Den ægte nattergal i H.C. Andersens eventyr synger helt fortryllende – ligesom den lille fugl gør det i virkeligheden. Operakompagniet Pin-Uperas ide med at gøre det klassiske eventyr til en opera er derfor oplagt. Det giver mulighed for at kombinere en anerkendt god fortælling med et fokus på den syngende stemmes kvaliteter, klange og særlige historieformidlende evner.
Om resultatet – en lille opera på 35 blot minutter – er der både godt og skidt at sige.
Signe Sneh Schreiber, som synger nattergalen, er et godt cast, hvis man kan tale om et cast, al den tid Pin-Upera (som er tilknyttet Det Kongelige Teater) består af kompagniets to stiftere, Signe Sneh Schreiber og Mads Bagge Lange, som er forestillingens anden medvirkende sanger og tillige stykkets iscenesætter.
Vellyd
Til den velfungerende del hører det, at arier af blandt andre Mozart, Händel, Gonoud og Gilbert O’Sullivan dygtigt og 'smidigt' er tilpasset eventyret. Hertil synger Schreiber sopran med en utrolig flot klang og fylde – og hun har tillige en meget åben og livfuld udstråling.
Når hun iført et også meget smukt nattergale-kostume, bestående af små fjer gjort af transparente tynde lag-på-lag stofstykker i forskellige grå og gyldne nuancer, træder frem bag to bambusbuske, fyldes rummet med velklingende sang og en stor imødekommenhed i blikket.
At de to bambusbuske er syntetiske, sanser de fleste børn næppe i en helhed, der med tydelighed handler om ægthed og frihed versus kunstighed og det at være bundet og dikteret.
iPhone og smarties
Teksten, eller skal vi her kalde det librettoen, da de medvirkende mestendels synger ordene, er i høj grad tro overfor H. C. Andersens original. Librettisten har haft øje for at bibeholde de væsentligste handlinger, og centrale ord fra H.A. Andersens pen fremhæves med fine betoninger og velvalgte skift i stemmernes volumen. Kokkepigen er taget ud, men de fattige fiskere er bevaret.
Kejseren bevæger sig med sit følge ud for at finde nattergalen, som han – også her – først tror er den brølende ko og siden den kvækkende frø. Da de har fundet nattergalen, undrer kejseren sig over, at den er så kulør-forladt.
Nattergalen bringes til hoffet for at sidde på en guldpind. Operaen fortsætter med, at den kunstige nattergal tager over, og den levende nattergal flyver tilbage til sine grønne skove, indtil den til slut redder kejseren og bliver værdsat og sat fri.
Undervejs i forløbet er der foretaget moderniseringer. Omskrivninger, som har ført eventyret op til i dag. Kejseren googler sig på sin iPhone frem til ,hvad en nattergal er, og han sidder og propper sig med Smarties. Det fungerer ok.
Forstyrrende fjollerier
Hvad der derimod virker forstyrrende, er den påtaget sjove måde hvormed Mads Bagge Lange gestalter Kejseren. Udstoppet så han næsten er kuglerund og iført en smuk rød kimono med guldbroderi og en hue med pelskant og hårpisk, er Langes kejser i nærmest konstant vigør.
Når han er i fokus som kejseren, fordrejer han sin tale-stemme i en over-fjollet retning. Og fysisk agerer han som en klovn, der har fået lopper eller en tosse udstyret med en meget undseelig IQ.
Alt det postyr og fordrejende hurlumhej med krop og stemme virker skabagtigt. Det er helt unødvendigt og generer oplevelsen af Langes præstation, som på sang-siden byder på en ganske flot baryton-stemme.
