Dersom denne forestilling skal bedømmes på dens evne til at begejstre et opstemt og åbenbart ganske indforstået premierepublikum, kan den kun betegnes som en gedigen succes. Stopfyldt hus, applaus efter hver scene, stående ovation og blomsterdrys over alle medvirkende talte sit tydelige sprog.
Man kan selvfølgelig håbe for forestillingen og de medvirkende, at succesen vil følge med når de nu lægger ud på turné til andre lokaler og andre publikum. Men jeg tvivler.
Højoktan-musical
Som optakt får vi høj musik, moving light og hærskarer af myrer på filmlærredet bagved. Dette er en forestilling der ikke har tænkt sig at give ved dørene. Fra første sekund er den autoritær, manipulerende og ikke til at spøge med, end sige løbe om hjørner med. This performance rules!
Første levende billede begynder imidlertid med de frygtelige mobbere – uha – terrortvillingerne Mark og Allan! Værre finder du dem ikke i vores del af verden. Brovtende, hadende, flabkæftede, street-wise and looking for trouble. Og med mikroport-assistance, der overdøver enhver tvivl.
Og deres yndlingsoffer er småfede, bebrillede Pelle Nørhmann, som bindes – ikke til potten, men – til toilettet, hvor alle kan se ham med bukserne nede. Pinligt, pinligt.
Særlig når man er venneløs og afstandsforelsket i Ida og trøstespiser dagen lang til mors vattede protester.
Men Superman, Batman og Spiderman har ikke levet forgæves! Efter et myrestik af en bestrålet myre i mikroovnen, og en uge i sengen med en mystisk sygdom, er ’Antboy’ født. Og så er eventyret i gang.
Med et par ekstra bokse Cola med sukker (og efterfølgende spasmer) bliver Pelle den nye superhelt, der redder små drenge fra at blive overkørt, små hunde fra den visse død, bycenteret fra at blive bestjålet, og meget, meget andet.
Rapporter strømmer ind over nyhederne, både lokalt og globalt, om denne mystiske skikkelse i det mærkværdige kostume og flueøjne der redder alt og alle. Han ender sågar med at være stærkere end den småfascistiske gymnastiklærer og selvfølgelig også med at overvinde terrortvillingerne i en final showdown. Men da som Pelle!
Til og med superskurken – Loppen – uskadeliggøres efter et skrækindjagende opgør.
Det bedste er – og det er forestillingens budskab og raison d’etre – at et solidt venskab opstår med Wilhelm, den lille splejs, der giver ham tro på sin egen styrke og modet til at tage fat på sine egne problemer. Og som giver ham (NB!) sukkerfri drikke inden den sidste kamp. Hallo! Han kan altså selv, den alligevel ikke så fede dreng, uden sukkertilførsel!
Og Ida? Hun ender med at se, at Pelle, også uden kostume og kæmpekræfter, er den på skolen. hun rigtigt godt kan tænke sig at se mere til.
Højrøstet og overtydelig
Lydniveauet i denne forestilling er til at få tinnitus af – også for de yngre end mig. Det kan de godt gøre noget med. Det understreger kun det autoritære og giver hverken historien, sangene, dialogen eller situationerne nogen ekstra værdi. Tværtimod.
Endvidere er dialogen så overtydelig. at det er til at få myrekryb af bogstavelig talt – hvor indskrænkede tror de, at publikum er?
Og til dramaturgien: Hovedhistorien fortælles omstændeligt, men kækt nok. Men en historie om Pelles arkitektfar der har tegnet det nye bycenter, skal tjene til at forstå den insekt-fikserede skurks mange uhyrligheder. Men hans – Loppens – forvandling fra grufuld hævner til ynkelig gammel mand – ja, tro det den der kan.
Hvad angår det skuespillermæssige skal jeg indskrænke mig til at sige, at jo, jo - det ligger da på et rimeligt amatørteater-niveau. Camilla Lohman udmærker sig rigtignok ved at levere en meget sjov udgave af Wilhelm, og Jens Andersen kan godt lave en festligt træffende parodi på en forkælet teenage-pige fra Blålyz gymnazium.
Ellers er der megen skabagtighed og råberi, som jeg gerne havde set, at instruktøren havde gjort noget ved.
Gode filmindslag
Musikken ville måske fungere, bedre hvis den tunes lidt ned, så sangerne (og nogle af dem er udmærkede) ikke behøvede skråle så meget. Nå får den lidt for meget præg af dunk-dunk og dårlig pop. Men enkelte flerstemte passager fungerer fint.
Scenografien er meget enkel. Fire master som man også kan klatre i, et nøgent gulv og enkle møbelelementer på hjul giver forestillingen et rimeligt flow. Og kostumerne er – om ikke frapperende, så – troværdige.
Til allersidst er der grund til at fremhæve de filmindslag, som Online Broadcast har stået for. Nyhedsmeldingerne og interviewerne, som dukker op på bagtæppet, er både sjove og fortællende (den lille dreng der blev reddet af Antboy er strålende), og laterna magica-sekvenserne fra skolen er flot i sync og fungerer rigtig fint, ikke mindst i gymnastik-scenerne.
Det er uden tvivl lagt et stort arbejde og masser af ressourcer ned i denne forestilling, og mange har æren. Jeg ville ønske, at resultatet var blevet bedre.
