'Der er forbindelse!!'
Morfars datter jubler højlydt – en kort stund, for hun bliver hurtigt koblet af igen. Internetforbindelsen ryger – det gør kontakten til det børnepublikum ,som sidder og ser på, til gengæld ikke.
De synes åbenlyst, at det er både sjovt og hyggeligt at være vidne til den generationskonflikt, som udspiller sig på scenen – eller skal vi sige på næstøverste etage i Marie Møllen i Ebeltoft.
Morfar, som bor i den gamle mølle, holder af og holder fast i de danske juletraditioner – jul skal fejres hjemme med pebernødder, julestemning og julehjerter. Hans datter derimod vil bryde sædvanen. Hun vil ned i varmen. Sydpå til Spanien og hun når nærmest ikke at træde ind ad mølledøren sammen med sin søn, før hun forsøger at bestille rejsen – via det net, som hele tiden går ned.
Barnebarnet er mere slingrende i sin holdning. At han er til at modellere, sanser morfar, som hurtigt kaprer en velvillig hjælper til at gen-huske den trylleformularremse, som skal til at få julestemning til at opstå.
For lige nu er den rent gal. Fra radioen kan han ikke fravriste en eneste julesang – og nu er datteren så stødt til med den tåbelige plan om at tage væk og holde jul i Spanien.
Riitz gebom!
Rollen som møller-morfar kræver en Bo Larsens skælmskhed og et kærligt hvast temperament for at rejse sig fra en lidt for genkendelig jule-hygge-rolle. Larsen giver fx rollen kant, når han jævnligt drysser mølle-ordsprog ud.
Ordsproget om, at man ikke både kan blæse og have mel i munden, bliver suppleret med adskillige mere eller mindre skøre – og der blev trådt ved siden af mølle-temaet med flere, heriblandt det jeg fandt sjovest: 'Hellere skidt i krogene end et rent helvede'.
Som en fin og opmærksomhedsfangende finesse slutter han ordsprogene af med et brysk 'Rittz gebom!'.
Nok især børnene blandt publikum kan også lide, når han drilsk henviser til de nisser på allerøverste 'møller-dæk', som han nok ved er der – og som han er sikker på kan nogle tricks, hvad angår tryllestøv, julehygge og påvirkningskraft i forhold til den virtuelle verden.
Hege Tokle holder troværdigt dampen oppe som datteren, der insisterer på Spaniensturen, men som også gradvist lader sig påvirke til at en 'hjemme i møllen-jul' er bedst. Og barnebarnet (som spilles af teenagedrengen Karl Milvang Nørregaard) forstår med en fin blanding af generthed og gnistfyldt humør at spille barnebarnet, som før sin mor lader sig overbevise om, at møllen-julen nu er det hyggeligste.
Veldrejet julehygge
Hege Tokle og Hans Nørregaard har begået en tekst, som hænger udmærket sammen i sit forløb, som har store doser julehygge og en pæn portion genkendelig og lun kritisk vinklet optagethed hos mor og søn af hele tiden at være klistret til en computer og en iPad – som har konstant netadgang.
Hele jule-hygge-herligheden er sikkert iscenesat af Hans Nørregaard – med god brug af møllerummets to øverste etager og en ligefrem og nænsom personinstruktion.
'Jul i den gamle mølle' går næppe over historien som den forestilling, der skaber en ny teatertradition. Ej heller som det stykke, der markerer sig som noget, der for alvor rør og rusker børne- eller voksenpublikummet.
Det er 50 minutters uhøjtidelig nisse-hygge-jule-teater med små finurlige stænk og sjove indslag – som fx badebukser med julehjerter og en kortvarig afspilning af John Mogensens 'Dybbøl Mølle maler helt af helvede til'.
