Af: Randi K. Pedersen

18. maj 2023

Overfladisk pseudoteater

En vigtig historie om et skadet barn bliver omklamret af Lego som frelser og forsoner.

Forestillingen om Super Ole og pigen Simone, der nægter at tale, er en bizar oplevelse. Det skyldes først og fremmest de ydre rammer og omstændigheder og kun i mindre grad indholdet, selv om ’Super Ole’ er præget af mangel på fokus og sammenhæng. 

Tjeklisten med medieaktuelle emner er lang og virker umiddelbart sympatisk. Men interessen for de traumer, som krig, flugt, trafikulykker, tab af forældre og andre tragedier påfører børn, viser sig at være ret overfladisk. 

Det er noget helt andet, der skal tiltrække publikums opmærksomhed, og det, må man sige, lykkes. Uanset, hvorhen man retter blikket, bliver man mødt eller rettere totalt omklamret af Lego. Scenografi, grafik, monster-film, legodukker og Super Oles mangefarvede jakkesæt – kort sagt ALT er lavet af legoklodser eller noget, der ligner. Det giver god mening, når det handler om et drømmehus, hvis mure skal bygges op og heftigt rives ned, men ikke som et seriøst bud på en forestilling om et skadet barn    

Midt i dette orgie af udstyr og flotte effekter ligner historien om Simone mere et computerspil  end en teaterforestilling om ægte mennesker. 

Der lægges ellers voldsomt virkeligt ud med en bilulykke, hvor Simone mister sine forældre. Som om det ikke er nok, sker det under en flugt fra krigen i deres land, hvor rædslerne illustreres med meget stærke virkemidler i billede og lyd.

De fleste – og især børn – vil føle med pigen, der bliver anbragt på et børnehjem, hvor hun helt uden hjælp må tackle de massive traumer, der gør hende uegnet til adoption.  

Glat som en klods 

Om natten sniger Simone sig op sig op på loftet for at bekæmpe sin formodede søvnløshed ved at lege med legoklodser. I sin ensomhed møder eller mere sandsynligt fantaserer hun sig til Super Ole, der arriverer i røg og damp. Han er dog langt fra en supermand, men en tålmodig hjælper, der under stor ståhej får Simone til at tale og måske gengiver hende livslysten. Alligevel opstår der kun sporadisk en troværdig kontakt mellem de to skuespillere. 

Mikael Helmuth giver Super Ole en smule nærvær. Men som den klassiske skuespiller, Helmuth er, prøver han at udfylde en rolle, der i udgangspunktet ikke findes. 

Teksten er fuld af svære ord og skiftende temaer, der ikke er særskilt dramatiske, og manglen på indfølt menneskelig karaktertegning gør beskrivelsen af personerne glat som en legoklods. 

Dertil kommer, at Lide Martinez Abaigars udtryk som den fysisk aggressive Simone er en stor gentagelse uden udvikling i bevægelser og attitude.   

Forestillingens dramatiker, Roberto Cavosi, oplyser, at ’Super Ole’ angiveligt er en inderlig hyldest til Ole Kirk Christiansen og inspireret af hans egne ord: ”Det bedste er ikke for godt”. 

Det er muligt, at hyldesten til Lego-koncernens grundlægger er det bedste, som Det Flyvende Teater kan præstere med sin vist nok første forestilling for børn. Men godt og slet ikke for godt, er det ikke at spille pseudoteater med Lego som frelser og forsoner og ”leg godt” som mantra på storskærmen.  

Der er ikke nødvendigvis noget galt i at lade sig inspirere af en kendt person. Men det er påfaldende dårlig stil, at navnet Ole er en del af titlen på en forestilling, der ikke handler om Ole Kirk Christiansen, og hvor det åbenlyst er Lego, der har fået tildelt hovedrollen. 

Omfanget af referencer til koncernen gør ’Super Ole’ til så klokkeklar markedsføring, at det kan undre, hvordan den form for Lego-teater har opnået støtte fra Statens Kunstfond.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.