Denne anmelder forlader tørdokken på M/S Museet for Søfart i Helsingør med et venligt smil og et høfligt nik til en billetkontrollør. Det skal maskere en buldrende vrede over forestillingen ’Syndfloden’ af Kunstnerkollektivet Vontrapp, som spiller på Passage Festival.
For sjældent er en time blevet brugt på noget så intetsigende. Det havde været væsentligt mere åndsrigt blot at sætte sig på havnekanten og stirre ud i horisonten som en anden Ole på en knold. I stedet ender vi med at stå med blå sikkerhedshjelm og gule gummihandsker på, holdende en appelsin i den ene hånd og en dåsesodavand i den anden hånd, mens vi udfører moster-aerobic i pæne kolonner.
’Syndfloden’ er performance på den gammeldags facon. Men selv da performance-genren var ny, og man blev udsat for mystiske happenings både hid og did, så var der dog en mening med galskaben. Her virker det, som om Kunstnerkollektivet Vontrapp har fået en (velsagtens god) idé, sendt fondsansøgningerne afsted, fået tilsagn om støttemidler, og siden da glemt at udvikle idéen til en egentlig forestilling. Og pludselig en dag stod publikum og ventede, og så måtte man jo vise, hvad man havde at vise.
Tingene trækkes i langdrag
De første 20-30 minutter går med, at vi står oppe på grundniveau og kigger ned i museets gård, hvor performerne bevæger sig rundt og lægger rekvisitter ud på jorden. I begyndelsen, hvor en enkelt mand langsomt trækker et kabel ud, virker det industrielt og udtryksfuldt. Ikke mindst med Sandra Boss’ udmærkede lyddesign af elektronisk ambientmusik.
Men da der efterhånden bliver placeret både en trappestige, spande med appelsiner, små og store træskafter, metallægter og uendeligt meget tovværk, begynder tørdokken at ligne en forladt gøglerskole.
Og nu er det vores tur til at bevæge os. Vi følger den sure tropsfører, kaldet Verdenslederen, i rødt, futuristisk hunnerkriger-lignende tøj hen til trappen og ned i tørdokken. Herfra er resten af forestillingen mest et koordineringsarbejde for performerne. Med mimik og gestik signalerer de, hvor vi skal stå, og hvad vi skal gøre.
Det er Verdenslederens soldater i Kansas-blå kostumer, der guider os. De er også stramme i betrækket, men de smiler og nikker venligt, som en flykabinemedarbejder, når de kan se, at vi ikke er sikre på, om vi gør det rigtigt. Til sidst får vi i fællesskab rejst noget, der med lidt fantasi godt kunne ligne et skib. Måske især for de gratister, der står oppe ved gelænderet og kunne se hele konstruktionen oppefra, hvis de altså ikke for længst var gået af ren og skær kedsomhed.
Vi kæmper med autoritetstroen
Her slutter forestillingen. Netop som det så ud, som om vi endelig var klar til at gå i gang. Titlen ’Syndfloden’ henviser naturligvis til dén passage i Bibelen, hvor Vorherre beslutter sig for at begynde på en frisk ved at udrydde alt andet, end det gode og retfærdige. Syndfloden kan altså betragtes som både en begyndelse og en slutning.
Om det også var tanken hos Vontrapp, er ikke til at sige. I hvert fald bliver slutningen en begyndelse. Og da vi endelig forstår, at forestillingen er slut (fordi de medvirkende er gået), og vi efterhånden overvinder respekten for autoriteten i rødt, begynder vi at lægge rekvisitterne fra os og drysse afsted fra skuepladsen igen.
Forestillingens bedste side er, at den får os til at stille spørgsmål til os selv. Ville vi adlyde en leder under en krisesituation? Ville vi kunne arbejde sammen? Bygger vi arken, fordi vi er nødt til det, eller fordi nogle siger, at vi er nødt til det?
Det er ikke uden relevans i en coronatid, men det er absolut ikke den bedste måde at stille den slags spørgsmål på. For det fungerer kun i de par minutter, hvor vi står og kigger forvirret på hinanden; hvor nogle klapper og begynder at tale sammen, mens andre stadig står og udfører den opgave, de er blevet sat til. Resten af tiden er forestillingen lige dele byggerod, rytmisk gymnastik og tankeløst teater.
Performancegenren kan noget, som andre scenekunstformer ikke kan. Men den bliver ofte skudt i skoene at være for arty-farty og ekskluderende. Det skyldes forestillinger som ’Syndfloden’. Hvis nye performancepublikummer begynder her, kan denne anmelder ikke bebrejde dem, at de aldrig kommer tilbage igen.
