I grunden er det forfærdeligt. Ikke at et lille storbyteater som Skægspire fejrer deres 30 års fødselsdag med, hvad de selv kalder ‘deres største satsning nogensinde’ – det er kun naturligt og glædeligt, at man satser stort til sådan en dag – men at det sker i form af en forestilling med fem medvirkende. Fem medvirkende!
Er og har mulighederne og de økonomiske rammer virkelig ikke været større i de 30 år, Skægspire har eksisteret? Skal små storbyteatre som Skægspire og andre altid leve efter devisen ’småt er godt’ og derfor nøjes med enmands- og tomandsforestillinger?
Nå, ikke flere hjertesuk i sommervarmen. Skægspire fejrer deres jubilæum med en flot og underholdende familieforestilling, hvor størrelsen på scenografien bestemt ikke signalerer smalkost. Et mægtigt, gyldent fortæppe med glitrende guldbånd og blomsterranker danner inciterende baggrund for dette 1001 nats-eventyr om den gamle kejser, hans tre umulige og krigeriske sønner, og den kloge unge plejedatter, Fatima, der agerer den gode ånd i kulissen.
For de tre sønner må ud på eventyr hver for sig for at bringe ‘det mest forbavsende vidunder’ med tilbage til kejseren (Ole Olsen) for at vinde kejserværdigheden – og Fatima! En efter en følger vi dem på deres eventyr. Den altid sultne Hussein (Erling Hjernøe), der finder et flyvende tæppe, den krigeriske Ali (Morten Roed), der erobrer en drømmekikkert og den hovmodige Ahmed (Thomas Jensen), der ender med at få en frugt fra livets træ.
Kønne moraler
Men uden Fatimas (Anne Katrine Andersen) hjælp var det aldrig gået. Uden hende og hendes omtanke var alle tre sønner alle havnet i fængsel eller det, der var værre. Hun repræsenterer den ene kønne morale i Ole Olsens gedigne dramatisering af det gamle eventyr – at uden kløgt og omtanke går det ikke. Styrke og nævekraft kan være udmærket, men det andet er langt vigtigere.
Den anden morale får vi, da de tre brødre efter endt eventyr mødes igen og erfarer, at deres far er døende. Her finder de ud af, at står man sammen og løfter i flok, kan man mere, end hvis man bare er sig selv nok. Og på mirakuløs vis passer deres tre vidundere sammen, så de kan komme hjem til farmand i en ruf og gøre ham rask.
Var virkelighedens problemer blot lige så enkle at løse – bare en gang imellem!
I Signe Beckmanns enkle og smukke scenebillede, hvor det gyldne tæppe åbner for en mægtig landevej – livets, måske? – udfolder historien sig i Lene Vestergårds fine og meddigtende iscenesættelse af Ole Olsens fornøjelige manuskript.
Musik, rimet poesi og slagkraftig mandesnak blandes ubesværet til en afvekslende og billedrig oplevelse, lige som Birgitte Nisbeths kostumer er en skæg blanding af Østens mystik og moderne hættetrøjer.
Skal man endelig savne noget, ville det være noget mere af Erling Hjernøes iørefaldende, musicalagtige musik, der klæder de medvirkendes gedigne sangstemmer.
