Er det teater, når en mand i cowboybukser og T-shirt stiller sig op og giver sig til fortælle? Hvis manden er Kasper Sørensen fra Fortællekunsten, og forestillingen er ’Nu kan alting ske’, er svaret et jublende ’ja’.
Han er ikke stand-up-komiker, men en såkaldt historiefortæller, hvis virtuose spillestil har klare referencer til teatrets fortælletraditioner.
Med indtrængende blik, lidt pantomime og en stemme, der ubesværet går fra råb til hvisken, skaber han et mægtigt drama om et forsømt barn. Men det sker med en sprudlende, underspillet komik midt i tragedien, der sender ’Nu kan alting ske’ ind under huden og videre lige i hjertekulen.
Man rammes af medfølelse med den dybt ensomme knægt, der prøver at klare sig på bedste beskub. Men man ynker ham ikke, for han klynker ikke selv over sit triste, kærlighedsløse liv. Beretter blot – helt usentimentalt – om svigt og mobning af den allermest onde slags.
’Du skal i seng’ står der på hans computer, for hans travle mor er mere optaget af sine taster, end af sit barn. Og når han håbefuldt sender hende et fingerkys til farvel, ved han alt for godt, at det ikke vil blive besvaret. Til gengæld er der straks respons, hvis han kommer få sekunder for sent hjem.
Med håbløsheden malet i ansigtet erkender fortælleren, at det ikke har nogen betydning, at forsinkelsen skyldes andres drillerier. Det er drengens mor nemlig komplet ligeglad med.
Magi med måde
I skolen venter plageånderne, der mobber ham på det grusomste. Lærerne ser ingenting, men er også efter ham. – Lige meget, hvordan han bærer sig ad, så bliver alting kun værre. Eller, som han konstaterer, når noget igen er gået helt galt 'Det blev det jo ikke bedre af'.
Men det gør det så alligevel. For en dag finder drengen pludselig en magisk Kan-Alting-Ske ske i sin hovedpude. Den har den særlige evne, at den kommer hjem og hjælper dem, der bliver drillet. Drengen er sikker på, at det hele bare er en drøm. Men skeen brænder så hedt i hans lomme, at han alligevel vælger at tro på dens magt. Og magt det får han.
For hver gang noget begynder at blive svært, kommer Kan-Alting-Ske-skeen ham til hjælp. Hans mor bliver sød og kærlig. Det lykkes ham også at få plageånderne i skolen til at banke løs på hinanden i stedet for på ham. Selv den store kleppert og sidekammerat, der har stjålet hans slik og taget æren for hans skolestil kommer ned med nakken.
Men det bliver for meget for skeen. Det er i orden at få hjælp til at klare sig mod dem, der mobber. Men Kan-Alting-Ske-skeen vil ikke hjælpe, når drengen er lige så ondskabsfuld som de andre. Så den tager af sted. Så hvis din hovedpude føles mærkelig, og du finder en ske gemt i den, så husk, at den skal bruges med omtanke!
I mødet med publikum er Kasper Sørensen monumentalt til stede. Han mestrer til fingerspidserne kunsten at fylde et rum med nærvær ud i den mindste krog. Men det sker uden de store armbevægelser. Faktisk er hans største – og sjældne – kvalitet som historiefortæller, at han evner at beherske og forfine sine udtryk uden antydning af overspil.
