'Har du det godt?' – 'Det tror jeg'.
'Er du sulten?' – 'Det ved jeg ikke'.
'Fløjter du ikke en melodi?' – 'Hvad for en melodi skal jeg fløjte?' – 'Det ved jeg ikke' –
'Må man overhovedet fløjte for Kongen om torsdagen?'
Carl og Ane aner ikke en dyt om, hvad de synes og hvad de har lyst til – og kommer de endelig i tanke om noget, de måske har lyst til, så kan de ikke beslutte sig for, hvad det mere præcis skal være for noget, eller også bremser de hele projektet, fordi de bliver bange for, at det, de vil foretage sig, er forbudt – at Kongen også har nedlagt forbud i forhold til det.
Og heksen – hende tør de i al fald ikke opsøge – for det er helt sikkert forbudt – for heksen 'er farlig og ved nogle gange noget, som ingen andre ved'.
Ubeslutsomhed dræner
'Vi ved ikke, hvad vi synes', konstaterer Carl og Ane, som i en lille træscenografi af lemme og låger indledningsvist holder sig beskæftiget med at feje efterårsrøde blade sammen.
De er klædt i cowboybukser og en slags uniformjakker med skulderpudefrynser og kantebånd – en kontrastfyldt krydsning af nutid og gamle dage, af voksen og barn.
Hvilken alder, de har, er heller ikke det, som er afgørende. Carl og Ane er til i forestillingens univers for at vise, hvordan det går i en verden, hvor en Konge og en minister bestemmer alt. Hele tiden og uafbrudt.
I en lind strøm nedlægger de som øvrighed forbud overfor folket. Mod snart det ene snart det andet. Og de ved ikke engang selv, hvorfor de forbyder folket det. Det forstår vi i et lille dukkespil, hvor den gamle konge undrende spørger sin minister om det.
Kongen har i det hele taget slet ikke lyst til at regere. Han vil meget hellere ligge på knæ og rode i sin have. Få jord under neglene. Så, høste og spise jordbær.
Slip heksen løs
Så ingen er glade. Hverken beslutterne eller de ubeslutsomme.
Men det bliver der lavet om på. Takket være lidt hekseri. Hekseri som fysisk er knyttet til en lille stump træ. Og som i overført forstand er forbundet med modet og lysten til selv at tage nogle beslutninger.
'Kongen og vandkanden' er både fornøjelig og tanke-ferm. Bo Larsen har begået en fin lille tekst. Den hænger dramaturgisk sammen. Den er klar i sin intention. Og den rummer en finurlig og dejlig iltet leg med ord.
Den betoner på en ikke bastant måde nogle centrale betydninger (som når Carl insisterende appellerende siger 'Jamen, hvad nu hvis' til Ane og peger på lyst til og åbenhed overfor muligheder). Den jonglerer finurligt med nogle ord (fx med love og lover) Den sludrer (byder på vrøvlesange som børnepublikummet nyder, når Bo Larsens Carl spræl-danser) og vrøvler (som når kongen siger 'I dag vil jeg bare spise jordbær og tulipaner').
Den går på en drilsk vis ind i marven af ord, som ellers bare plejer at blive sagt uden at blive tillagt nogen vægt (fx vendingen 'uden videre') Og den peger på værdien af omvendte logikker (som når Carl foreslår at vende tingene på hovedet – lade pinden finde hunden (som her er den heks, som også helt fysisk i form af en dukke, er med i stykket.)
Lofthøjde og amoriner
'Kongen og vandkanden' er dejlig ligetil. Teksten er ligefrem. Bo Larsens og Nanna Schaumburg-Müllers skuespil og dukkeføringer er i Malte Claudio Linds fint fokuserede og tempo-balancerede iscenesættelse imødekommende, åbent og tilsat små tosserier, danse og børnesamværsmåder, som børnepublikummet tydeligvis nyder.
Rolf Søborg Hansen har skabt nogle udtryksfulde dukker med en menneskelig konge og en charmerende heks i centrum. Der er masser af spillopper i Ole Højer Hansens musik. Og Carsten Wittrocks scenografi er funktionel og intens, fordi den med sin lille-hed og sine små oplyste låger og huller er billed- og stemningsskabende.
Hertil kommer, at fortællingen ikke kun er én fortælling, men flere sammenhængende: Et spil om en bestemme-træt konge og en ensom og smuk heks, som bliver forelskede i hinanden. En fortælling om Carl som tilsvarende betror Ane, at han synes hun er dejlig. Og som et luftlag omkring det hele, en fortælling om nødvendigheden af hekseri i betydningen at vi øger lofthøjden for os selv og hinanden. Giver plads til egne beslutninger og slipper modet til at kaste os ud i det ukendte, det bagvendte og det tossede. Eller som Carl siger et sted til Ane: 'Man kan blive temmelig modig, når man vender bange på hovedet'.
Så alt i alt er der god grund til at opleve, hvad der sker den dag, heksen er taget på ferie i kongens have, og kongen undlader at komme forbi Carl og Ane (læs: folket) for at overhælde dem med nok en portion forbud.
