»Det er vist ikke lige den,« hvisker drengen bag mig til sin far.
Og nej, så langt fra. Teatret Den Blå Dør har lavet godt og grundigt om på Grimms 'Rødhætte og Ulven'.
Nu er nyfortolkninger jo hverken forbudt eller at foragte. Bearbejdninger af børnebogsklassikere kan falde meget vellykkede ud. Det er der talrige eksempler på blandt den professionelle scenekunst for børn og unge.
Men her går det galt. Det anes lige fra begyndelsen og fortsætter lige til forestillingen slutter. Også uanset at teatret i deres programtekst og på deres hjemmeside (der i øvrigt rummer et fyldigt undervisningsmateriale) skriver, at dette er en historie om 'en lille pige der lærer at intet er umuligt, hvis bare man tror på sig selv'.
Masker og kameler
Den Blå Dørs 'Rødhætte & Ulven' er en masketeaterforestilling. Maskerne er håndværksmæssig i orden, men også lidt blottede for overraskelser i udformning. Problemet er teksten, iscenesættelsen og skuespillet.
Teksten vrider eventyret i en retning så det undervejs er vanskeligt at få hoved og hale i hvad teatret vil med det. Og den lykkelige 'intet er umuligt, hvis bare man tror på sig selv'- slutning kommer som noget af et postulat.
Man skal i al fald sluge rigtig mange 'hvorfor nu det?'-kameler undervejs. Første gang man forvirres, er når Rødhættes mor (med gammelkonetørklæde og læbestifttrutmund) ryster et kludetæppe lige op i ansigtet på Rødhætte. Flere gange i træk.
Næste gang er at gaven til bedstemor er en flakon med duftevand eller parfume i en lille sløjfeæske, og at morens præsenterer bedstemoren som et enerverende snakkechatol, som Rødhætte som skal skynde sig væk fra. På morens lille ordknappe 'mime' og replikken 'goddag-værsågod-farvel', forstår vi, at Rødhætte skal aflevere pakken og hurtigst muligt forlade bedstemoren.
Nuvel – billedet af en rengøringshysterisk mor og en hyggelig evigt pludrende bedstemor, som Rødhættes mor nødigt ser Rødhætte blive smittet af, kan måske være ok. Men når moren lidt efter igen mimende og på volapyk forklarer Rødhætte, at hun skal holde sig på stien (hvor fuglefløjt og harmoni råder), frem for at vove sig uden for stiens grænser, hvor både myg og artilleri går til angreb på én (at vurdere ud fra morens fagter og en skudblafrende lydside), så er det vanskeligt at fange meningen med det; udover at det er et billede på en farlig verden.
Skovens udenfor stien-område bruges så siden som det terræn, hvor Rødhætte kan trylle ammunition frem til Jægeren, der brokker sig over at have brugt sit sidste krudt på at skyde ulven. Hvorfor jægeren er så krudtfikseret til sinds i stedet for at være stolt over at have reddet Rødhætte og bedstemoren, er heller ikke indlysende.
Historien (der indledningsvis præsenteres som en gyser) spindes sammen af en Rødhætte, der får duftevandsgaven retur af bedstemoren (!?) og opdager, at hun med flakonen kan trylle ting frem. Fx krudt til jægeren.
Nasal og tuttenuttet stemmeføring
Pudsigt nok gør forestillingen ikke så dramatisk et nummer ud af scenerne, hvor ulven æder Rødhættes bedstemor og siden Rødhætte. Lyset skifter til rødt og ulven trækker med et svagt brøl sit offer bagud af scenen ned under scenografiens hvide draperede klæde.
Mærkeligt er det også, at Rødhætte ikke bliver forskrækket og gør noget, da hun ser den bedstemorforklædte ulv, men – som et barn bag mig også kommenterede: 'Hvorfor står hun bare stille?'.
Der er andre forvirrende ting i historien. Ting, som de vågne børn også reagerer på. 'Er det ikke ulven?' spørger et barn fx, da bedstemor dukker op med den grønne kyse på hovedet, som ulven sidst blev set med.
Når historien tillige bliver iscenesat så hakkende og formidlet med enten meget nasale stemmer eller et udpræget børne-tuttenuttet vrøvlesprog, er det vanskeligt at holde eventyrgejsten oppe.
