Vi er i en ‘Star Wars’-verden. Scenografien viser det indre af et rumskib med en vrimmel af knapper og knaster og dippedutter, apparater og instrumenter, tastaturer og skærme, alt i rigtigt aluminiumsfarvet metal. Vi er helt med! Og forestillingen starter med lys og lyde som hører genren til: det er som når Dolby viser sin tilstedeværelse og potens ved åbningen af enhver film i biografen. Og så står han der – vores helt, Kaj N. – alene, ophængt i sin sovehjelm, i et forladt rumskib.
Og så alligevel ikke helt alene: En mystisk bevæbnet kvinde, lige så aluminiumsfarvet moderigtig som instrumentpanelet, sniger sig ind – og ud igen. De to medvirkende er dermed introduceret. Han – en nølende og frygtsom og lidt fjoget astronaut – hun en selvsikker og overlegen prinsesse Cassiopeia fra planeten Rostrum.
Rumskibet har alt, hvad vi forventer, at rumskibe skal have i fremtiden, heri inkluderet en computer, som ikke holder sig tilbage for at skælde vores Kaj N Skywalker ud; en blæsemaskine som kan puste på ømme sår og en oversætterdims, der rydder op i Cassiopeias russisk-klingende volapyk så de to (og vi!) kan forstå, hvad der bliver sagt. Samt et rør som producerer ostemad og juice i pilleform. Jo, da – alt er i og for sig som det skal være i ‘Rumrejsen’s fysiske univers.
Orakel i en tomatdåse
Kaj og Cassiopeia kommer fra hver sin side i den pågående rumkrig. I Kajs øjne er planeten Rostrum ‘den onde planet’ – alle derfra er fjender, og nu har de til og med bortført hans far og hele resten af besætningen. Og så kommer denne ufordragelige Cassiopeia og ER fra Rostrum og sigter på ham med en skummelt udseende pistol. Det er mig rigtignok en gåde, hvorfor og hvordan hun er havnet her i samme stykke omflakkende rum-metal, men efter en del gensidig sigtning med allehånde Terminator-våben ender det med en fælles beslutning: Rostrum må findes, det er hendes hjem. OG det er der, hans far befinder sig.
Til Cassiopeias sarkastiske fnisen får Kaj omsider gang i motorerne, og færden kan begynde. Men mødet med Rostrums koordinater bliver et chok. Planeten er væk, sprængt i stumper og stykker, og i mødet med alle de døde sjæle går Cassiopeia i traumatisk trance. Af sted til oraklet på affaldsplaneten! Og her viser forestillingen sit coupé de thèatre: Oraklet er (befinder sig i?) en rusten hermetikdåse (tomatsuppe, tror jeg) hvorfra der lyder en mystisk/poetisk tekst som vore hovedpersoner må tyde. Det er både overraskende og sjovt og tilpas gådefuldt.
Og så er det, at Kaj og Cassiopeia sættes på prøve, hver med sin udfordring. Cassiopeia finder sit hjerte og bliver både til at holde ud og til ‘en sød prinsesse’, og Kaj overvinder sin frygt og bliver en rigtig helt med selvlysende sværd og det hele (‘May the force be with him!’). Og tiden bliver spolet tilbage, og Rostrum genopstår. Måske bliver der oven i købet et par af de to. Men det med ‘den onde planet’ fortaber sig i det dunkle.
Mangel på oprigtighed og intensitet
For mig at se har Zangenbergs Teater et problem, som overgår de logiske brister og usandsynligheder i historiefortællingen – de er til at overse. Men spillet står ikke mål med forestilling, historie, scenografi, teknik eller situation. HAN kan være lidt sød og troværdig som kluntet underhund, og HUN kan sagtens opvise en lidt skræmmende autoritet. Men i det store og hele savner jeg en oprigtighed og intensitet i samspillet, noget som bærer figurerne gennem længere passager og ikke kun en kort situation, noget der kan skabe og fastholde en spænding for publikum, som rækker videre frem i forestillingen. Noget der er mere end kun ydre karakteriseringer. Indre liv skal der til, også i komedier. Eller i science fiction!
