Drømmen om at flyve rammer vel de fleste af os, når vi som børn begynder at gruble over, hvordan fugle kan flyve. Det er denne trang, som forestillingen ’(H)OP’ handler om. Sjovt nok viser forestillingen aldrig det HOP, som man ellers kunne forvente ud fra titlens parentes. I stedet handler Det Lille Verdens Teaters forestilling om at kravle højere og højere op. Helt op i himlen, hvor man kan se verden fra en flyver – eller helt fra månen, måske.
Skuespiller-scenografen Anne Kurtzweil spiller den nysgerrige pige, der kravler omkring og leger med tyngdekraften. Hun mosler rundt på scenen med masser af energi, så det passer fint, at hun er iført en kedeldragt og en gammeldags flyverhjelm med flyverbriller, mens hun sætter ting fast med tøjklemmer i scenografiens espalieragtige zig-zag-mønster.
Hun har et skægt kropsprog, som virkelig afslører hendes utålmodighed efter at komme op at flyve – og som til dels camouflerer, at hun ikke er en lille pige, men en voksen. Og hun troner sejrssikkert, når hun endelig bliver pilot for sin egen flyvemaskine på vej op mod en rumstation i fantasien. Eller flyver hun bare af sted i form af en lille pilotdukke, der ligner hende på en prik…?
To små fjer
Universet i denne flyvende verden er overskueligt og trygt. Komponisten Ole Højer Hansen har komponeret musik, der lyder som velegnet wellnesslyd for selvudnævnte piloter – blidt og venligt med en fin opdagetrang for de to-fem årige – og musikken fyldes yderligere med guitar, når pilotstemningen glider over i rock.
Instruktøren Torkild Lindebjerg har iscenesat denne ordknappe teaterforestilling med fine, klare situationer for de mindste. Han har skabt er en smilende verden fyldt med tillid og god tid. Fortællingen hakker dog lidt. Der går i hvert fald lang tid, før teaterrummet for alvor inddrages i fortællingen om pigen og verdensrummet – og forestillingen letter.
Samtidig er det nok mere børnehavepædagogens pædagogik end barnets fantasi, der er på færde. Når pigen tager et stykke papir og klipper noget med bugtede kanter ud af arket, er det ikke nødvendigvis sådan, at børnene selv ville gætte på, at det udklippede papirstykke skal forestille en sky. Men pyt.
Til gengæld er der andre ting, som pigen forklarer ekstra grundigt. Når lyddesignet byder på lyden af en flyvende fugl, siger hun ’EN FUGL’, så ingen af børnene kan være i tvivl. Og når hun finder to små tabte fuglefjer, sætter hun dem på skuldrene – tydeligvis i håbet om, at de vil kunne fungere som vinger.
Da Vinci for fem-årige
’(h)OP’ er en fin lille forestilling, som uden tvivl vil betage vuggestuebørnene. Det er fint, at skuespilleren undervejs fortæller lidt teknisk om maskinen og propellen. Men ting som tårnspring, rumraket og faldskærmsudspring er ikke nødvendigvis på de to-åriges begrebsliste, i hvert fald ikke, når de ikke straks illustreres af billeder eller rekvisitter.
Poul Arne Krings finurlige dukker og skøre ting dukker først op i slutningen af forestillingen. Her møder flotte, syrede billeder ude fra rummet blandt andet en selvsvævende vatsky med en gynge nedenunder. Og noget, der ligner en vandmand med lys i gopletrådene dukker også op, antagelig efter at være fejlkatapulteret op af havet og ud i himmelrummet…
Her bliver forestillingen meget mere visuelt interessant og dramatisk fængende. Endda suppleret med en kopi af en af Leonardo da Vincis flyvemaskinetegninger, som nok skal få vakse fem-årige til at spærre øjnene op.
Uforklaret lysfe
Æstetisk udnytter forestillingen dog ikke alle sine muligheder for at kombinere replikker med det visuelle udtryk. Fortællingen virker lidt rodet – med et unødvendigt eventyr om en ’lysfe’ som trumf hen mod slutningen.
Men forestillingens nysgerrighed smitter givetvis, for Anne Kurtzweil har en god og myndig autoritet, og hun udstråler stor spilleglæde over for børnene. Filosofisk set er forestillingen dog mest interessant i dens tankeforsøg på at gradbøje tyngdekraften. Som pigen på stigen siger det:
»Nogle gange om natten drømmer jeg, at jeg kan flyve. At jeg kan gå på skyerne uden at gå igennem.«
