeldelser – trods kritik af at de lukker af for diskussion med deres dom – trods alt er med til at skabe en god faglig debat om børneteater, som både producenter og aftagere kan have glæde af.
En anbefaling
Det er – som er et andet fremført kritikpunkt – jo heller ikke teateravisen.dk's skyld, at mange børneteaterforestillinger kun bliver anmeldt her på portalen, så en anmeldelse derfor kan fremstå som 'den endelige dom', som det er blevet formuleret i et debatindlæg.
I forbindelse med dette lille eksperiment har portalen dog søgt efter andre anmeldelser af 'Miras verdener'. Og blot fundet en enkelt – nemlig på det lokale netmedie holbaekonline.dk, hvor gæsteskribent Lise Zeuthen leverer en længere og kyndig og (også) særdeles positiv anmeldelse af forestillingen.
Hun afslutter med et par citater fra målgruppepigerne Elvira og Ida (10-12 år), der var enige om, at 'oplevelsen af teaterstykket kan gøre det nemmere at sætte sig ind i, hvordan det er at være et delebarn eller en bonussøskende' – og anmelderens egen anbefaling om køb af forestillingen til skoler, biblioteker og familier…
Så meget om 'Miras verdener' og anmeldernes syn på samme forestilling for denne gang. Debatten om anmelderi fortsætter givet, men forhåbentlig omkranset af reel debat om teaterkunst.
