Er I parate? Og ja, det er vi. Fire veloplagte skuespillere og en propfuld sal. Legen kan gå i gang. Legen med ord. Jakob Martin Strids ord. Om de vilde dyr i haven, om kompot, komplot og komplet, om 'en hund, der vejer et pund', og at være 'en løve i et bur, og jeg er ikke sur'.
Og der er 'Medister, Minister, Fister, farfar og flyvende faster'. Og mystiske dage og mænd, der bor i pærer. Ordremser af den skønneste slags, sat på scenen som en teaterkoncert for børn, nogle gange med sang, andre gange bare med ordenes melodiske repetition som et lille stykke musik.
Men først skal det store røde fortæppe trækkes fra. Åbenbaringen er formidabel. Et kæmpetræ med et bræddehus gemt oppe mellem grenene – barndommens hemmelige drømmehule, simpelthen. Inde, ude, oppe og nede – overalt kan man klatre og kravle, så scenen kan sættes et nyt sted hver gang.
Som fx scenen til en finurlig rimremse som 'Min mormors gebis', der viser sig at være klaprende praktisk til at åbne øller eller klippe billetter, eller knække en nød. Og remsen bliver til firstemmig humørsang, inden gebisset – et knaldrødt et af slagsen – får sin plads på en af de mange små hylder på væggen.
Og så er det tid til det næste digt. Og det næste. For forestillingen bindes kun sammen af de fire medvirkendes elegante overgange – egentlig historie er der intet af.
Men vi savner den ikke, for dette er tydeligvis en herlig, voksenfri leg på et fortryllet sted i eventyrskoven. Med ord, musikinstrumenter og kroppe. Sofie Torp, Malin Rømer Brolin-Tani, Jens Gotthelf og Mathias Skov Rahbek driller sig igennem den ene skønne vrøvlevise efter den anden.
Krammelækre tøjdyr
Man mærker klart instruktøren Charlotte Munksøs koreografiske baggrund, når både de enkelte remser og forestillingens mange overgange spændes op mellem kåd larm og lyttende stilhed, mellem energisk omkringfarende kroppe og lynfrosne positioner.
Dette stramt holdte bevægelsessprog med maser af forventningsfulde pauser tilfører de mange sproglige krumspring en herlig dynamik og skaber en helt nødvendig afveksling i noget, der ellers let kunne føles som et nummer på nummer-foretagende.
Ikke alle remser forløses lige virtuost – midtvejs tager forestillingen et lille dyk, måske fordi teksterne her døjer med tilstrækkelig verbal flyvehøjde – men de fleste er spændstige og skønne både at lytte til og se på.
Det samme gælder de krammelækre stofdyr – hunde og katte – der dukker op undervejs, for ikke at tale om de fire spilleres glade øjne, sprælske smil og stærke sangstemmer, hvad enten vi er oppe på Grønlands is eller på skattejagt i vandkanten.
Og skulle det nu være lidt for voldsomt med alle disse lyde, sære ord og voldsomt badutspringeri, jamen, så er lyset i salen da tændt ganske dæmpet under hele forestillingen. Ingen grund til at blive bange, kun grund til fryd – for store og små.
