Anne Dalsgaard må være født med et uopslideligt komisk gen. Hun kan noget med øjnene, med benene, med armene, med stemmen – ja med hele kroppen, som får publikum – store som små til at blive glade. Og tja – hun behøver såmænd ikke engang bevæge sig, før dette klovne-gen bryder løs. Hun kan også bare stå helt stille og stirre frem for sig.
At Dalsgaard er en rigtig humørspreder, har hun vist i en lang række af Teater Hunds tidligere forestillinger. De har typisk været for de 4 til 10-årige eller de 5 til 12-årige. Denne gang – i 'Opdag-Else', har Teater Hund vovet sig ned i alder. Ned til de 2 til 5-årige. Det har selvfølgelig en konsekvens. For med hvilken iver og galskab kan man lige gå fremad, uden at de yngste i målgruppen bliver hunderædde?
Methe Bendix og Anne Dalsgaard har tydeligvis stukket snuderne sammen og besluttet, at de denne gang må træde mere varsomt for at de mindste børn ikke skal stikke halen mellem benene. Spørgsmålet er om de to teaterhunde alligevel ikke godt kunne have skruet lidt mere op for 'hundegalskaben'. I konceptet, iscenesættelsen og spillet.
Fx i Anne Dalsgaards entre som Else. Figuren Else fejler intet i kostumeringen. Dalsgaard tager sig løjerligt udefinerligt ud. Som et sjovt klon af mindst tre typer. Foroven som en rødhåret dame med 1960’er rødhåret franskbrødstouperet hår og lysegrøn figursyet blazer. Fra bæltestedet og ned som en fritidsglad vandrer i posede lyse knickers og fornuftige sko. Og ligesom bredt ud over det hele som en lidt fugleagtig lillepige med mørkerøde gamacher, tuttenuttet ansigtsmimik og lyst til at undersøge alting.
En lyst som ligger lige under overfladen og bryder ud når den frygt for det ukendte, som slår bremserne i for en for frembrusende adfærd, bliver overvundet.
Finale med lys
Dalgaards Else kommer frisk og frejdigt vandrende ind fra salen og drives op på scenen af en nysgerrighed efter at finde ud af, hvad det er for noget hvidt noget, som hænger og dingler oppe på en stativ-indretning i form af fire store mobiler.
Hun kredser en tid tavst omkring mobilerne med en blanding af nysgerrighed og en lidt frygtsom ’tør jeg kaste mig ud i det’-attitude. Også lidt for længe, for den attitude og stemning, hun spreder, er lidt svær. I en kort overgang går udtrykket derfor lidt dødt. Også selvom alle – børn i målgruppen og voksne – kender til at være beklemt i forhold til – eller måske ligefrem frygte – det ukendte.
I al fald ånder vi alle lettede op, når Annes Else rækker ud og sætter mobilen med de sære lange stofrør i bevægelse. Da begynder spillet at leve. For der kommer lyd ud af rørene. Vidt forskellige lyde og melodier – alt efter hvad det er for en af de seks lange rør, hun prikker til.
Og det er ikke mindst sjovt fordi Dalsgaard laver skør mimik og sjove bevægelser til. Blød 'boogie woogie'-dans. Smidige cowboy-heste-hop. Og 'jeg bliver helt døsig og slumresyg', når musikken er vuggeviseagtig.
Senere giver hun sig i kast med de andre mobiler. Hulahopringen, hvor hun forbavses over, at man kan stikke hænderne ind gennem ringens hul, er ikke supersjov. Er det mon meningen? En pointe?
Anderledes overraskende er det i al fald, når hun tager fat i det knudebundne udsugningsrør. Når hun fløjter ind i rørets ene ende og der i den anden ende kommer lyden af en flok fugle som fuglekvidrende højlydt basker ud. Så er der opdagelsesmagi tilstede.
Den sidste mobil – en kæmpestor blød rund bold – er anledning til en noget mystifistisk opdagelse. Bolden giver nogle underlige skingre lyde fra sig. Og så udvikler scenen sig uklart. For hvad er det for noget med den bold, som Else synes at få et næsten moderligt forhold til via dens lyde. Bolden får også en slags unge – en miniudgave – en lille bold, som får den store bolds plads på karrusellen, mens Else forlader scenen med en store bold og sætter sig ud i det publikumsrum som godt nok også har mobiler hængende i loftet – knudebundne udsugningsrør.
'Opdag-Else' – som i øvrigt er helt uden talte replikker – rummer på den vis både humørfyldt gå-på-opdagelse-lyst, iltfattig varsomhed, mindre interessante opdagelser og en meget åben finale. En finale hvor der i øvrigt blev tændt lys i mange forskellige farver i mobilerne. En farveglæde jeg godt kunne have tænkt mig at have mødt tidligere og ikke 'kun' som en festfejring til sidst.
