Kasper Sørensen kan sit mundtlige fortælleteaterkram – ingen tvivl om det. Med tydelig mimik, gestik og artikulation kan han suge publikum ind i en historie og gøre dens enkeltdele levende. Ned til mindste detalje.
Det er på ingen måde vanskeligt at se alt det for sig, som sker i fortællingen. Energien og evnerne er uomtvisteligt tilstede når Sørensen stiller sig op på den tomme scene og fortæller løs – uden andet at gøre godt med end sig selv i almindeligt cowboybukselook og en masse ord, der tilsammen udgør en drabelig historie.
Med sin store tætte krop og et lunt og fast blik forstår Sørensen på professionel vis at skabe kontakt med publikum.
Når denne anmeldelse stjernemæssigt placerer ‘Guavajagten’ på en spinkelglimtende trestjernet midterbane, skyldes det noget rent spilteknisk: At Sørensen undervejs skruer lidt for kraftigt op for både stemme og gestik. Grænsen er hårfin. Men der klæder ikke udtrykket, ‘når bægeret flyder over’. Og især dele af historien.
Dramaturgisk set er den bygget ok op i et klassisk aristotelisk spændingsforløb med opbygning, højdepunkt og afslutning. Det kildne spørgsmål er, hvad man som publikum skal stille op med al den kæledyrssplatter – alle de døde katte og andre dyr, som drengen indledningsvis dekorerer sit værelse med. Uanset om man er voksen eller i målgruppen 5-11 år, synes de passager at blafre i luften som nogle, der kunne være løst anderledes og som kan overskride manges moraltærskler – undertegnedes inklusiv.
Kattesplat
‘Guavajagten’ begynder i et børneværelse. Et værelse hvor en syv-års dreng får fødselsdagsgaver. Af sin mor får han en levende kattekilling. Og af sin far får han et jagtgevær med dertilhørende besked om, at fra nu af er han voksen, dvs. fra nu af skal han selv skyde sin egen aftensmad. Fra nu af er det tid til vise, at han også kan skaffe et trofæ til huse. Ligesom sin far, der sidder i stuen under et gevir og har hår på maven og nullermænd i navlen, og i øvrigt også godt må bande.
Opgaven består i at skaffe et gevir. Et sejrstegn, det snart viser sig ikke kan blive kraftigt nok. For hverken ‘pizza-plaf’ for åben køleskabslåge eller de udendørs forsøg på at ramme egern, fasaner eller skovsøens kronhjort giver pote. Det ,der derimod bringer historien videre, er, at drengen skyder sin kattekilling Plet til ‘kat-splat’. Fylder sit værelse med kattehoved-trofæer. Og ender i Zoologisk Have, hvor dyrepasseren forsyner ham med en bazooka og sender ham langt væk. Dybt ind i jungle for at skyde en Guava – et kæmpemæssigt dyr med skarpe klør og kolossale hugtænder. Et vildt dyr, som er større end en bjørn og som på grund af dens tykke skind ikke kan skydes med et almindeligt jagtgevær, men kun med en bazooka.
Motorsav og megamyg
Fra det tidspunkt, hvor drengen ledsaget af sin teltsnorkende ven Ole lander i junglen, tager historien for alvor fart. Overdrivelserne vokser gevaldigt. Bedrifterne er gigantiske. Drengen undslipper med øksehug, syv-mile-skridt, en enkelt stærk negl og andre fantastiske tricks både junglevildsvin, slanger, blodsugende myg på størrelse med høns, en sumpflodhest, kviksand, kløfter og andre farligheder.
Og til slut står han overfor Guavaen, som har øjne der er større end forruden på en bus. Med et tilløb på 11 km, en motorsav, og det essentielle kampråb: ‘eg har mine handsker, jeg har min bazooka og jeg er ikke bange!’ går drengens manddomsprøve ind i den afgørende fase.
For det må være det ‘Guavajagten’ handler om. At lære at tro sig selv og at vinde kræfter til at besejre det farlige i livet.
