Ian bider sig selv i armen og smadrer nær sin egen hånd i en dør. Myra spiser glasskår. Ian falder for Myras vanvittige blå øjne og dejlige multebærmund. Hun bliver det, han lever for, men også hende, som gør livet utåleligt for ham. Som en pludselig desperat indskydelse – og midt i en voldtægt af Myra, likviderer de en uskyldig isdame. Sammen myrder de flere. Tværer blod ud over sig og æder kødet.
Ian og Myra er to unge mennesker som er låst fast i en lille flække. I Pulpa (som betyder kød på latin). En by, hvor ingen tog standser. Forbindelsen til omverdenen er afbrudt. Ingen sluser til noget som helst lys er tilbage. Tilbage er kun dybde og fald. Sandhed er værre end løgn. Livet værre end døden.
Myras mor har buret sig inde i soveværelset og hendes mand, som er slagter, dolker hende en dag i brystet med flere stik – ikke dødeligt, nærmest som en gentagelse af noget tidligere sket. Og Ian og Myra har mistet troen på sig selv, og troen på at nogen som helst andre er i stand til at elske dem.
Hindbærbrus og hættetrøjer
»Jeg er lige så gennemsigtig som en rude. Folks blikke går lige gennem mig. Jeg er et fuldstændigt normalt usynligt barn. Ingen helte er usynlige. Helte er smurt ind i blod. Når alt er smadret og ødelagt vil blodet altid være tilbage,« skriger Ian ind i mikrofonen mens et mørkt rum lades med sej ’hård lyd’. Som en eksplosion af snefnugsgranater spreder han tonsvis af hvide engangshandsker rundt på det gulv, som i klynger er dekoreret med hindbærbrus en masse.
De røde sodavand signalerer sammen med lydanlæg og en gammel grammofon, der også står på gulvet en gennemført ungdomstrendy stil. En tidsepokemikset stil, som understøttes af Myras pangfarvede parykker, hendes genbrugsguldglimrende tøj, den gamle kuffert, mikrofonerne, og de hættetrøjer, de begge har på.
”For heaven’s sake, catch me before I kill more, I can not control myself,” krænger Ian også ud i det inferno han befinder sig i. Som et kistelåg over dem drøner et lydspor af det (livets) tog, som tromler forbi dem. Myra og Ian reagerer på lyden, og i al den helt ubærlige og rå væmmelighed mærker vi hver gang, at de brændende ønsker at undslippe det helvede de er havnet i. At få den uro, de ambivalente følelser og det ukontrollerede liv de udfolder vendt til den gensidige kærlighed, som vi i små eksplosive ’bip’ mærker at de også nærer.
Blød og brutal
‘En dag i paradis’ er 99,9 % ultimativt dystert og råt teater. Vi bliver følelsesmæssigt trukket nøgne hen over en ru asfaltbane af svære ungdomsproblematikker. Vi spræller med Ian og Myra på en afgrund, hvor deres bevidsthed hænger totalt i laser. Vi får uhyre stilsikkert og med grænseoverskridende greb klasket deres limbotilstand i snotten, og føler måske mest trang til med væmmelse at kikke væk. Til at afvise forestillingen som meningsløs. Til på virkelighedens vegne at råbe: ”Det er løgn. Overdrev. Opblæst. Fake”. Eller til at trække argumentet frem om, at det at vise vold tilskynder til og avler vold. Indrømmet jeg var og er selv i tvivl. Men må – under forudsætning af at forestillingen ses i trygge og forstandige omgivelser – medgive, at 29.ETAGE her stilsikkert og med professionel tæft på såvel tekst, instruktion, musik og skuespilsiden, har begået et dybt foruroligende og diskussionsanimerende udtryk. Et komplekst udtryk, man umuligt kan ryste af sig. Et udtryk hvor man også bliver ved at se de 0,1% livsbekræftende livsflamme, som også brænder i de to unge.
