Tænk sig at rejse i en luftballon; at svæve op over tagene, over byen, over skyerne – måske helt op til stjernerne. Sådan en rejse kommer vores ven Philippe ud på i Faster Cools dukkelige forestilling ’Ballonrejsen’.
Det hele begynder ganske vist med et smækkys af hans franske tante. Dét var det eneste, Philippe frygtede, da hans mor satte ham af foran tantens hoveddør i Paris, før hun selv tog på en romantisk udflugt med sin nye kæreste.
Men tanten har en ’surprise’, som hun siger med en tommetyk, fransk accent. Dem har hun i øvrigt flere af. Hun finder et verdenskort frem og spørger: 'Hvor vil dy gerne ’en?’
Luftballonen dukker op, og rejsen går mod Grønland. Vist mest for at irritere tanten, der netop havde fortalt Philippe, at hun elsker varme. Men hun er klar. Der skal bare et varmt halstørklæde i tasken, og så er der intet, der kan stoppe dem.
Da de letter fra tantens lejlighed i Paris, svæver de forbi Eiffeltårnet, hvor Philippes mor og kæresten er på vej op for at kigge på udsigten og kysse på fransk.
Philippe redder dagen
Det er en dannelsesrejse, som Philippe kommer ud på – eller en coming of age-fortælling, som den slags kaldes i vore dage. Og selvom rejsen med tante officielt handler om et venskab mellem barn og voksen, så kommer vi altså ikke udenom, at den også handler om en lille dreng, der begynder at tage voksne beslutninger.
Tanten rækker ham et glas vin til de franske oste, men han må selv minde hende om, at han er et barn, og så tømmer hun en støvle med vand i hans glas i stedet.
Hun tager naturligvis ansvar som den voksne i luftballonen, der skal sørge for, at de kommer det rigtige sted hen. Men kort tid efter, at Philippe er faldet i søvn, snorkbobler tanten også.
Snart bevæger de sig højere op, end man egentlig kan forestille sig. Op til månen, hvor en astronaut lander i en rumraket, træder ud på månen og kalder på en hund, der hedder Laika, som kommer logrende hen til astronauten og tager med rumraketten afsted igen. Vistnok en lille hilsen til de voksne, der kender historien om dén hund.
Philippe vågner, da de er ved at blive spist af de farligste dyr på Afrikas savanne. De er kommet den gale vej ud af Frankrig. Uden at tanten overhovedet tager notits af det, får Philippe luftballonen til vejrs igen, og han ender med på egen hånd at få sendt dem i den rigtige retning.
Skiftevis dukker og mennesker
Hele historien er fortalt i en interessant vekslen imellem skuespillerne i menneskestørrelse og dukkerne i Cirkeline-størrelse. Og begge størrelser ser både livagtige og sympatiske ud. Philippes store øjne og hans blide, drengede stemme er ikke til at stå for hos Christian Adelhorst Rossil, og Camille í Dali gør tanten både sjov, skør og sær på en virkelig tiltalende måde.
Og selve grebet med at veksle imellem størrelserne gør, at vi virkelig fordyber os i dukkernes små bevægelser, fordi vi tvinges til at zoome helt ind. Og det kan høres på de små publikummeres latterbølger, når tanten ryger med hovedet først ned i ballonkurven, mens benene spræller op i luften, at det er et virkemiddel, der virker.
Et andet morsomt greb er teknikeren René, som spilles (eller væres) af René Lützen. Gang på gang fejler han i den simple opgave, det er at afvikle forestillingen diskret fra sidelinjen, men kommer i stedet til at rasle med et eller andet, så skuespillerne taber tråden. Det er en glimrende måde at inddrage ham i fortællingen på.
En drøm at betragte
Men det allerbedste er Julie Forchhammers scenografi, der ikke mindst i sine klare farver er en hel lille drøm at betragte. Ikke mindst når René sætter stjerner på den natteblå himmel. Så bliver det faktisk som at være i den drøm, som Philippe måske drømmer dér i ballonkurven.
Alt i alt en fin og smuk forestilling, som viser os et forhold til en lidt fjern slægtning, der udvikler sig til et nært venskab – og som fortæller en historie om en dreng, der tager situationen på sine egne skuldre og redder dagen.
Replikkerne sender os ikke i drømmeland – de bliver indimellem noget kunstige og overfortalte. Og selve historien har for mange snubletråde og slutter også lidt pludseligt, mens vi umiddelbart kun føler os halvvejs på rejsen. Men måske kommer der en toer, og den bør man i så fald også se.
