Stilren, intens, dybsindig og rar. Sådan er Nørregaards Teaters og Grønnegade Teaters opsætning af H.C. Andersens ’Grantræet’– heldigvis og gudskelov. Undervejs spurgte jeg dog også mig selv, om forestillingen er for fersk og for 'rigtig'. Om der er for mange ord og for lidt kulør og spræl.
Scenebilledet er enkelt. Ned til mindste detalje. Heidi Ottosen og Leiv Arne Kjøllmoen har foldet en grantræskulisse i tykt hvidt karton. Det første vi møder er et sort scenegulv dekoreret med hvide origamifoldede former i forskellige størrelser. Stjernetakkede former som bringer os på sporet af grantræer.
Enkeltdele som i Peter Holsts rolige og omstændelige eventyrfortælleforløb snart er anbragt oven på hinanden for at danne forestillingens hovedperson: Grantræet, som har så travlt med at vokse og komme videre til noget det tror er bedre, større og herligere, at det helt glemmer at leve i nuet og glæde sig over den friske luft og sin ungdom.
Behagelig fortællerstemme
Peter Holst er en dejlig fortæller. Rolig i sit kropssprog skridter han rundt på scenen og fortæller. Med tydelig, melodiøs og behagelig klang i stemmen forstår han at skabe fokus omkring fortællingen, der undervejs ledsages eller suppleres af klassisk musik.
Det er derfor også et klogt valg, at det er ham, der er stykkets eneste fortæller. Når de øvrige medvirkende, Nina Jeppesen, Lisbeth Müller og den lille håndfuld børneamatørspillere, triller eventyrets origamifoldende fugle og dyr ind på scenen, er det Holst, der lægger stemme til.
Ordene er i fokus. At H.C. Andersens tekst helt ned på formuleringsniveau nærmest eller næsten ubeskåret synes fulgt skaber sprogblomster i rummet. Teksten udfordrer børn med nutidsfremmede ord og uvante sætningskonstruktioner, som fx ’glans og herlighed’, ’var jeg dog alt på vognen’, ’grantræet stod stille og tankefuld’, ’i morgen skal jeg igen fornøje..’,’hvor du har været lykkelig’, ’hvad skal jeg her at bestille’ osv., osv. Og det giver tid til at følge grantræets (livs)forløb og mærke dets følelser og tanker. Dets hastværk, dets undren, dets uro og dets ræsonnementer til slut, når tiden er forpasset.
Lidt stiv og fersk
Det visuelle er derimod noget altmodisch og ferskt. Spillerne er fortidsklædt. Et herskab med stribede bukser, vest og gammeldags seler til mændene og lange kjoler med sjal og snøreliv til konerne. Og fejekost, støvkost og stivede forklæder til tjenestefolket. Smukt måske – men også lidt stift.
Der er variationer i spillet og i origamien. Vi får både en lille hoppende hare, en paraplydækket sværm af gråspurve, en forbipasserende svale og en stork, små vrikkende mus og en vrissen rotte at se. På rullegardiner følger vi på sort-hvide tegninger handlinger, som ellers vil være vanskelige at spille på scenen. Grantræets julepynt består af et par røde bånd, som trækkes på tværs af scenen. Julegaverne er pakket ind i afdæmpet ensfarvet papir. Og træets stearinlys bliver illustreret ved at hele træet lyses op med gult lys.
Stilrent og tjekket. Men også med lidt for lidt fysisk liv, lidt for lidt spræl og lidt for matte farver. Det var svært helt at mærke børnenes juleglæde og træets følelse af herlighed.
Eventyret er m.a.o. godt, rigtigt og lærerigt. For både unge og ældre ører. Indpakningen i orden. Men også af en slags der gør julefesten lidt tung og blodfattig.
