Denne anmeldelse må blive i to dele. Ikke fordi jeg er blevet skizofren, men jeg har set forestillingen to gange og under vidt forskellige omstændigheder.
Første anmeldelse:
To udeblevne børnehaver var grunden til at jeg, fredag 14. november, så forestillingen med kone og lånebarn samt fem frivillige fra medarbejderstaben ude på Teaterøen.
Asterions store Hus har mange rum, og et af dem var ryddet for alt, undtagen en gedigen rød sofa/chaiselongue.
Otte stole bliver sat frem til det fåtallige publikum, og vi følte os – som de børn vi ikke var – usædvanligt godt modtaget af de veloplagte aktører, herefter kaldet Basse og Martin. Vi var indstillet på, at nu skulle vi glemme alt om, at vi var voksne og ansvarsbevidste borgere og komme dem i møde med et åbent barnesind.
Og det er i og for sig ikke så svært, for Basse og Martin er rutinerede skuespillere og kan begå sig i børnehøjde, så vi kunne uden videre indgå overenskomsten mellem scene og sal.
Og apropos sal: Ud over den røde sofa var der intet. Ingen rekvisitter, ingen kostumer – kun privat tøj – ingen kunstig belysning, kun dagslyset gennem vinduet.
Sådan set er forestillingen endnu mere skrabet end forgængeren, 'Den grusomme historie om Medusas hoved'.
Og apropos forgængeren: Med 'Jason' er det fjerde gang, at Peter Kirk og Asterions Hus kaster sig over den græske myteverden med glubende og respektløs appetit. Stædigheden, udholdenheden, fascinerer mig, og jeg glædes over at asterionerne har haft succes med deres 2-3000 år gamle repertoire.
Og ligesom med historien om Medusa lykkes det Basse og Martin, denne gang at fortælle historien om Jason og Argonauterne og kapringen af Det Gyldne Skind på en måde, der både spænder os fast i forventning og river os med i latter.
Det er godt gået, det er charmerende, og det siger en masse om mimisk færdighed, kropslig versatilitet, fortællerfryd – og mangfoldig brug af sofaen.
Beretningen om Jason kan sagtens opleves spontant og jomfrueligt, men både konen og lånebarnet på 12 sagde, at de var glade for den lille gennemgang af historien, som jeg gav i bile på vej ud til den yderste Refshalespids. Udbyttet bliver nok større med en smule forhåndskundskab.
Anden anmeldelse:
Publikum var et helt andet, da jeg så forestillingen i Valby seks dage senere. Cirka 60 børn i 3-4 års-alderen stormer glædesstrålende og støjende ind i et pænt stort lokale midt i børnehaven med masser af bløde måtter og siddepuder strøet ud over hele gulvet.
Det tager lidt tid at komme i orden til at begynde historien om Den Gyldne Vædder, der kommer dronning Nefeles børn, Fryxos og Helle, til undsætning, men når Basse, som fortæller, glemmer alle de fremmede navne, mærker jeg allerede en uro.
Foreløbig håndterer de to spillere situationen med stor ro. De er jo et par drabelige herrer og lader sig ikke forstyrre, men fører fortællingen videre med sædvanlig panache.
Så kommer det, der skal være børnenes stjernestund – bemandingen af skibet Argo. Alle vil være argonauter om bord i sofaen, og det holder hårdt at begrænse mandskabet, så det berømte skib ikke kæntrer og går under.
Herfra og ud kæmper Basse og Martin en – om ikke håbløs, så svær – kamp for at få deres historie fortalt. Medeas hjælp, de frygtelige ildsprudlende tyre, dragetænderne der vokser op af jorden som grusomme krigere. Der må meldes hus forbi hos de fleste. Til sidst er der bare ét stort kaos af legesyge børn, og Martin må kaste håndklædet ind og afslutte.
Tre ting: 1) publikum er for stort. Jeg ville tro, at halvparten – 30 børn – ville være nemmere at styre, 2) måtterne og siddepuderne på gulvet er i sig selv legetøj eller gymnastikgrej og alt for sjove at hoppe og danse på – mod slutningen opdager børnene gudhjælpemig, at sofaen også kan bruges til at hoppe i, og så kan historien virkelig sejle sin egen sø, 3) børnene er for små. Da jeg så forestillingen ude på Teaterøen, mærkede jeg at det var min indre 6-årige, der blev mobiliseret. At spille ned til 3 år er, i bedste fald, risikabelt.
Kombinationen af disse tre ting gjorde gennemførelsen næsten umulig og sikkert ikke særlig sjov for de udmærkede Basse og Martin. Synd for en fantasifuld iscenesættelse.
Måske ville det være en idé at give pædagoger/lærere en mulighed for at briefe børnene om nogle af punkterne i historien, inden de skal ind til forestillingen?
