Alfons Åberg er for rigtigt mange førskolebørn en højt elsket dreng. En helt almindelig dreng, som lever et helt almindeligt liv. Et liv, som børn ganske naturligt og med genkendelsens glæde identificerer sig med. Ikke uden grund.
Gunilla Bergstrøm, ophavskvinden til den elskede litterære Alfons Åberg-figur, har med humoristisk sans og barndomsfilosofiske vitaminer, skrevet den lille rundhovedede gut med de smilende øjne og de små strittende hårstubbe ind i en stribe af børnebøger. Alle – eller i al fald utroligt mange børn – ved, hvem Alfons Åberg er.
Børnepublikummet svarer også nærmest uden undtagelse ”Ja” og rækker fingrene i vejret, når Linda Elvira indledningsvist spørger dem, om de kender Alfons Åberg. En enkelt var lige omkring et ”Nej”, inden han hurtigt fik det vendt til: ”Jo, vist lidt”
Bortelimineret ånd
I det lys kan det virke lidt sært, at Elvira introducerer forestillingen, ’Fødselsdagsfest, Alfons Åberg!’ som hun snart efter går i gang med at læse op og agere Faster Fiffi i, med ordene: ”Jeg vil give jer et lille indblik i, hvad Alfons Åberg er.”
Det værste er nu, at man, når forestillingen er slut, sidder tilbage med en følelse af, at det Alfons Åberg-univers, man lige har været vidne til, på ingen måde svarer til det, Gunilla Bergstrøm skaber i sine bøger. Det er som om Elvira har bortspulet alle de fundamentale kvaliteter, som er i den Bergstrøm-bog, hun med egne ord har leveret en ”dramatiseret oplæsning” af.
Pist væk er charmen, finesserne og den Alfons Åberg-egenartede substantielle humor. Og langt ude i horisonten er den resonans af bagvedliggende herlig visdom om barnelivet, som Alfons Åberg repræsenterer.
Malplaceret reklamesøjle
Der er flere samvirkende grunde til, at forestillingen rammer så meget ved siden af.
Det virker fx malplaceret og forstyrrende, at en af scenografiens dele er en flere meter høj opretstående plakat med tegninger af Alfons Åberg, hans kammerater med balloner, flotte lagkager, børn i karambolage og slagsmål, samt titlen skrevet med store bogstaver hen over midten. Plakatsøjlen har tilnærmelsesvis det samme udseende som ArtContainers flyer. Som voksen er det meget vanskeligt ikke at opleve plakaten som en reklamesøjle for forestillingen.
Reklamesøjlen står på gulvet sammen med en del ting, Elvira bruger til at formidle fødselsdagsfortællingen: En stor sort bog med Alfons Åberg forside. En mulepose, der bugner af varer, fx en æggebakke og en mælkekarton. En lav opsats, hvor der står en vase med lyserøde roser og et par små legetøjsdyr. En flipover-tavle med papir og tusch. Samt en spinkel klapstol med en rød hjertepude på sædet og ved stolebenene en vandforstøver og en rengøringskost. På stolen sidder en Alfons Åberg dukke helt identisk i designet med dem, som sælges i legetøjsbutikker.
Skærende stemme og sjusket, overgearet spil
I det interiør står Linda og læser teksten til ’Fødselsdagsfest, Alfons Åberg!’ op. Ofte afbryder hun oplæsningen og går i rolle som Faster Fiffi. En kvinde, hun også er klædt på som. I hvid sløjfeskjorte, postkasserød stram nederdel og sorte heels med hvid blondekant.
Ingen kan være i tvivl om, at her er en bestemme-dame, som får det, som hun vil have det. Også når det angår Alfons Åbergs 6-års fødselsdagsfest. Akkurat det, at Alfons Åberg kunne have tænkt sig sin fødselsdagsfejring helt anderledes, får ikke den fintmærkende betoning, som findes i forlægget.
Forestillingen bugner i stedet for af en opvisning i Faster Fiffis væsen og præferencer. Faster Fiffi tripper, spurter og moser arrangerende og dirigerende derudad. Med højlydt skinger stemmeføring og fortravlet, skabagtigt og sjusket skuespil.
Et eksempel er scenen, hvor hun som både Alfons Åbergs far og Faster Fiffi diskuterer, hvem der skal inviteres med til fødselsdagsfesten. Her storker Elvira hysterisk tjept og forpustet fra den ene side af stolen til den anden i et figurskifte, som forbliver uinteressant på grund af en fortravlet timing og en skæmmende mangel på præcision i figurtegningen.
Fjollerier med publikum som medhjælpere
Ind i Faster Fiffis ageren stikkes så diverse små publikumsinteragerende indslag. Indslag, som med et glimt i øjet fremhæver børn som mere kompetente end voksne (fx i forhold til at kunne holde fast i en snor til balloner). Indslag, hvor Elvira gør et nummer ud af at slippe oppustede balloner lige inden de børn, som bliver bedt om at holde dem, får fat i ballonerne (en letkøbt pointe, da alle ler, fordi det lyder sjovt, når balloner ”prutter”).
Og indslag, hvor Faster Fiffi kommenterer børnenes gæt på, hvor mange bønner, der er i et glas, og til slut muntrer sig over at narre alle ved at spørge, om vi tror, der er 357 bønner i glasset, for fluks skral-grinende at svare: ”Nej, der er 356!”
Elvira springer hurtigt fra den ene begivenhed i bogen til den næste. Mens børnepublikummet guider hende, gestalter hun også, hvordan fødselsdagsbørnene med bind for øjnene leger legen om at sætte den krøllede hale rigtigt på en gris. En tegning af en gris, som hun lige inden har tegnet på flip-over- papiret.
Autopilot
På 25 minutter når Elvira igennem bogen. Vi hører og ser festforberedelserne, selve festen inklusiv børnenes skænderier, drillerier og brok. Og historien afslutter ligesom bogen med, at Alfons Åberg takker Faster Fiffi for lagkagerne og glad siger: Nu er der nok til min helt egen fødselsdagsfest” – den han allerhelst vil holde – sammen med sine to venner Victor og Mille.
Her får vi en snert af fornemmelse af, hvem Alfons Åberg er. Det foregående er som afspillet pr. automatik. Forbavsende, at en så garvet skuespiller som Kristian Holm Joensen, der står for forestillingens iscenesættelse, ikke har formået at medvirke til et mere seværdigt resultat.
