Af: Anne Middelboe Christensen

26. marts 2021

Rosindrømme og mælkebøttepropeller

ZeBU har skabt en fin og renfærdig danseforestilling om, hvordan det føles, når glæden kan mærkes helt ned i tæerne.

Hvor bor rosinerne egentlig henne? På et legelandskab for voksne? På et springbræt mod månen? Eller simpelthen på ZeBU på Amager? 

Det vides ikke med sikkerhed, men undervejs i børneteaterforestillingen ’Mig og rosin’ får vi som publikum følelsen af at være alle tre steder på én gang – og endnu flere steder i fantasien. Og det er skønt.

Denne forestilling for de 3-7-årige dyrker glæden. Johanne Eggerts scenografi er så konkret og sfærisk på samme tid, at tankerne kan få fri flugt. Scenen er nærmest bygget op som en kantet skaterbane, hvor de to dansende kvinder kan bevæge sig frit og blidt omkring midt mellem publikum, der sidder på hver sin side af den lange scenebane. 

De to medvirkende er klædt i løst, japanskinspireret stumpetøj smukt bemalinget med skyblå og gule klatter – og med noget, der ligner hemmelige tegn. 

De to kvinder kaster sig hurtigt ud i konkurrencer: For hvem har egentlig de længste strømper? Hvem tør kaste med rosiner? Og hvem er modigst og tør klatre op på den øverste bakke?

Kluddermor

Danseren og koreografen Loa Carlslund og skuespilleren Julie Riis har skabt koreografien og teksten til ’Mig og rosin’ i fællesskab. Stille og forsigtigt, men også med en fin humor og poesi. 

Koreografien har en charmerende barnlighed lige fra begyndelsen, hvor kvinderne stiller sig ryg mod ryg og lader sig glide ned, så de sidder tæt op ad hinanden. 

Derfra har dansen en enkel og akrobatisk fantasi, hvor de to kvinder bærer rundt på hinanden, mens de filtrer sig ind i hinanden med sjov nysgerrighed som avanceret ’kluddermor’-leg.

De er imponerende ens i deres fysiske udtryk, så det er vitterlig lykkedes for instruktøren Jørgen Carlslund at skabe en iscenesættelse, så danseren og skuespilleren bliver jævnbyrdige. 

Øjnene slår smut

Når det kommer til teksten, er det dog skuespilleren Julie Riis, der fører an med sin varme, klangfulde stemme. 

»Der vokser en rosin på min mave / Lige der hvor glæden gror.«

Sådan fremsiger hun et lille, rimet digt, mens hendes øjne smiler og slår smut ud mod børnehavebørnene og de lidt større børnehaveklassebørn. De fniser tilbage og virker fanget fra start til slut. Også da digtet kommer til at handle om mælkebøttepropeller, som hun puster til, så de flyver ud i verden. 

Snart transformerer digtet sig også til en lille sang, akkompagneret af musikeren Nanna-Karina Schleimann. Hun befinder sig i et vindue i den ene ende af denne isblå ’skaterrink’ – som en alvidende lydskaber i dette renfærdige univers. 

Hun spiller imødekommende på sin ukulele og lader sit digitale lyddesign blive forstærket og loope, mens tonerne forvandler sig til digtets spinkle og stædige melodi. Tankefuldt og dvælende til Nanna-Karina Schleimanns beroligende stemme.

Ord på følelserne

Forestillingens historie virker umiddelbart temmelig lille. Den handler om, hvordan det egentlig føles at være glad. Den ene spørger: »Hvordan har du det?« Og så svarer den anden: »Det ved jeg ikke.« 

Det forstår Julie Riis’ humørbombe ikke. For hun er bare glad. »Det kan jeg mærke i mine tæer,« forklarer hun smilende, mens den anden stirrer misundeligt på hende. 

Og så begynder de ellers at skændes og chikanere hinanden, bare fordi de ikke kan finde ud af, hvordan de skal være venner på en hyggelig måde.

Dermed er der mere på spil i ’Mig og rosin’, end man måske først tror. For forestillingen handler om at sætte ord på sine følelser – og om at blive klar over, hvad man føler. Netop for de store børnehavebørn og for skolestarterne er det vildt vigtigt at kunne udtrykke disse følelser og ikke mindst at lære at aflæse de andres udtryk. 

Teateridéen om at vise voksne, der ikke kan finde ud af disse følelsesreaktioner, bliver dermed i sig selv en sjov pointe. Derudover kommer forestillingen også ind på drømmen om at være at være en, som de andre gerne vil lege med.

Luftakrobatik

Koreografien fanger samtidig de 3-7-åriges lette adgang til fantasien. Når pigerne på et tidspunkt vralter rundt, så de ligner ét dyr med otte ben, hujer ungerne. Alligevel bliver koreografiens højdepunkt det abstrakte øjeblik, da Loa Carlslund hæfter en nycirkus-sele på sin krop, så hun kan blive løftet i en kæmpeelastikgynge og svæve rundt i alverdens flyvebevægelser, tilsyneladende uafhængig af tyngdekraften.

Aerial koreografen Esther Wrobel har skabt en klar og koncentreret luftkoreografi, hvor kroppen fandenivoldsk drejer sig strakt rundt i luften i Katja Andreassens glade lysdesign. 

Her viser Fie Dam Mygind sin grundige kropsbeherskelse, og her udtrykker hendes krop endelig den glæde, som den ikke kunne finde ved at løbe rundt på skaterrinken. Som et symbolsk udtryk for, at glæden altid er der et sted. Man skal bare lige finde den. Nogle gange ligger den måske i noget, der bare ligner en rosin.

Coronatjekket teater

’Mig og rosin’ er en af de første skoleforestillinger, der kan spilles efter den delvise genåbning af børneteatret. I den forbindelse imponerer ZeBU med sin tjekkede håndtering af corona-restriktionerne. Teatrets forhold er ideelle til coronavirkeligheden: Teatret bruger sine to separate indgange, så det kan modtage to forskellige børnegrupper, der bevares i hver sin smitteboble i adskilte garderober og på hver sit tilskuerpodie undervejs. 

Og som anmelder blev jeg placeret i mit eget distancerede hjørne, hvor jeg kunne sidde og føle mig heldig over igen at være i teatret…

’Mig og rosin’ bød så ovenikøbet på mælkebøttefrø og masser af danseglæde. Helt ned i tæerne.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.