'Jeg vil tegne en orange fugl', siger Dorthe Eggertsen, der med sin blide stemme og sit imødekommende smil tager os med igennem forestillingen ’Stort og småt’ af Arthotel.
Forestillingen er for børn i vuggestuestørrelsen, og ved hjælp af farver, musik og en betydelig teknisk ledsagelse udfolder hun og hendes kompagnon Rasmus Kajhøj nogle af verdens mange farver og lyde.
Som bagvæg har de en digital skærm, og foran dén to mindre skærme, som Dorthe Eggertsen tegner på. Her tegner hun fuglen, og fylder den med orange farve. Pludselig bliver fuglen levende, og den flakser op i luften og kommer til syne på den store bagvæg, hvor den flyver hen over himlen.
'Se', siger hun og peger, og de nysgerrige småbørn kigger opmærksomt med på skærmen. Hun fortsætter tegningerne, og det bliver til både en sol, et træ med blade og et par sko. Indimellem varieres forestillingen med sange, der har et nærmest spokenword-agtigt udtryk.
Historieløst teater
De animerede billeder på skærmene er simple og velfungerende. Men der overlades ikke meget til de smås store fantasier. At fuglen bliver levende, er jo ikke så interessant, som hvis man nu selv kunne forestille sig, at den var levende.
Men børnene følger med i legen. Og når det er lige ved at blive for kedeligt, bliver børnene aktiveret ved at få dem til at hjælpe med at rydde de grønne blade op, som Dorthe og Rasmus har kastet ud over sig selv. Der bliver også tid til at hoppe og danse lidt. Disse intermezzi fungerer fint som afbræk i den ellers lidt monotone forestilling.
Selvom der er en antydning af et forløb igennem forestillingen, så er det langt fra noget, man kunne kalde en historie. Er det mon en tur igennem årstiderne, vi får? Nej, ikke helt, for vi ser forår og efterår, men der kommer vist ingen vinter. Så hvad er det, vi skal have fortalt?
Animationer og teknologi har trods alt ikke erstattet værdien af en god historie. Endnu. Og en simpel fortælling om et eller andet, stort eller småt, kunne måske have hjulpet til at fastholde opmærksomheden en anelse længere.
I godt selskab
Derfor virker forestillingen på mange måder mere som en halv time i legestue, end en halv times teater. Forskellen er bare, at her må man ikke tegne – her skal man kigge på, mens Dorthe tegner.
Der er til gengæld noget dejligt taktilt over de store skærme med animationerne på, som giver os en fysisk oplevelse af det, der bliver tegnet. Da regnen kommer, og Dorthe og Rasmus søger under paraplyen, mens de forsøger at redde et par instrumenter med sig, kan vi næsten føle dråberne i nakken.
De to medvirkende tager sig tid til at reagere sammen med publikum, og hvis der er et barn, der har en bemærkning – hvilket der jo som regel er – så er der også plads til det. Dorthe og Rasmus er i det hele taget ganske godt selskab.
Bedst som intimteater
Forestillingen er sat til salg til op til 50 tilskuere, men det vil nok ikke være anbefalelsesværdigt. Det er uden tvivl intimiteten i forestillingen denne dag, hvor der er cirka 10 børn tilstede, der gør forestillingen interessant.
Med 50 publikummere kan der blive langt hen til der, hvor det sker, og så er 35 minutter pludselig rigtig lang tid. Så skulle man måske kunne fornøje sig med sangene, men også disse fungerer bedst intimt.
Der er nemlig ikke så meget lyd eller artikulation i Dorthe Eggertsen, så det er svært at høre andet, end nogle forsigtige ord og toner, der blander sig med hendes ukulele eller Rasmus Kajhøjs guitar. Så har man plads på bageste række, så skal man nok have et par stykker papir og nogle farvekridt parat.
