Lyset går langsomt op mens Richard Strauss' 'Also sprach Zarathustra' tordner Star Wars-filmagtigt ud gennem højttalerne. I slipvinden af den pompøse musik, tilsat røg og rødt lys, træder Anders Cornelius Zoffmann som astronaut i rumdragt og med hjelm på hovedet ud af en rumraket som fylder godt op på et meget lille sceneområde.
Allerede to skridt inde i forestillingen mærker man, at den er helt gal. Zoffmann synes at skulle imitere en gangart i iltfattig luft, men hans slowmotion-gangart er på ingen måde overbevisende. Den er uden præcision og timing.
Nuvel, det kan jo være meningen. Måske er der en idé med det. Giv tid, tænkte jeg. Men som minutterne går, fortoner håbet sig om, at 'Astronauten' bliver seværdigt teater. Forestillingen viser sig at være mislykket på samtlige parametre.
Utroværdigt og anstrengende
Den ellers børnebogsprisbelønnede forfatter Hanne Kvist har begået en elendig teatertekst. Hvad vil den, spøger man uafbrudt sig selv undervejs.
I stedet for at føre publikum med ud på en fantasifuld rejse i universet vikler Kvist publikum ind i en historie, som er fyldt med ligegyldigt pladder. Spækket med modsigelser. Og blottet for spænding og magi.
Et greb med, at astronauten som sin bedste ven har en talende plante (Otto) med sig, virker både utroværdigt og utroligt anstrengende.
Otto taler i øvrigt ikke selv. Det er på astronautens reaktioner og på de lysblink, Otto udsender, at vi får at vide, hvad Otto tænker og mener.
Otto er skrevet ind i teksten, for at stykket kan komme til at handle om relationer, venskab og jalousi. Det finder vi ud af via en masse utroligt opstyltede scener. Scener, hvor astronauten halsende, og ofte med en rumbog i hånden, kaster sig ud i snart det ene snart det andet astronaut-gøremål.
Fysiske astronaut-træningsøvelser. Astronaut-kaffebrygning. Brætspil med Otto. Opvisninger i hvordan man barberer sig i vægtløse rum. Og i hvordan man klarer et toiletbesøg, får tørret 'sin specialtrænede numse', får lorten sikkert i en pose, og med – en pludselig fremtrukken pistol! – får lorten skudt, mens den svæver ud i rummet.
Falden-på-halen komik, som skal få børnene til at grine? Måske, men responsen er forståeligt nok begrænset. Forvirringen synes større. Og en slags skuffelse breder sig blandt publikum, da en meteorit, Elsa, ikke rigtigt bliver brugt som andet end jalousiskaber.
Rodet og hyper-hektisk
To fortællinger bliver sat sammen på en meget forkludret måde. En fortælling om en rumrejse og en fortælling om venskab og jalousi. Rumrejse-fortællingen skuffer, fordi den reelt ikke fører os spændende nye steder hen. Vi forbliver på dansk jord – og det ved vi lige fra begyndelsen.
Rumraketten er dannebrogsfarvet og dekoreret med det danske flag og den står foran en bagvæg, hvorpå der er malet blå himmel med hvide lammeskyer, en gul kornmark og et læhegn af træer.
Og venskabs og jalousi-fortællingen er tilsvarende rodet. Den måde, hvorpå fortællingen viser, at astronauten er bundet til Otto i tosomhed og trives gennem tryghed og vaner, virker demonstrativt anmassende og helt igennem utroværdig.
Elsa kommer på kejtet vis dumpende ned i en helhed som i forvejen er fyldt med modstridende handlinger og forvirringer. Hun bliver vupti med det samme brugt til at flette jalousitemaet ind. Og det sker i en rumrejse-kontekst, hvor nærmest alt kortslutter.
Astronauten, som før Elsas ankomst var meget interesseret i at opdage nyt liv, er pludseligt meget fjendtlig overfor Elsa og har kun ét i hovedet: at komme ud på rumvandring.
Hertil kommer, at forestillingens snak om sorte huller fører fortællingen mod slutningen, der antageligt skal vise, at problemer løses gennem kærlighed. Vi hører om 'Et ekspanderende sort hul, som suger alt til sig'. Et hul, som astronauten får at vide, at han skal give en krammer, for at de kan komme overens.
Det gør han så, hvorpå Frank Sinatras 'Fly Me To The Moon' sætter et happy-ending-agtigt punktum for løjerne. Børn som voksne fatter hurtigt, at vi – uanset at det fyger med stjerneskud, mælkevej-lys og meteorsten – er ude på en rejse, som frem for alt handler om relationer, illustreret via forholdet mellem Astronauten og Otto. Men hvorfor så al den rumrejse, når den er så ligegyldig?
Hvor er selvkritikken?
At skuespillet er halsende og uden et eneste ophold, gør teksten endnu værre. Spillet er totalt blottet for pauser. Det er non-stop spækket med action og replikker, som vælter råbende nærmest skrigende ud, som skulle ordene nå helt fra Herning til Silkeborg.
Spillet er helt ude af balance. Overstadigt, urositrende og hektisk i hver en detalje. Det lyser ud af skuespilleren, at han ikke selv tror på det, han spiller.
Det er en gåde, at en erfaren iscenesætter som Michael Helmuth ikke har slået bremserne i og krævet mere ro på. Og et mysterium at et gammelt og velrenommeret teater som Team Teatret ikke har udvist mere selvkritik.
Jeg har sjældent set noget, som ikke i det mindste rummer antydning af formildnende omstændigheder. Denne forestilling er fuldstændig blottet for sådanne. Den er på alle parametre mislykket og bør tages af plakaten. Fordi forestillingen taler ned til sit publikum og bliver elendig spillet i en iscenesættelse, som virker til at have sluppet tøjlerne.
