En hjemløs har indtaget kirkerummet. Med sin lille trækvogn, der indeholder det beskedne ragelse, der udgør hans eksistens, står han og beretter om Jesus. En fortælling om udviklingen fra menneskesøn til Guds søn. Med Jesu 40 dage i ørkenen som afsæt hører vi om en række oplevelser, han har haft. Ja, for det er ham selv, der er Jesus. Gudssønnen, der jo også var en slags hjemløs i verden.
Det er om mennesket Jesus, Göran Tunströms roman fra 1978, hvorpå forestillingen er bygget, handler. Den Jesus, vi stort set ikke kender fra evangelierne; den Jesus, der helst ikke vil tale om, at han er den, der skal komme og forkynde Guds ord om kærlighedens livgivende kraft. Vi begynder med fødslen og Jesu oplevelser som lille dreng sammen med sin far og mor. Om familieudflugten til det ældgamle ægtepar, Zakarias og Elisabeth, hvis søn Johannes – senere Døberen – bliver en fandenivoldsk legekammerat og nær ven til Jesus.
Vi hører om turen til templet, om drengen Jesus, der tæmmer fugle og om den opsigt, det vakte, da han blev født. Men hver gang afviser Jesus, at han skulle være noget særligt. Også Jesu møde med kærligheden i skikkelse af en ung pige, skildres med den underfundige pointe, at var dette møde blevet til mere, ville alt det andet, forvandlingen fra menneskesøn til Guds søn, ikke være sket.
At Jesus bliver optaget i et kloster for at studere til præst, kommer nok også bag på de fleste, men er blot et af Tunströms mange bud på en periode i Jesu liv, vi ikke ved noget om. Og mens han fortæller, sidder vi jo med vores viden om, hvad der siden skete. At Jesus under sine 40 dage i ørkenen netop finder ud af, hvad hans bestemmelse i livet er.
Fremragende fortælling og forestilling
Som fortælling betragtet er historien fremragende. Det samme gælder for forestillingen. Man gjorde forsøget for 13 år siden med en egentlig teaterudgave med fire spillere, der turnerede rundt i kirker, og det fungerede ikke, fordi Tunströms tekst mere er poetisk-fabulerende end egentlig dramatisk.
Det er denne fortættede atmosfære, skuespilleren Ole Sørensen får så eminent frem. Lavmælt og underfundigt, uden at gøre sig til, vokser historien og skikkelserne frem foran os. En kassettebåndoptager med svulmende operamusik af Puccini understøtter på væsentlige steder, så vi i glimt er nærmest andægtige, for så øjeblikket efter at blive bragt ned på jorden igen af en tørt smilende bemærkning.
Roligt går Ole Sørensen rundt i kirken, indtager rummet med sin bevidst henkastede måde at fortælle på, suppleret med kærligt parodierede udgaver af menneskene omkring ham. Det er en forestilling, der skræller helt rent ind til kernen af det hele – budskabet om kærlighed.
Da vi kommer dertil, får vi lige lidt Johnny Cash på kassetten til at skylle efter med. Og så kan vagabonden ellers forlade kirken igen. Det samme kan vi. Klogere på Jesus og på livet, sært opløftede. Så lidt og så meget på samme tid.
Hvor teater dog kan være forunderligt.
