Det er ganske forfriskende, sådan at få de danske eventyrfortællinger udfordret. På Aalborg Teater har den norske direktør Hans Henriksen sat en norsk familiemusical på repertoiret. 'Rockulven' har i hvert fald klart norsk afsæt, både med norske sølvknapper og samiske skosnuder som æstetisk stempel.
Historien er ganske munter: Eventyret om den store stygge ulv, som vi ellers kender fra 'Rødhætte og ulven', bliver her gjort til en historie om en kvindesulten og rockelskende hanulv, der bliver så vildt optændt af en gedemor, at han hellere vil have hende som kæreste end som aftensmåltid.
Det er unægtelig en formildende omstændighed ved dette dyreeventyr, sådan frit efter Brødrene Grimm. Desværre bliver eventyrforestillingen af Tyra Tønnessen og Ragnar Olsen ikke tilsvarende interessant i længden. Faktisk varer den to en halv time. Og da målgruppen er sat til ’fra fem år’, kommer det selvfølgelig til at knibe med koncentrationen hos de mange små børn i salen. Fra otte år ville nok være mere realistisk.
Ged med gnub
Selve rockulven er ellers skøn på scenen. Christian Gade Bjerrum har lige akkurat så meget selvironi, at han kan give sig selv helt hen i rollen som den selvfede rockstjerne med svaj i bukserne og nitter på selerne – og strittende ulveører.
Han synger med en vild og varm stemme og klynkehyl, og han har masser af humor, som smitter publikum. Det er simpelthen en sjov skurk, vi møder i denne ulv.
Som hans lækre hunged står Camilla Gjelstrup solidt fast på sine slanke ben, mens hun beskytter sine tre gedekid. De sover nisseagtigt i ophængte ’kanegynger’ i gedehulen omme bag den dør, som ulven selvfølgelig hele tiden banker på – i håbet om, at gedekiddene vil lade sig narre til at åbne den.
Camilla Gjelstrup blander en moderlig omsorg med snusfornuft og kvindecharme på en skæg cheffacon, nærmest som et feministisk bud på en eventyrheltinde. At hun så har gedehorn og gnubber sine gedehove mod sine ankler i både lyst og raseri, gør kun hendes figur endnu mere munter.
Madglæde og hønekam
Den nyuddannede instruktør Martin Nyborg har valgt at iscenesætte forestillingen ret håndfast. Barneglæden får, hvad den skal have – med tendens til det børneværelseskulørte.
Scenografien af den norske kunstner Dagny Drage Kleiva er åbenbart overtaget direkte fra opsætningen på Trøndelag Teater i Norge. Dyrekostumerne er meget naive, og dekorationen er temmelig atmosfæreforladt.
En gris er i hvert fald en gris – med tryne og kæmpevom, som skuespilleren Jacob Moth-Poulsen dyrker med største madglædeelegance. Yndigst er hønsene med blondekjoler og hønekam; særligt Høne 1, som Nanna Skaarup Voss giver spids ynde og præcisionsplirren med øjnene.
Strålende barnestjerne
De små geddekid spilles af tre børn i forskellig alder. Deres sangtalenter varierer meget, hvilket er kritisk i en decideret musical. Til gengæld har de et scoop af en barnestjerne i den lille Nanna Kristence Chræmmer Mortensen, der spiller det mindste gedekid. Hun opfører sig fuldkommen naturligt på scenen. Synger smukt og ligetil – og fuldstændig uforfærdet, selv ansigt til ansigt med rockulven. Hun skal nok blive til noget.
Musikalsk er forestillingen dog en mærkeligt mager affære. Kapelmester Gunhild Kjær og hendes tre musikere spiller fint på alverdens instrumenter, men Åsmund Flatens musik er bare ikke synderligt interessant. Den er ikke rå nok til at være en rockmusical, og den har ikke dén der ørehængerkvalitet, som musicalmusik helst skal have, hverken i melodierne eller i teksterne, som Kenneth Thordal ellers fingernemt har oversat til dynamisk dansk.
Alligevel skaber forestillingen en god stemning omkring sig. Der er noget beroligende over det forudsigelige i dette eventyr – og over den onde ulv, der i virkeligheden er god indeni. Og så kan jeg naturligvis kun bifalde det afsluttende omkvæd, der er lige så sentimentalt som forordet til ’Peters Jul’. Det hylder nemlig gedemoderens styrke. Eller som det hedder i forestillingen:
’Mor kan man altid stole på.’